Hvorfor er jøder så forskellige? Her får du svaret!

To nye bøger forklarer, hvordan jødedommen fra 1700-tallet udviklede sig i mange forskellige retninger. De er god læsning. For eksempel, hvis man undrer sig over, hvorfor de ultraortodokse ser så sære ud.

Netflix-serien Shtisel udspiller sig i et ultraortodokst miljø i Jerusalem. Personernes verden har rødder i Østeuropa i 1700-tallet og disse jøder lever deres eget religiøse liv isoleret fra mainstream samfund i Israel og USA. Alligevel har serien om disse jøder været en verdenssucces, fordi deres problemer et almenmenneskelige. På fotografiet ses hovedpersonerne fra serien og der spilles forrygende. Foto: Shtisels officielle foto. Fold sammen
Læs mere

Netflix´ israelske serie »Shtisel« har været en verdenssucces, og også i Danmark har den mange begejstrede seere. I serien befinder vi os blandt ultraortodokse i Jerusalem, og man forstår godt, hvis et ikkejødisk publikum synes, at de er nogle mærkelige sortklædte, skæggede typer. De er imod staten Israel og zionismen og dyrker en jødedom, der virker rigid og fundamentalistisk. Men de sortklædte har almenmenneskelige problemer, og i kraft af fornem skuespilkunst rammer serien følelsesmæssigt bredt.

 

De ultraortodokse er en del af det mylder af forskellige religiøse, etniske, politiske og sociale bevægelser, de jødiske samfund udgør. Det har Sahra L. Lindeberg godt fat i i bogen »Jødedommen og moderniteten«, der beskriver strømninger i europæisk jødedom fra oplysningstiden til Anden Verdenskrig.

Sahra L. Lindeberg, der er ph.d. i moderne jødedom fra Aarhus Universitet, starter med den jødiske oplysningsbevægelse Haskalah, der opstod i Tyskland i slutningen af 1700-tallet, og som med rabbiner Moses Mendelssohn (1729-1786) som anfører nedbrød ghettoens mure, fik oversat den hebraiske bibel til tysk og ønskede, at tyske jøder skulle indgå i det omgivende samfund på dette samfunds præmisser. En af hans nærmeste medarbejdere var Naphtali Herz Wessely (1725-1805), der argumenterede for, at jødiske børn skulle have en moderne sekulær undervisning, hvad der tidligere var uhørt, og dermed få lettere adgangen til det moderne samfund.

En scene fra en dansk torahvimpel fra 1800-tallets begyndelse. En vimpel blev givet til synagogen, når en dreng fødtes. Disse smukke vimpler var påmalt scener fra jødisk liv. Her ses religiøse mænd læse op fra Det Gamle Testamente. De ligner fuldkommen personerne fra Netflix-serien Shtisel. Scanpix. Fold sammen
Læs mere

Endnu var der synlige og usynlige ghettomure mellem de jødiske og kristne samfund, og jødehadet blomstrede, så det var en kamp på flere fronter – dels mod de reaktionære jødiske miljøer, dels mod det jødehad, der ville have jøderne tilbage i ghettoen. Uden borgerrettigheder.

Reformbevægelse og reaktion

Moses Mendelssohns og Naphtali Herz Wesselys pionerarbejde blev i 1800-tallet, i Tyskland og andre dele af Europa, fulgt op af den moderne jødiske reformbevægelse, der arbejdede for, at Bibelen ikke skulle opfattes fundamentalistisk, og at man skulle reformere både holdningen til de jødiske ceremonier og til samfundet. Disse reformtilhængere ville afskaffe hebraisk i synagogen og erstatte det med tysk, og de var ikke imod ægteskaber mellem jøder og ikkejøder. For dem spillede integrationen en afgørende rolle. Jødedommen skulle reformeres, så den svarede til de moderne samfund. Kun derved, mente reformbevægelsen, kunne jødedommen overleve.

Men der var mange andre bevægelser i tidens jødedom. Som svar på oplysningstidens ideer var der konservative og ortodokse bevægelser, der ville fastholde den traditionsrige jødedom og opfattede Det Gamle Testamente som givet af Gud. I store dele af Østeuropa var der således dybt traditionalistiske bevægelser, der havde rod i tidligere århundreders jødedom. De blev kaldt haredi – »De, der ryster« (ved Herrens ord)) – og de mennesker, vi ser i »Shtisel«, er efterkommere af disse bevægelser. Mange af deres tilhængere blev ofre for nazismen, men nogle overlevede og etablerede menigheder i blandt andet London, New York og Jerusalem.

Ved siden af disse bevægelser, der findes i mange varianter, tyede mange jøder til politiske bevægelser som zionismen og socialismen, der også kom i mange udgaver og havde mange forskellige opfattelser af jødedommen. Sahra L. Lindeberg giver en glimrende oversigt over disse mange bevægelser og deres førende talsmænd.

Hvorfor ikke Danmark?

Hvad der undrer, er, at bogen skildrer forhold i Tyskland, Israel, Østeuropa og blandt andet USA, men ikke med ét ord inddrager Danmark, selvom det havde været oplagt. Naphtali Herz Wessely var således født og opvokset i Danmark. Hans tekster spillede en stor rolle for den danske-jødiske oplysningsbevægelse og for etableringen af de jødiske skoler allerede i 1800-tallets begyndelse, og desuden var en af tidens vigtigste rabbinere, Isac Noa Mannheimer, der var overrabbiner i Wien og talsmand for den østrig-ungarske jødedom i  kejserdømmet, opvokset i Danmark. Han spillede en vigtig rolle i reformbestræbelserne her i landet, indtil han i 1823 rejste til udlandet. Det føles som en mangel, at Sahra L. Lindeberg ikke har inddraget danske forhold. Det havde været oplagt og ville have gjort teksten mere relevant for et dansk publikum.

