Asger Juhl skifter fra det lille medie Den Uafhængige, som han stiftede under første coronanedlukning, til jobbet som journalistisk chefredaktør på Ekstra Bladet.
Dermed går han fra et medie, som modtager nul kroner i mediestøtte, til et medie, der i år 17.500.000 kroner i mediestøtte.
Tidligere har Asger Juhl flere gange erklæret, at mediestøttede medier ikke fremmer den kritiske journalistik.
I et interview til Illustreret Bunker fra oktober 2021, som er Journalisthøjskolens blad, udtalte Asger Juhl således, at han hellere ville have penge fra Toms Chokolade end fra staten.
»Man bliver lullet i søvn af for mange penge fra det offentlige, og de, der modtager mediestøtte, vil blive ligegyldige og irrelevante,« sagde Asger Juhl til Illustreret Bunker.
Til fagbladet Journalisten måneden efter forklarede Asger Juhl noget lignende i en artikel om, at andre medier med bedre lønforhold nappede værter fra Den uafhængige:
»Vi går ikke efter mediestøtte. Det er ikke noget, man bliver skarp af,« sagde Asger Juhl og tilføjede:
»Hellere få penge fra Colgate end fra staten.«
Da Den Uafhængige i juni åbnede christiansborgredaktion, lød det ligeledes fra Asger Juhl, at denne redaktion skulle være den eneste uafhængige af sin slags, fordi den skulle være den eneste, der ikke var finansieret af politikerne selv.
To aviser får langt flere penge
Formålet med mediestøtten er ifølge Kulturministeriet at »fremme et alsidigt og mangfoldigt udbud af nyheder af samfundsmæssig og kulturel karakter med henblik på styrkelse af det danske demokrati og den demokratiske debat i Danmark«.
Rune Lykkeberg, chefredaktør på Information, forsvarede i juni 2021 Informations mediestøtte. Han sagde dengang, at nye medier, som producerer »kvalificeret journalistik« også burde få mere i støtte.
»Den virkelige og farlige trussel, vi ser i andre demokratier mod den frie presse, kommer ikke fra offentlig støtte. Den kommer derimod fra meget stærke økonomiske interesser og kapitalkoncentrationer. Derfor synes jeg generelt, at mediestøtte i Danmark er en rigtig god investering i noget, som et frit samfund har brug for,« sagde Lykkeberg dengang.
Information og Kristeligt Dagblad er de medier, der modtager flest penge i mediestøtte, som det fremgår af oversigten nedenfor.
Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen, forsvarede sig mere markedsorienteret i et interview til Berlingske, der kom i forbindelse med regeringens medieudspil i februar.
»Den mediestøtte, der er nu, er til for at udligne den markedsskævhed, der er – blandt andet i forhold til DR, som jo modtager enormt mange midler, og derfor i nogen grad dominerer mediebilledet,« sagde Tom Jensen i februar.
DRs udgifter, som er offentligt finansierede, var i 2021 på omtrent 3,9 milliarder kroner.
Hos Den Uafhængige gør man sig klar til at annoncere en ny arbejdende bestyrelsesformand og fuldtidschefredaktør onsdag morgen, oplyser mediet til Berlingske.
Asger Juhl har sagt ja til et interview med Berlingske, som vil udkomme en af de kommende dage.




