Søren Krarup ultra-strong

Debatbog Det er forrygende læsning, når Søren Krarup går til angreb på Georg Brandes, men et sted i den genudgivne »Det moderne sammenbrud« hopper kæden af.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Søren Krarup. Navnet har længe egentlig ikke hentydet til en mand, men snarere til en geografisk betegnelse for lussingernes holdeplads. Det er også langt det nemmeste, for at skulle forholde sig til manden og ikke mindst hans ord er en udfordrende affære.

Verden er ikke helt den samme, når man lægger 210 sider Krarup-essens fra sig. Gyldendal har genudgivet »Det moderne sammenbrud, 1789-1984« med et nyt lille-bitte efterskrift af forfatteren, som hverken trækker fra eller lægger til det koncentrerede sammenkog af Krarup-ultra-strong, som bogen altid har haft i sig. Sagen er den, at Krarup mener, at bogen udkom for tidligt, nemlig i 1984. Nu kommer den så efter tyve år, Berlinmuren og World Trade Center med et syn på Det Moderne Gennembrud, som sønderbomber litteraturhistorier på stribe. Bogen er forsynet med et ni sider nyt efterskrift, der trækker et par stiplede linjer op til nutiden. Det gøres hurtigt og bestemt. Skabelonen for det krarupske historiesyn er nemlig givet i selve bogen, de sidste tyve år bekræfter kun forfatteren i hans opfattelse.

Udgangspunktet for Krarup er, at med den franske revolution i 1789 holdt humanismen for alvor sit indtog i verdenshistorien. Man huggede hovedet af Kongen, Dronningen og Gud selv. Ansvar, samvittighed og troen på, at mennesket er skabt af en Gud, der er større end det selv, endte i guillotinen. Hermed begyndte, ifølge Krarup, en ny tidsregning i humanismens tegn, der fører frem til sovjetiske udryddelseslejre som øhavet Gulag.

Humanismens fremmeste ideologer Hegel og Marx formåede tilsammen at introducere mennesket som tilværelsens herre, men i virkeligheden blev mennesket ved hjælp af Darwins lære i det humanistiske evangelium reduceret til et stykke natur, en art i en planteskole, hvorved respekten for den enkelte gik fløjten. Kun en stemme løftede sig afgørende mod den omsiggribende ateisme og humanisering. Hos Søren Kierkegaard finder Krarup en utrættelig fortaler for et kristent menneskesyn, som taler Hegel, Marx, Darwin, ja hvem som helst med et humanistisk sindelag midt imod.

Bogen hviler på en solid refereren til Kierkegaard, i hvis skrifter Krarup finder en forudsigelse af sit eget anliggende. Det har han også belæg for, for så vidt som netop Hegel var Kierkgaards fjende nr.1. Kierkegaard ærgrede sig over Hegels fornuftsbetonede teologi, der ikke satte troen højest, men påstod at menneskets fornuft var det vigtigste, for ved fornuft kan vi komme til at forstå alting inklusive Gud selv. Kierkegaard så heri et latterligt overmod, for hvordan forstå det ubegribelige?

Krarup gør Kierkegaards ord til sine egne, og således armeret går han til angreb på Georg Brandes, og det er forrygende læsning. Brandes, som af eftertiden er blevet gjort til åndsfyrste og banebryder, ikke mindst med sine forlæsninger i 1870, der siden er gået over i litteraturhistorien som skelsættende i forhold til romantikken. »Det Moderne Gennembrud« er Brandes »barn«, hvilket Krarup langtfra er enig i. Der var ifølge ham snarere end et gennembrud tale om et sammenbrud med udgangspunkt i en kalkulerende taktiker, en slambert, en åndspygmæ ved navn Georg Brandes. Demaskeringen af Brandes foregår ved hjælp af fyldige citater, der ganske rigtigt afslører en mand, der forsøger at bøje tidsånden ind efter sine interesser. Det kommer der meget sludder ud af. Som når han inspireret af Darwins teorier ønsker at måle sjæleliv med naturvidenskabelige metoder. Alt i menneskelivet bliver gjort til et naturfænomen. Mennesket er et dyr, hvor det sjæleliv, der ellers er menneskelighedens kendetegn, så som ansvar, skyld, samvittighed, bliver udryddet. For hvor sidder samvittigheden? Den kan ikke ses i et mikroskop, ergo findes den ikke. Når Brandes læser Kierkegaard, som han godt kan lide, læser han da også konsekvent uden om Kierkegaards kristendomssyn, og opgøret med Hegels fornuftsbetonede filosofi indgår ikke i Brandes Kierkegaard-forståelse. Så langt så udmærket i Krarups bog, der bidrager til en kritisk læsning af et afsnit af vores kulturhistorie, som oftest roses til skyerne.

