Jakob Steen Olsen: Brittas døtre jagtede vores sympati på TV. Fik de den?

Pinligt godt fjernsyn. Sådan var det hypede TV-interview med den varetægtsfængslede Britta Nielsens hælerisigtede, voksne døtre, Samina og Jamilla Hayat, hvis navneforbud i sagen blev ophævet samme dag, som de gik på skærmen på Kanal 5 onsdag aften.

Et journalistisk scoop af de helt store for den lille kanal med den brogede profil? Det må man sige. Har de to kvinder fået 111 mio. kroner for at stille op? Journalisten Martin Kjær Jensen, der administrerede spørgsmålene, har sagt det kontant på Facebook: »De har ikke fået en krone.«

Hvorfor i alverden gjorde de det så, tænkte man, sådan som de sad der? Den ene så nervøs, at hendes strube konstant snørrede sig sammen, og åndedrættet satte ud. Hun måtte bede om en timeout for de spørgsmål, som stille og roligt blev afleveret som kinesisk dryptortur. Mens den anden nærmest virkede apatisk og sendte blikket op i loftet som for at drømme sig et andet sted hen - hvis da ikke lige blikkene mødtes i en slags fælles forståelse af det, de i hvert fald bedyrede, at de ikke forstod. Og som ingen af os andre heller forstår: Hvordan kunne de undgå at fatte mistanke til, at den formue, som deres mor nu er sigtet for at have svindlet fra skatteyderne på sin betroede post i det offentlige, ikke var havnet i familiens lommer på ærlig vis?

Et forsigtigt gæt: De sad i det køligt-blå studie, fordi deres advokater har sagt, de skulle gøre det. Fordi de håber på - det lyder helt amerikansk - at bevæge folkestemningen forud for den retssag, hvor man må formode, at anklagemyndigheden vil fare hårdt frem mod både deres generøse mor, mod søstrene selv og den bror, der også er på anklagebænken.

Se bare, hvordan de var klædt til deres første tur i vidneskranken. Hvis nogen havde håbet på mærkevare-bling fra Hvidovre, blev de skuffet. Meget fik vi ikke for pengene. Som tvillinger havde de valgt at klæde sig i gravalvorligt sort - sådan som alle ved, man skal gøre, hvis man skal fremstå troværdig i retten. Og champagnen var skiftet ud med to IKEA-glas med vand.

Et helt almindeligt liv

Vidste de noget? Lyver de stærkere, end en hest kan rende? Der er stadig intet nyt fra Vestegnen. Svaret blæser fortsat  et eller andets sted hen over den sydafrikanske bush - eller er det de svenske skove?

Og næste spørgsmål: Lykkedes manøvren? Synes vi nu, det er synd for Jamilla, som efter eget udsagn er en helt almindelig mor, der flyver til Sydafrika den ene gang efter den anden, hvilket jo også er meget lettere, når man har et hus - et autentisk lille et med stråtag og swimmingpool? Som kører i en Audi til en halv million uden lige at have fået betalt mor tilbage - endnu. Føler vi sympati med Samina, der har levet »et helt almindeligt liv« som studerende samtidig med, at hun red på rideheste til en pris af 100.000 euro?

»Hvis nogen havde håbet på mærkevare-bling fra Hvidovre, blev man skuffet. Meget fik vi ikke for pengene.«


Nej, Til trods for forsøget: Vores familie var ramt af sorg, da vi rejste ud i verden for at trøste os. Vi kommer fra beskedne kår. Pengene kom jo drypvis. Man stiller ikke spørgsmålstegn ved noget, når det kommer fra ens mor. Find selv på mere. Ellers gør advokaterne.

Det er ikke følelserne, men retten, der skal afgøre, om pigerne er skyldige. Vi andre kan nøjes med at tænke, at hvis de ikke er skyldige, så er de dumme. Også dummere end politiet tillader.