Eva Selsing: Én stjerne til DRs politiske teater. Et meget, meget dårligt stykke

Så oprandt dagen for DRs største valgshow med den grandiose titel »Demokratiets aften«, og det begynder godt: Efter småklip med standardiserede almuedanskere, svæver vi med kameraet ind i en fyldt sal mod scenen i midten, hvorfra partilederne skal give os en hel masse demokrati. Imens lover speakeren med kælen stemme, at publikum er strømmet til fra alle dele af Danmark for at »fejre demokratiets aften« i DRs koncerthus. Måske. Men saftsusemig ikke fra alle dele af det politiske spektrum. Mere om det lige om lidt.

Kim Bildsøe-Lassen er glad og oplagt og giver det hele et skønt, forlorent skær af folkelighed. Der er 1 time og 43 minutter, fordelt på 3 runder – sundhed, klima og udlændinge – og en lille morsomhed til sidst. De første 28 minutter kommer til at handle om rygning og lave cigaretpriser, efter en introfilm med en ryger.

En forebyggelsesmand vil hæve priserne en masse og høster stor applaus. Pernille Vermund bryder sig ikke om hetzen mod rygerne. Ingen applaus. Klip til Klaus Riskær, der vil have en art systembolag til cigaretter og alkohol, så det sælges kontrolleret. Applaus. Lars Løkke Rasmussen får sagt, at der er brugt meget tid på at debattere cigaretter, men at det nok ikke er det spørgsmål, der kommer til at bestemme dette valg. Pia Olsen-Dyhr byder ind med en karakteristisk dybsindighed: Vi må ikke svigte nogen mennesker. Applaus. Pernille Skipper siger, at uligheden i sundhedsvæsnet er for stor. Applaus. Jeg tænker, om publikum mon er hentet ind fra DDR. Søren Pape vil se på noget, han kalder »kildens rod«, som åbenbart er, at der ikke er nok læger. Applaus.

Men det var altså fulde 28 minutter om cigaretter – i et program, der skal oplyse danskerne om substantielle emner op til valget – før tæppet går til anden akt, som er klima. Det er venstrefløjens nuværende omnibus-narrativ, og man kan mærke, at års kamp for at bringe sagen ud på alle platforme har virket. Det forrige røde narrativ, multikulturalismen, går det ikke så godt med, så det taler vi ikke rigtig om – i hvert fald ikke ned i de ubehagelige detaljer.

Lars Løkke og den retarderede mand

Vi ser en introfilm med et par unge, som fortæller, at vi er ved at ødelægge planeten. Ustabilt vejr, manglende is, dumt ikke-bæredygtigt landbrug og ked af det-musik i baggrunden. En pige siger, at hun ikke forstår at hun skal til eksamen, når kampen for klimaet »kan virke så meget mere vigtig«. Der er billeder fra en orkan og voiceover med et barns bekymrede tale om CO₂. »Der skal gøres noget nu,« siger en ung mand med manuskriptstemme. Klip til klimademo, hvor en af de talende unge piger går, tynget af weltschmertz, med et banner: »Jeg råber, fordi I ikke gør det«. Stor applaus fra salen, hvor den samme pige også sidder.

Og så går overbydningen ellers i gang. Klimamål, klokken er 5 i tolv (eller er det 5 over?). Pernille Skipper siger til Thulesen-Dahl, at det er nødvendigt med en markant lavere svineproduktion i Danmark. Stor applaus. Indimellem klip til den pige, DR i dagens anledning havde gjort til moralsk overdommer. Det giver unægtelig mummespillet noget suspense med disse visuelle referencer, som naturligvis er helt, helt apolitiske. Surrealismen i at se de voksne på scenen forholde sig nervøst til dagens udvalgte og meget unge klimaaktivist gør showet filmisk.

Så er det Lars Løkke Rasmussens tur, som diverterer med en temmelig ugennemtænkt anekdote: Han havde mødt en retarderet mand, der også var bange for klimaet. Tja. Tjo. En freudian slip, der viser Løkkes egentlige holdning, eller blot et fejlforsøg på at høste sentimentalitetspoint?

Anders Samuelsen henviser til Greta Thunberg, og det inkasserer lidt klappemæssig velvilje. Morten Østergaard siger, at det vi får med en ny, rød regering, er CO₂-reduktion i stedet for udlændingestramninger. Kæmpe bifald, nok aftenens næststørste, og hujen fra salen.

Klip til Klaus Riskær, der i dagens anledning har klædt sig ud som nåsåer, og tilsyneladende også kigget dybt i rekvisitflasken med »følelser« på etiketten. »Det er meget sørgeligt,« mener Klaus om det hele, og serverer derefter en røffel til storkapitalen, for den betaler ikke skat, og danskerne skal ikke betale for den grønne omstilling. Bragende klapperi.

Pernille Skipper siger et eller andet kryptokommunistisk og høster stort bifald.