Men straks efter følger anfægtelserne. For her halvvejs gennem bogen skal de kulturradikale og siden socialisterne ha' adskillige på trynen. Det går ikke stille af. En efter en trækkes de frem af historiebogen. Her er helte og her er skurke. Heltene er dem, der har noget kristendom mellem ørerne, skurkene er dem, der har bekendt sig til den brandesianske pseudovidenskab, hvor alt skal være objektivt, men aldrig er det. Otto Gelsted har terroristsympatier, og Elias Bredsdorf er så velsmurt i sin retorik, at »systemet og sproget går blankt op«.

Det er en velkendt sag, at nogle af de danske kommunister og socialister var så forblændede af Sovjet, at de løj om forholdene derovre for at bevare deres drøm, men nedsablingen af flere af dem, bliver så blodig, at ordene smitter af på Krarup selv. Elias Bredsdorf er ikke alene om, at sprog og system går blankt op. Sjældent har jeg haft en så tætsluttende bog mellem hænderne, som Krarups egen.

Kæden hopper dog fuldstændig af, når Krarup tager Kierkegaard-citater til hjælp for at afsløre sine ofre. Ret voldsomt bliver det i en ellers veldrejet fremstilling af historieprofessoren Kristian Erslevs nidkært nyvidenskabelige Brandes-inspirerede historiesyn, hvor enhver legende skulle afdækkes og dermed aflives. Her ender fremstillingen i et regulært karaktermord. Kniven er et Kierkegaard-citat fra »Sygdommen til Døden«. Et sted skriver Kierkegaard, at en overdreven brug af fantasi kan forflygtige et menneskes følelser, så det menneske kun kan forholde sig abstrakt til livet og andre mennesker. Når et sådant menneske skal forholde sig til sine medmennesker, bliver det aldrig til en nærværende kontakt. Selvet, eller jeget, forflygtiges. Man kan ikke blive et »selv«, et jeg, et ordentligt menneske over for Gud og mennesker, hvis man lader sin fantasi kører rundt med sine følelser. Denne Kierkegaard-dom overfører Krarup på Kristian Erslev og hans »livsløgn«. Fordi fremskridtstro, fornuft og videnskab var det vigtigste i Erslevs liv, så ophævedes hans selv. »Eksistensen ophævedes«. Krarup kan selvfølgelig skrive om Erslev, som han vil, men det, at han benytter netop dette stykke fra Kierkegaard, er en misforståelse af »Sygdommen til Døden«. Her har Krarup netop først i bogen belært læseren om Kierkegaards kristne menneskesyn, hvilket indebærer, at Kierkegaard altid henvender sig personligt til læseren. Det er mere end nogensinde hensigten i »Sygdommen til Døden«, der taler intenst til læseren om forskellige måder, hvorpå man kan undvige at blive et »selv«, et sandt menneske. »Sygdommen til Døden« handler om selvopfattelsen. Hos læseren, altså. Og ifølge Kierkegaard, er der kun en, der kan se, om det lykkes et menneske at blive et selv. Det kan kun Gud. Ikke andre. Heller ikke Søren Krarup.

Det er ærgerligt, når bogen nu ellers så godt og så vigtigt skærer de sidste to hundrede års dansk åndshistorie på en anden måde end den gængse. Det er ærgerligt, at forfatteren, der mener, at oprindelig dansk kultur bygger på kristendom, ikke kan nøjes med at forkynde et kristent menneskesyn. Det gør han så ud-mærket i sine Kierkegaard-læsninger. Det er som om, han ikke har tiltro til, at forkyndelsen virker, at læseren kan læse - og tænke selv. Nej, forkyndelsen skal bankes ind. Og derfor føler man sig mest af alt banket på plads, efter endt læsning. Det er måske også meningen, men det er nedladende. Nedladende over for læseren, og vel også nedladende over for Gud, som er den eneste, der ved, hvor i mennesket samvittigheden, selvet - og lydhørheden sidder.