Fyringsrunde på DR: Nu har medarbejderne fået besked

Tirsdag er der såkaldt »sindedag« i DR, hvor ledelsen meddeler, hvem de har i sinde at afskedige.

DRs generaldirektør, Maria Rørbye Rønn. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Mads Claus Rasmussen

Alle de medarbejdere, der skal fyres i DR Nyheder og DR Kultur i dag, har nu fået besked.

Det bekræfter DR over for Berlingske. DR vil ikke sige yderligere før senere på dagen, oplyser DR til Berlingske.

I dag har DR det, som man hos statskanalen plejer at kalde for »sindedag«. Det er den dag, hvor ledelsen fortæller, hvilke medarbejdere den har i sinde at afskedige.

Det sker, efter at DR på to stormøder for en uge siden annoncerede, at man vil nedlægge mellem 90 og 100 stillinger i direktørområderne DR Kultur og DR Nyheder, og i den forbindelse afskedige 60-70 medarbejdere.

Fyringerne sker for at frigøre midler til digital udvikling og skal også sikre, at både DR Nyheder og DR Kultur, Børn og Unge har »de helt rigtige kompetencer til at udvikle digitale formater og programmer«, skrev DR i en pressemeddelelse i sidste uge.

DR Nyheders direktørområde indeholder blandt andet nyhedsafdelingen og DRs distrikter.

DR Kultur, Børn og Unge indeholder blandt andet DR Drama, P3, kultur- og debatstoffet på P1 og indholdet til børn fra B&U.

I oktober lancerede DR en omfattende ændring af organisationsstrukturen i DR, som skulle styrke DR til en digital omstilling. Man nedlagde dengang det meget magtfulde direktørområde DR Medier.

Senere på dagen vil der komme mere information, oplyser DR til Berlingske. Berlingske har også været i kontakt med en tillidsrepræsentant, som heller ikke vil sige mere før senere på dagen.