Så er det kristen-radicooleren Isabella Arendts tur, og hun begaver seerne med en vaskeægte valganekdote om et besøg på et biogasanlæg, som skal tjene som argument for omstillingen til grønheden. Klappelap.

Uffe Elbæk står i sit designertøj og bidrager med mere af det samme, og det virker. Publikum er meget glade. Som seer er jeg dog ikke blevet klogere – på andet end at politikerne helst vil overgå hinanden i grønne indsatser, koste hvad det vil.

Klart DR, ingen bias her

Efter en hel time med cigaretpriser og klima er det blevet tid til udlændinge. Klip til introfilm om en kristen mand, som er en af de »sidste kvoteflygtninge«, Danmark tog. Den unge mand fortæller, på dansk, at han er heldig, at han var en af de sidste. Scener fra hans gymnasium, hvor han giver highfives til sine kammerater, og han fortæller om sin opvækst i en flygtningelejr. Han har venner i Malawi, som er døde, og han vil ikke tilbage. Hans mor, som også er her, er sygeplejerske, men kan ikke få arbejde, fordi hun ikke kan dansk og skal tage sig af sine børn. Den unge mand vil på universitetet og leve sit liv i Danmark.

Klart, DR. Det er helt indlysende, at en velformuleret, fredelig, ung, kristen mand med et tydeligt ønske om at integrere sig, er repræsentativ for den udlændingestrøm, der har været til Danmark siden 1983. Ingen bias her. Således vinklet kan debatten begynde. Og her tænker den borgerlige vælger måske, at nu skal vi en-de-lig tale substans. Vi skal høre om, hvorfor danskerne er bekymrede over indvandringen, hvorfor vi deler interesse for dette emne med de andre europæere, der står i samme situation. Det er der en grund til, og man måtte forvente, at det ville blive grundigt belyst på denne »Demokratiets aften«.

Det skete ikke. I stedet for holdningsundersøgelser, kriminalitetsstatistikker og -beretninger, terrortrussel og den ubrudte vækst i det islamiske parallelsamfund, fik vi en overbydning i kvoteflygtninge.

Og så kommer aftenens forudsigeligste indspark

Mette Frederiksen ønsker et nyt flygtningesystem med mere hjælp i nærområderne. Morten Østergaard vil have kvoteflygtninge, og leverer platituder som »det duer ikke at vende ryggen til verden« og den løse »vi skal forvente noget«, og så videre – mere bifald.

Klip til Paludan, der fortæller om en mand, der blev overfaldet af indvandrere og efterfølgende blev synsskadet. Og nævner, at politiet frihedsberøver ham, når han gerne vil tale i Vollsmose, og ikke voldsmændene. Over til Søren Pape, der i denne akt har taget forargelsesansigtet på og ikke har et ord til overs for beretningen om overfaldet, men til gengæld harmes over Paludans manglende taknemmelighed over, at politiet beskytter ham. Det indkasserer Søren Pape aftenens voldsomste bifald for. I parentes bemærket er det ikke overraskende, at Pape gerne vil beskytte sin politiledelse, som utvivlsomt er ham meget forbunden. Var det ikke for Pape, havde statistikkerne over bandeskyderier nemlig set anderledes uhyggelige ud – Weekendavisen kunne sidste uge berette om, hvordan politiet sminker statistikken til at se pænere ud end virkeligheden. Nogen har set »The Wire« og ladet sig inspirere.

Og så kommer aftenens forudsigeligste indspark: Klaus Riskær om børnene på Sjælsmark. Inklusive lidt method acting; en personlig anekdote om egne problemer som empatibooster. Kæmpe bifald.

Thulesen-Dahl var tydeligt presset af at være i undertal holdningsmæssigt og pippede lidt om et asylstop, men kun som indledning til at genoptage kvoteflygtningene.

Isabella Arendt vil have tilliden og friheden tilbage, og så løser integrationen sig på arbejdspladsen og »mellem mennesker«. Hun blev selvfølgelig ikke bedt om at dokumentere den påstand.

Det endte således dér, hvor debatten har været i hele valgkampen: i flade overskrifter, med overbydning i det røde felt og ikke i dét konkrete, som er årsagen til så mange danskeres bekymring i forhold til indvandringen.

Et meget dårligt teaterstykke

I sidste runde underholder Kim Bildsøe Lassen med lille sketch om, hvem der vil samarbejde efter valget. Ha-ha og så slutter vi også på en »positiv note«, som studieværtsgenierne altid siger.

Jeg ved ikke rigtig, hvem der blev klogere af denne debat. De røde vælgere fik et identitetsopbyggende, kalorietomt show med masser af applaus. De blå vælgere kunne se deres siddende politikere kvie sig under gruppepres, og hverken substansen i udlændinge- eller den økonomiske debat fik nogen opmærksomhed.

Én stjerne til DRs politiske teater. Et meget, meget dårligt stykke.

Læs Lars Seiers anmeldelse af debatten her — og Ditte Okmans her.