Filosofiprofessor: »De fleste tror, at jeg er baseballspiller eller udsmider på et værtshus«

Så er det sagt: Visse spørgsmål er evigt aktuelle. Hver uge stille vi nogle af dem til en kendt dansker. I dag professor i filosofi Vincent Hendricks.

»Når man får børn, må man, professor Tournesol, parkere sig selv på hylden, for så handler livet om ens søn og afkom. Det betyder, at man ser verden fra et nyt perspektiv,« siger filosofiprofessor Vincent Hendricks. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad har du lært af at blive ældre?

»Meget af det, jeg har udrettet i mit liv, har jeg gjort for min egen interesses skyld, og fordi jeg ville vise verden, at jeg kunne. Men lige præcis når det gælder om at vise verden, hvad jeg kan, så har jeg nu nået en alder, hvor jeg har modtaget den hæder og den sildesalat,  jeg har behov for. Nu er jeg optaget af at gøre det,  jeg synes om, og det, jeg er god til, fremfor at bruge tid på at imponere andre. Det kommer til udtryk både privat og professionelt.

Man bliver let forført af, hvad andre forventer af én, men da jeg tidligere på året fyldte 50, besluttede jeg at gå efter det,  jeg selv vil. Jeg siger nej til forskellige ting, der blot handler om prestige. Jeg føler en stor grad af befrielse ved det, og det betyder, at jeg koncentrerer mig om det, jeg er bedst til. Jeg siger også nej til sociale arrangementer. Lige så glad jeg er for at være i stue med andre, lige så begrænset er min sociale kapital. Den bliver engang imellem høvlet ned, og så skal jeg hjem og lade op.«

Vincent Hendricks

»Lige så glad, som jeg er for at være i stue med andre, lige så begrænset er min sociale kapital. Den bliver engang imellem høvlet ned, og så skal jeg hjem og lade op.«


Hvad  har formet dig mest som menneske?

»At få min søn, Milton. Jeg var 30 år, da han blev født, og indtil da havde jeg nok levet ud fra devisen: »Nu har jeg talt nok om mig. Lad os hellere tale om, hvad du synes om mig«. Når man får børn, må man parkere sig selv på hylden, for så handler livet om ens afkom. Det betyder, at man ser verden fra et nyt perspektiv. Det handler ikke længere kun om, hvad man kan gøre for sig selv, men så sandelig også om, hvad man kan gøre for sit barn og verden omkring sig. Det har haft stor betydning for mængden af min empati og mit sociale udsyn. Jeg er ubetinget blevet en bedre version af mig selv af at få et barn. Det interessante er ikke længere det, jeg selv kan producere, det kan jeg jo få i lårtykke stråler. Det interessante er det, jeg ikke selv kan fremkomme med. Det sociale udsyn og det at være i verden sammen med andre er dybest set det, der gør én til menneske. Det er et barn et tydeligt vidnesbyrd om.

»Som ung troede jeg, at jeg havde et mørkt sind og havde talent for Weltschmerz, men det har jeg ikke. Jeg har tre aktiver: Jeg er nysgerrig, jeg har mit gode humør, og så er jeg utålmodig,« siger Vincent Hendricks. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Som ung troede jeg, at jeg havde et mørkt sind og havde talent for Weltschmerz, men det har jeg ikke. Jeg har tre aktiver: Jeg er nysgerrig, jeg har mit gode humør og så er jeg utålmodig – det sidste kan være både godt og skidt. Jeg værner om de tre egenskaber, for hvis der bliver hældt vand på dem, går ilden ud.«

Cool it, tag det roligt

Hvis du kunne gå tilbage i tiden og give dig selv et råd som teenager – hvad skulle det så være?

»Cool it, tag det roligt. Jeg har brugt rigtig meget liv på at skulle videre til det næste. Jeg har ikke tilladt mig selv at være i det, jeg var i. Når man gør det, bliver livet en bestræbelse på at samle perler, der skal sættes på en snor, og dermed går man glip af nogle oplevelser i livet, fordi man hele tiden er på vej til det næste. Når man lever sådan, betyder det også, at tiden går vanvittigt hurtig. Man løber fra det ene til det næste. På den måde er man kun delvis til stede i det, man beskæftiger sig med. Man taber nogle nuancer. Det er ligesom at være vært til sin egen runde fødselsdag. Man er til stede, men får ikke rigtig talt med nogen. Man kigger på det hele fra oven og undrer sig over, hvor man selv er blevet af.

Jeg er med årene blevet optaget af at få tiden til at gå lidt langsommere. Jeg har lovet mig selv, at årene fra 50 til 60 ikke må gå så hurtigt som de foregående år. Pludselig var de væk. En måde at gøre det på, er at tillade sig selv at være i det, man er midt i. Når jeg underviser, så er jeg færdig, når jeg er færdig. Når jeg er sammen med kæresten, så er vores samtale færdig, når den er færdig. Det betyder, at tiden går knap så hurtigt.«

Vincent Hendricks

»Der er ikke noget værre end intellektuel arrogance. Som ung var jeg stor i slaget, men også for stor i hovedet.«


Hvad er den vigtigste erfaring, du har gjort dig i livet?

