En årgammel strid mellem den hæderkronede Michelin-restaurant Noma og dens naboer har nået sin foreløbige kulmination.
Striden omhandler et hegn, som Noma gang på gang har brugt til at spærre for en offentlig sti – og som kommunen gang på gang har bedt restauranten om at fjerne.
Nu har ukendte gerningsmænd imidlertid gjort, hvad kommunen ikke kunne få Noma til.
Gerningsmændene har nemlig fjernet en sektion af pigtrådshegnet. Det skriver MagasinetKBH, der har fået tilsendt tre billeder fra de ukendte gerningsmænd.
Striden løber helt tilbage til 2018 og har flere gange været beskrevet af blandt andre MagasinetKBH, Berlingske og B.T.
Hegnet, som striden drejer sig om, blokerer den populære gå- og løberute langs Christianshavns Vold, hvor Noma ligger.
Voldens historie er flere hundrede år gammel, og i dag er det et såkaldt fortidsminde, som er Slots- og Kulturstyrelsens betegnelse for »synlige levn og kultursprog«.
Derfor er det heller ikke tilladt, at Noma sætter pigtråd og hegn op netop her.

Adgang for offentligheden
Alligevel har Noma altså nu i en årrække gang på gang blokeret stien på forskellig vis – eksempelvis med reb, pigtråd og krukker.
Og det har fået en gruppe utilfredse gerningsmænd til at begå selvtægt.
»Vi er en gruppe af borgere, som nu igennem fem år har set måbende til, mens Noma og dens ejere gentagne gange har forbrudt sig mod [at alle er lige for loven, red.] og nægtet afgang for offentligheden på stisystemet, som går gennem Nomas grund,« skriver gruppen til MagasinetKBH i en mail.
Således var der for en stund ikke længere afspærret for det område, som der skal være offentlig adgang til.
MagasinetKBH skriver dog, at der igen var spærret af for stien allerede dagen efter, at de havde modtaget e-mailen fra den frustrerede gruppe af borgere.
Dermed er der altså ikke sat et punktum for konflikten.
MagasinetKBH har ikke fået nogen kommentar fra Noma. Da Berlingske i 2022 beskrev sagen, lød det dog i et skriftligt svar fra Nomas General Manager, Simon Bursche:
»Vi er meget glade for at have Noma beliggende på en så kulturelt vigtig plads i København. Vi har fra starten af bebyggelsen af det nye Noma været i tæt dialog med Slots- og Kulturstyrelsen, da det kun ligger i vores interesse at skabe værdi for naturen og området omkring os.«
Berlingske har rakt ud til Noma, som skriver følgende:
»Vi er i dialog med Københavns Kommune om de afspærringer, vi har haft ved vores indgang ved Refshalevej, og arbejder på en løsning. Det har intet med det omtalte hegn at gøre, og vi stiller os uforstående over for, at en borgergruppe har valgt at begå hærværk mod vores ejendom.«