Henning Jensens depressionshistorie er en fængslende frontberetning fra helvede

Boganmeldelse. Skuespilleren Henning Jensen fortæller skånselsløst om sit eget år med alvorlig depression i bogen »Gennem glasvæggen«.

Henning Jensen er en fremragende skribent, der husker hver detalje af sin sygdom. Ikke mindst så han har kunnet undgå at havne i skærsilden igen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Udmattet. Mørbanket. Rystet.

Sådan har man det, når man har læst sig gennem skuespilleren Henning Jensens personlige historie »Gennem glasvæggen«, der skildrer den altfortærende depression, der skyllede ind over ham omtrent fra den ene dag til den anden en majdag i 1978.

Han standsede på cykel ved et lyskryds, satte foden ned og nærmest lænede sig ind i en tilstand, et diffust ingenmandsland, der viser sig at være den afgørende begyndelse på et års formørket depression. En sygdom, der udviklede sig så brutalt, at Henning Jensen var ved at miste alt, der bandt ham til livet, miste en mening med tilværelsen, miste sig selv. Hans eget syge sind var ganske enkelt ved at tilintetgøre ham.

Den unge, ombejlede stjerneskuespiller, der havde levet et liv i overhalingsbanen, blev selv overhalet af en giftig cocktail bestående af en fortravlet hverdag, ubehandlede traumer fra en problematisk barndom og de kemiske ubalancer i hans hjerne, der pludselig forandrede hans tilværelse og forviste ham fra de levendes land. Forklaringerne overlader han til andre.

Han træder ind bag den glasvæg – heraf titlen på bogen – der forviser ham på en livsfarlig og ufrivillig ekspedition ind i sit sinds mørkeste afkroge, hvor alle konturer er opløst. Tid og sted, grænserne mellem selvet og omverdenen er forsvundet. En sjælelig »ursump«.

Den majdag i 1978 oplevede han de første vægtsløse skridt ind i det, han betegner som »et mørke, der voksede og voksede, til hver fiber i min krop var mættet med afmagt, død og fortabelse. Det var, som havde jeg åbnet en port til døden. Som at være død i levende live. Som at dø.«

Nedstigning

Ved hjælp af gamle optegnelser, journaler og en svimlende sprogbegavet kunstners sans for sin egen histories dramatiske potentiale tager han læseren med på den mere og mere groteske og opslidende vandring ind i mørket. En rejse, der kan minde om Dantes nedstigning gennem helvedeskredsene – en detaljemættet, ydmygende og hudløst selvudleverende udpenslet beskrivelse af derouten mod et menneskeligt nulpunkt.

Henning Jensen

»Det var, som havde jeg åbnet en port til døden. Som at være død i levende live. Som at dø.«


Skrevet med en malende, spruttende ordsans for sindstilstande så det nærmest forplanter sig fysisk til læseren. Og med en fornemmelse for det menneskelige – hos sig selv og andre – som kun en stor kunstners iagttagelsesevne kan levere. Undertiden stærkt bevægende, undertiden rummeligt med blik for humoren i det hele (det er svært ikke at klukke af grin undervejs), undertiden ubarmhjertigt utilgivende, hvor der er grund til at være det.

Uafrystelig

Men lige så ætsende Henning Jensens foragt er for de psykologiens kvaksalvere, et modtageligt sind møder undervejs, lige så generøs er han mod de dygtige læger, der endelig får ham sendt på skrøbelige skridt mod lyset i forbindelse med den indlæggelse i »galehuset«, hvor tid, erfaring, den rette medicin og bevidstheden om, at vi som mennesker i det store og hele selv må træffe den afgørende beslutning om at redde os selv i land, gør ham i stand til at genoptage en tilværelse. Dog med bevidstheden om, at en depression kan overvindes, men aldrig helbredes. Med sig har han angsten for angsten:

»Engang åbnede jeg de vandtætte skotter mellem mig og døden på klem og jeg har ikke kunnet lukke dem helt igen.«

Forløsende kærlighedserklæring

Men der er intet sentimentalt i Henning Jensens budskab. Han idealiserer ikke de »indsigter«, psykisk sygdom giver dem, der har den. Men når det så er sagt, er den forståelse, Henning Jensen har fået af sjælens skrøbelighed, det, der nu kommer andre til gode. Der er masser af litteratur skrevet af de hvide kitler på den anden side af skrivebordet. »Gennem glasvæggen« er en uafrystelig, filterløs og møgbeskidt beskrivelse af, hvordan depression kan føles, når den hærger gennem sine stadier.

Henning Jensen har overvundet »angsten for at meddele andre sin overvundne angst« – ordene er hente fra det digt af Inger Christensen, der afslutter bogen.

Men »Gennem glasvæggen« er mere end bare en håndbog for depressive og deres omgivelser. Den er et stykke voldsom, vellykket erindringslitteratur, der har bud til os alle sammen, der i større eller mindre grad hver dag kæmper med at holde sammen på os selv. En konstatering af den menneskelige sårbarhed, formuleret som en både skræmmende og fascinerende frontberetning fra en, der har været på sindets yderste mark.

Udmattende. Mørbankende. Rystende.

Men også en smuk, nærmest forløsende kærlighedserklæring. Fra Henning Jensen til Henning Jensen selv – langt om længe. Men også til menneskeligheden i det hele taget i sin erkendelse af, at vi alle sammen rummer mørket i os.

Det er – undskyld udtrykket – en sindssygt god bog.

»Gennem glasvæggen«

Sider: 306. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal.