Film ladet med følelser skildrer danskere af anden etnisk herkomst i tre generationer

INTERVIEW: Foreningen Mino Danmark har fået lavet en følelsesladet film om gæstearbejderne og deres efterkommere for at sætte fokus på de udfordringer, som danskere af anden etnisk herkomst står i.

Afshin Firouzi spiller i »En del af Danmark« en ung gæstearbejder der ankommer til Danmark i 1960erne, hvor han stifter familie. Filmen er instrueret af Mikkel Bllabjerg for filmselskabet Octopuss. Fold sammen
Læs mere

»Over 50 år er gået, men de nye generationer oplever stadig at blive forskelsbehandlet. 50 år uden en stemme er nok. Meld dig ind i Mino Danmark og vær med til at give minoriteten en stemme. #endelafdanmark Vær med!«

Sådan præsenteres Mino Danmarks nye fire minutters film, »En del af Danmark«, som foreningen har fået lavet sammen med filmselskabet Octopuss Film, og som er instrueret af Mikkel Blaabjerg.

Det er en flot udstyret film, der følger en indvandrerfamilie gennem 50 år. I starten er en lille pige på vej ind i sit klasselokale, men indhentes af sin bedstefar, der vil overrække hende den madpakke, hun - igen - har glemt i bilen. Men hun vil ikke have den. Den får hende til at føle sig anderledes.

Så springes der tilbage i tiden, da bedstefaren - nu en ung mand - ankommer til Danmark i industrialderen og får arbejde på et maskinværksted. Senere ser man hans efterkommere i forskellige livsafsnit, hvor de slås med diverse udfordringer i det nye land. En ung mand får afslag på en jobansøgning og rydder sit skrivebord i frustration. Senere bliver han gift i noget, der ligner et arrangeret ægteskab. Man ser to børn, der bliver overfuset af en hvid dansker, og man ser en taxachauffør bag rattet, der ser noget træt på de to danskere på bagsædet, der kysser lidenskabeligt.

Filmens scener er blevet til efter et år med diskussioner og workshops i foreningen og bygger på autentiske oplevelser fra minoritetsdanskere, fortæller direktør for Mino Danmark, Niddal El-Jabri, som Berlingske har talt med for at høre om tankerne bag filmen, der allerede har høstet mange rosende kommentarer i et Facebook-opslag.

Det ligner jo en trailer for ny stor DR-serie om den første generation af indvandrere i 1960erne og deres børn og børnebørn. Hvad har Mino Danmark ønsket at fortælle, og hvem henvender den sig til?

»Filmen er lavet for at vise oplevelser og synsvinkler, som ikke tidligere har fået så meget opmærksomhed. Den zoomer ind på den udfordring, som minoritetsborgere står i. Og vi håber, at både minoritetsborgere og majoritetsborgere genkender den udfordring, som filmen beskriver.«

Og hvilken udfordring er det?

»At alle institutioner og strukturer i samfundet i princippet skulle være farveblinde, men at mange individer oplever, at det er de så alligevel ikke. Vi viser det på det enkle niveau med madpakkescenen, hvor en pige ikke vil have en skolemadpakke med humus eller sucuk i, fordi det får hende til at føle sig anderledes. De fleste minoritetsdanskere har oplevet at føle sig udenfor, og det vil filmen gerne vise. Det kan godt være uskyldige ting, som når der er en, der siger: Hvor taler du flot dansk! Men det kan også være hårdere ting.«

Du tænker på ham danskeren i filmen, der kalder to små børn for »perkerlort«, og siger, at de skal skride hjem. Skal det forestille at være alle etniske danskere?

»Nej, men den dimension findes. Jeg er selv vokset op i Elstedhøj nord for Aarhus, og jeg har oplevet den slags fra almindelige danskere, måske fra folk med alkoholmisbrug fra den hvide underklasse, men ja. Og man kan vel dårligt nægte, at den slags retorik er forekommet på et politisk niveau for ganske nylig. Men der er også scener i filmen, hvor der bliver vist en anden attitude til minoritetsdanskere, som med sjakbajsen, der viser hovedpersonen til rette i et værksted.«

Der er også en scene med en tyrkisk taxachauffør, der ser træt på to etniske danskere, der kysser hæmningsløst på bagsædet. Hvad skal den scene fortælle os? Er det de to passagerer, der skal slappe lidt af med deres frie omgangsformer?

»Nej, det er sjovt, du opfatter scenen på den måde. Det, vi gerne ville vise med scenen, var bare, at mens nogle danskere kan være ude og more sig i nattelivet, har vores hovedperson været nødt til at gå på arbejde - som taxachauffør.«

Den kloge bedstefar i filmen siger til sit barnebarn: »Hvis du føler dig dansk i hjertet, så er du dansker«. Kunne den definition på at være dansk strengt taget ikke gælde enhver person af anden etnisk herkomst, herunder eksempelvis fundamentalister fra Grimshøj-moskeen?

»Jo, det er en meget bred definition, men sådan er Danmark jo også. En person fra Grimshøj-moskeen lever jo også i dette land. Der vil givet være en del minoritetsdanskere, der ikke kan genkende sig selv i de figurer, der optræder i filmen, og det er også helt okay. Men samtidig er vi mange efterkommere, der har forstået, hvilket land vi er i, og selvom mange bare vil passe sig selv, er der et behov for mere at føle sig som en del af Danmark. Med denne film vil vi gerne i Mino Danmark vise at der findes andre minoritetsfællesskaber end de negative, som for eksempel bandemiljøerne og det religiøst fanatiske.«

Filmen introduceres med sloganet: »50 år uden en stemme er nok!« I dag findes der jo både politikere, virksomhedsledere, religiøse ledere og  kulturpersonligheder med anden etnisk baggrund. Vi har organisationsfrihed, stemmeret, lighed for loven osv. Hvem er det, der ikke har en stemme, og hvem er det, der forhindrer dem i at hæve stemmen?

»Der findes masser af minoritetsdanskere, der deltager i debatten, ja. Men med det slogan vil vi gerne blot sige, at minoritetsdanskerne kan finde en stemme i Mino Danmark, ligesom ældre kan få en stemme med et medlemsskab af Ældresagen, eller kvinder kan få en stemme i Dansk Kvindesamfund.«

Er I ikke bekymrede for, at budskabet kan tolkes i retningen af, at I mener, minoritetsdanskere ikke får lov til at komme til orde?

»Nej. Da vi startede Mino Danmark, var problemet snarere, at der kun fandtes religiøse fællesskaber til at repræsentere minoritetsdanskere. Og det er kun efter, at Mino Danamrk er kommet til, at man har en samfundsorganisation, der sætter borgerskab og samfund forrest, og som samtidig er accepterende overfor alle identitetsmarkører, om de så er politiske, kønsdefinerede eller religiøse.«

»Med denne film vil vi gerne i Mino Danmark vise at der findes andre minoritetsfællesskaber end de negative, som for eksempel bandemiljøerne og det religiøst fanatiske,« siger direktør for Mino Danmark, Niddal El-Jabri. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

I slutscenen spørger en lærer børnene i sin klasse, om der er nogen, der føler sig anderledes, og alle børnene rækker hånden op. Risikerer man ikke at fremme en form for magtesløshed hos dem, der vil fremme integrationen, hvis de skal tage hensyn til enhver, der føler sig anderledes? Strengt taget føler jeg mig jo også anderledes?

»Jamen, det er jo netop det, som vi håber, bliver formidlet i scenen. Hvis vi alle føler os anderledes, så kan det være, at vi kan finde ud af at mødes om netop den præmis.«