»At man ikke skal tro, at hele verden roterer omkring én selv. Der er ikke noget værre end intellektuel arrogance: Se, hvor vigtig jeg er, og hvor meget jeg kan. Som ung var jeg stor i slaget, men også for stor i hovedet. Man må godt slå ud med armene, være stor i slaget og lade verden komme sig i møde, men man må ikke være stor i hovedet.

Jeg havde på et tidspunkt helt klart megalomane forestillinger om mit eget intellektuelle værd. Jeg syntes, at jeg var super smart i potten. Det fik jeg meget hurtigt taget ud af mig selv, da jeg rejste til Carnegie Mellon University i Pittsburgh for at tage min ph.d. Der fandt jeg ud af, hvad det vil sige at være hurtig i potten. Jeg troede, at jeg var en af de hurtigste, at jeg hørte til i toppen af skalaen, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg hørte til i midterfeltet sammen med de fleste andre. En af mine vejledere sagde direkte, at jeg ikke var en af de mest begavede studerende, han havde haft, men at jeg til gengæld var arbejdsom. Jeg fandt ud af, at man kan komme rigtig langt med hårdt arbejde og knofedt. Man kan ikke gøre noget ved den portion begavelse, man er blevet tildelt, men man kan selv administrere det, man nu er blevet tildelt.«

»Jeg havde på et tidspunkt helt klart megalomane forestillinger om mit eget intellektuelle værd. Jeg syntes, at jeg var super smart i potten. Det fik jeg meget hurtigt taget ud af mig selv, da jeg rejste til Carnegie Mellon University i Pittsburgh for at tage min ph.d.,« siger Vincent Hendricks. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hvilken bog har haft afgørende betydning for dig - og hvordan?

»Jeg læser desværre ikke ret meget skønlitteratur, jeg læser mere biografier og faglitteratur, men den roman, der har gjort størst indtryk på mig, er »Falling Angel« af William Hjortsberg. Mange kender bogen, fordi den i 1987 blev filmatiseret med titlen »Djævelen i hjertet« med Robert de Niro, Mickey Rourke og Lisa Bonet i hovedrollerne. Den handler om en privatdetektiv, Harry Angel, der får en opgave af en person, der kalder sig Louis Cyphre, altså Lucifer, Djævelen. Han skal finde en bortkommen person, men han skal gøre det diskret. Harry Angel løber gennem ild og vand, og undervejs finder han ud af, at det er ham selv, han jagter.

Pointen er, at man bruger en god del af sit liv på at jagte sig selv og finde ud af, hvem man selv er. Og hvem bruger ikke sit liv på det? Vi prøver livet igennem af afbalancere det gode og det onde. Bogen er et godt billede på, hvad et liv er. Først på den yderste dag ved vi, hvad livet var, men på vej dertil må man leve det på bedste vis.«

Hvad må man ikke udsætte dig for?

»Jeg hader, hvis folk er fedtede. Jeg kan sagtens forstå, hvis folk ikke har råd og ingen penge har. Det har jeg ingen vanskeligheder med. Men fedtethed og gnieragtighed kan jeg ikke holde ud. Når jeg møder det, betaler jeg, og så har vi set hinanden den ene gang.«

Har du et ar, der fortæller en særlig historie?

»Jeg har et ar i den ene side af panden, som jeg fik fra en kæreste, der kylede en tallerken i hovedet på mig. Jeg tror ikke, at jeg havde gjort noget, som var meget dårligt, men hun var i hvert fald vred. Jeg har også et ar i den anden side af ansigtet efter et trafikuheld, som skete, da jeg var seks år gammel. Nogle gange kigger jeg på mig selv i spejlet og tænker: Det ene ar var jeg ikke skyld i, men det andet havde jeg nok noget at gøre med.«

Vincent Hendricks er 50 år, ph.d., dr.phil. og professor i formel filosofi ved Københavns Universitet, hvor han er grundlægger og leder af Center for Information og Boblestudier, som er sponsoreret af Carlsbergfondet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Professor eller udsmider?

Hvordan håndterer du bedst skuffelse?

»Jeg prøver at stille mig selv over for forventninger, jeg har rimelig stor tiltro til, at jeg kan indfri. Men jeg har selvfølgelig mødt skuffelser både privat og professionelt, det kan man jo ikke undgå i livet. Heldigvis er jeg udstyret med et rimelig lyst sind, og det, som jeg ikke bryder mig om, prøver jeg først at lære af og derefter at parkere. Der er så meget andet i livet, der skal leves, inden jeg dør.

Vincent Hendricks

»Vi er her kun denne her ene gang. This is a One Time Ticket. Hvis jeg er heldig er der 40 år tilbage.«


Hvis man møder skuffelser, skal man huske at sætte tingene i perspektiv og lade være med at hænge fast i det, der gik skidt. Man kan godt få nogle erfaringer ud af skuffelser og smerte, men kun til et vist punkt. Derefter bliver det bare en byrde. Det betyder ikke, at livet skal være hedonisme, men man skal gribe dagen. Vi er her kun denne her ene gang. This is a One Time Ticket. Hvis jeg er heldig, er der 40 år tilbage.«

Hvad misforstår folk oftest ved dig?

»Langt de fleste tror, at sandsynligheden for, at jeg er baseballspiller eller udsmider på et værtshus, er betydelig større, end at jeg er professor i filosofi. Det er faktisk et af mine store aktiver, at jeg ikke ligner det, jeg er.«