 

Den forhadte kosmopolit

Samtidig med Sahra L. Lindebergs bog har litteraturforskeren, ph.d. Søren Blak Hjortshøj udsendt bogen »Son of Spinoza. Georg Brandes and the Modern Jewish Cosmopolitanism« En af antisemitismens og senere nazismens centrale teser var, at jøder skabte kosmopolitanismen. Antisemitterne mente, at intellektuelle og rige jøder i Europas hovedsæder udgjorde en kosmopolitisk fjende, der stod i modsætning til nationalismen og ville erobre verdensmagten, og Georg Brandes var ifølge disse antisemitter en sådan typisk jødisk kosmopolit. Søren Blak Hjortshøj kobler debatten om Georg Brandes til den evigt aktuelle debat om, hvorfor jøderne blev så forhadte i Europa.

Der er skrevet meget om Georg Brandes, og som regel er hans jødedom blevet anset for et perifert fænomen og Brandes selv som en assimileret jøde, der stod jødedommen fjernt, men Søren Blak Hjortshøj anlægger et andet perspektiv. Han citerer Brandes for selv  i 1870 at sige, at den jødiske ånd er en fri ånd, og at han anser sig selv for at være en søn af Spinoza, der var 1600-tallets mest radikale fritænker. Derfor, skriver Brandes, er jøden polemisk modstander af enhver europæisk snæversynethed: »Han er oppositionel, født fri og ligeberettiget.«

I dag virker den slags etniske generaliseringer forældede, og Søren Blak Hjortshøj skriver da også, at Brandes selv gjorde op med dem i en debat med forfatteren Jakob Knudsen, der havde anklaget Brandes for at være »den jødiske fremmede«, der ødelagde dansk kulturel tradition. Georg Brandes svarede, at selve ideen om, at der eksisterer racer med »rene« jøder, danskere eller tyskere er en illusion. Denne afstandtagen fra den »rene« jøde hang tæt sammen med den voksende racistiske antisemitisme, der blev en stadigt stærkere bevægelse fra 1870erne, og hvis grundlag Brandes altså angreb.

Georg Brandes (1842-1927). Brandes var jødisk fritænker og Søren Blak Hjortshøj giver nyt perspektiv på den kosmopolitiske Brandes og hans netværk af Spinoza-sønner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix Danmark.

En af de vigtige ting ved Søren Blak Hjortshøj bog er, at vi får bragt Brandes ud af en mere snæver dansk kontekst og ind i et europæisk perspektiv, hvilket er berigende. Brandes havde forbindelse til mange af de reformjøder, der skabte den reformbevægelse, der beskrives i Sahra L. Lindebergs bog. Med i købet får vi dog også en masse dansk kulturdebat og en indgående vurdering af Henrik Pontoppidans roman »Lykke-Per«, hvor Georg Brandes under navnet dr. Nathan analyseres. I romanen bliver den moderne ånd identificeret med det jødiske gennem Brandes og den jødiske kvinde Jakobe.

Nyt perspektiv på Brandes

Søren Blak Hjortshøj dokumenterer, at Brandes tog sin jødedom, som ikke var den samme som traditionel jødedom, alvorligt, og at han sammen med andre jødiske intellektuelle, ikke mindst fra Tyskland, udgjorde et europæisk Spinoza-netværk. Søren Blak Hjortshøj gør op med den tidligere forskningstradition, som den blandt andet kom til udtryk i Jørgen Knudsens monumentale biografi i fem bind om Georg Brandes, hvor dennes forhold til jødedommen blev nedvurderet, og hvor Brandes endda blev beskrevet som en selvhadende jøde. Det var langt fra sandheden. Søren Blak Hjortshøj demonstrerer med citater, at Brandes havde et nært forhold til den jødedom, han altså selv forstod som en kosmopolitisk fritænkende åndelighed.

Det virker ikke, som om forfatteren er på helt sikker grund, når han beskriver dansk-jødisk historie, men hans viden om Brandes og Spinoza fejler ingenting. Debatten om den jødiske internationalisme over for dansk national kultur startede allerede i 1870erne og er fortsat lige siden med blandt andre Søren Krarup som Georg Brandes´ anklager.

Med Søren Blak Hjortshøjs udlægning af Georg Brandes og hans forhold til jødedommen er der lagt op til et nyt spændende perspektiv, der kun kan berige den fortsatte debat. Bogen indeholder også en mængde teori om fremmedhed og kosmopolitanisme med udgangspunkt i teoretiske tænkere, og den kunne med fordel være sprunget over, eller også er det bare mig, der ikke forstår et pluk af det. De banale politiske betragtninger om nutiden burde også være udeladt. Søren Blak Hjortshøj udbreder sig om højrepopulisme uden at definere den, og der er selvfølgelig ikke et ord om venstrepopulisme. Typisk universitetspladder.

»Ikke et ord om venstrepopulisme. Typisk universitetspladder.«


★★★★☆☆

Jødedommen og moderniteten. Strømninger i europæisk jødedom fra oplysningstiden til Anden Verdenskrig.

Forfatter: Sahra L. Lindeberg. Sider: 192 Pris: 199,95 kroner Forlag: Multivers

 

★★★★☆☆

Son of Spinoza. Georg Brandes and Modern Jewish Cosmopolitanism

Forfatter: Søren Blak Hjortshøj Pris: 330 kroner Sider: 287 Forlag: Aarhus University Press