Hvem har bukserne på i dansk politik? Alle!

VALGET PÅ KANTEN: Er Støjberg egentligt mest til det brune, hvad sker der hvis man trykker på »Ellemanns knap«, og hvorfor havde Marianne Karlsmose ingen bukser på? Søren Jacobsen Damm har set partilederdebat med lyden slukket.

Står Søren Pape Poulsen (K) og drømmer om en tår af Inger Støjbergs (DD) Cola Zero? Han kan godt glemme det. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Er du på udkig efter en knivskarp politisk analyse af partilederdebatten på DR1 og TV 2 i går, så er du gået forkert, for jeg må indrømme, at jeg ganske kort tid inde i debatten kunne fornemme udmattelsen overmande mine politikertrætte ører.

Lynhurtigt gik der parat-svar-kør, ja- & nejskilte, gakket kameraføring og arbitrære oplysninger i debatten, og intet tydede på, at der skulle debatteres kultur, så jeg hørte hurtigt ikke rigtigt efter. Faktisk så tænkte jeg, hvad nu hvis man slukker lyden, hvad ser man så? Faktisk ikke så lidt, kan jeg afsløre.

Marianne Karlsmose fra KD var partilederdebattens eneste deltager uden busker. Til gengæld var hun godt camoufleret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest.

Det allerførste, jeg bemærkede, var Inger Støjberg (DD). Hun stod nærmest kameraet i højre side, hvilket resulterede i en optisk illusion, der fik hende til at se kolossal ud. Men mere interessant var det, at den rødhårede Godzilla blev taget på fersk gerning i sit årelange misbrug af Cola Zero, da en flaske af den klistrede eliksir tydeligvis stod ved Støjbergs fødder under hendes mikrofonpult. Gad vide, om provinsdronningen nogensinde har smagt godt, gammeldags dansk drikkevand, eller er hun i virkeligheden kun til det brune, udenlandske vand?

Løkke som rosé-kaptajn

Mændene optrådte i de sædvanlige fifty shades of blue. Jeg bemærkede også, at kun to af mændene havde slips på. Særligt Alex Vanopslagh (LA) imponerede med et aggressivt bredt grossererslips i bodegafarver, der må være særligt effektivt til at samle brun sovs op.

Søren Pape Poulsen (K) havde taget sit bolsjegrønne kostskoleslips på og så lidt trist ud, som om han netop havde misset det sidste tog til Hogwarts.

Lars Løkke Rasmussen (M) havde fået pivfræk charterkulør. Håret var flot redt op i en blond bølge, der fik ham fik ham til at ligne et kryds mellem en aldrende Ib Mossin og en livsklog rosé-skipper fra Rungsted Havn.

Mette Frederiksen (S) optrådte i farverne blå, rød og hvid. Tydeligvis et hemmeligt signal til amerikanerne om, at der nok snart skal komme styr på balladen om FE-sagen, det hemmelige kabel og NSA. Utvivlsomt.

Jakob Ellemann-Jensens (V) jakkesætnål lignede en knap på et Apple produkt. Gad vide, om den samme knap kunne skrue op og ned for det særlige ansigtsudtryk, Ellemann mestrer, som får ham til at ligne en hoven ridefoged omringet af lurvede fæstebønder?

I øvrigt er det et ansigtsudtryk, hvor han ingen chance har mod Morten Messerschmidt (DF), der mestrer det til intimiderende perfektion. I modsætning til Løkke lignede Messerschmidt en ung Ib Mossin, og han stod stramt som en blond jagthund på to ben i sit ternede impresario-jakkesæt.

Camoufleret kristendemokrat

Mai Villadsen (EL) videreførte Enhedslistens stolte tradition med at rulle med øjnene og optræde med et kronisk fornærmet ansigtsudtryk over for alle politiske modstandere. Villadsen har dog stadig noget at lære, og hun når endnu ikke den semiadelige Pernille Skipper (EL) til sokkeholderne i denne socialistiske paradedisciplin.

Nye Borgerliges Pernille Vermund i et par af de bukser, der p.t. er utroligt populære blandt kvindelige partiledere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest.

Sofie Carsten Nielsen (R) er en mester i radikale banaliteter, helst udtalt med en overdreven mimik, hvilket bliver endnu tydeligere med lyden slukket. Her er mange hovedbevægelser og meget, meget åben mund. Det ser skørt ud, men hvem ved. Jeg kunne heldigvis ikke høre, hvad hun sagde.

Med min beslutning om at slukke lyden slap jeg også for Frie Grønnes Sikandar Siddiques rablende ordstrøm. Hvilket man på næsten alle de andre partilederes forpinte ansigter kunne aflæse var en ualmindeligt heldig disposition.

Kristeligt Folkepartis Marianne Karlsmose så ud, som om hun var faret vild på en guidet tur på Christiansborg. Hun udmærkede sig desuden ved at være den eneste deltager i debatten uden bukser på. Hey, hov, altså hun var som den eneste klædt i en kjole, der i øvrigt var i et krigerisk camouflagemønster, hvilket er effektivt, hvis nu Karlsmose lynhurtigt får behov for at gemme sig i underskoven udenfor hjembyen Tarm. Man ved aldrig, Herrens veje er jo som bekendt uransagelige.

Egentlig var det interessant, at alle de kvindelige politikere (på nær en) havde bukser på. Hvilket jærtegn er dette? Hvorfor lignede flere af de kvindelige partilederes bukser gabardinebukser fra en Prince-reklame fra 1979? Er kjolen endegyldigt dødsdømt i dansk politik? Diskutér!