En fantasifuld konservativ: Skønhedens, familiens og nationens filosof er død

I 1968 bevidnede Roger Scruton studenteroprørets tilsyneladende uudslukkelige tørst efter ødelæggelse: »Da blev jeg konservativ. Jeg vidste, at jeg ønskede at bevare ting og ikke rive dem ned,« fortalte han senere. Nu er han død, 75 år gammel.

Vor tids største konservative filosof er faret til de evige rævejagtmarker. Her er han fotograferet på den ungarske ambassade i London, 3. december 2019, efter at han netop har modtaget en medalje af den ungarske premierminister, Victor Orban.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Zsolt Szigetvary

Roger Scruton er død. Den voldsomme modstand, han undervejs i sit liv mødte fra etablissementet, viser, at vi befinder os under et nyt jerntæppe. Dissidenter, der ikke er en del af den venstreliberale tidsånd, jagtes, chikaneres, forhånes og udskammes.  Heldigvis står hans eftermæle som tidens fornemmeste borgerlige tænker uplettet og strålende klart for enhver med respekt for den frie ånd. For ethvert dannet menneske.

Vor tids største konservative filosof er faret til de evige rævejagtmarker efter et uhelbredeligt kræftforløb. Han blev 75 år gammel  og efterlader sig et rigt katalog på over 50 bøger, talrige artikler og projekter om alt fra konservatisme, seksualitet og musik over idéhistorie, kunst og arkitektur til naturbevarelse, modernitet og skønhed. Nåja, og et par operaer blev det også til, samt en juraeksamen og en farm.

»Hans uforfærdede, traditionalistiske synspunkter bragte ham på kant med en tidsånd, der ikke finder sig i dissens: Glæden ved rævejagt, det ikke-progressive syn på seksualitet, hans insisteren på nationens nødvendighed, hyldesten til skønheden.«


Roger Vernon Scruton, der blev født 1944 i Lincolnshire, kom ikke fra et overklassehjem, selv om hans mangfoldige esoteriske interesser måske kunne tyde på det. Hans far var lærer og nærede et indædt had til overklassen, og da den unge, højt begavede Roger vandt et åbent stipendium på Cambridge, nægtede faderen at tale til ham. Han afsluttede sine studier i moralfilosofi i 1965 og blev ph.d. i æstetik i 1967.

Hans første ægteskab varede fra 1972-79, og han mødte sin anden hustru, Sophie Jeffries, under en rævejagt. De blev gift i 1996, fik to børn og flyttede ind på farmen Sunday Hill, senere kendt som Scrutopia. Inden da havde han taget yderligere en universitetsuddannelse i jura, grundlagt og redigeret det konservative tidsskrift The Salisbury Review, faciliteret støtte til dissidenter og fritænkere i Østblokken (og senere modtaget fortjenstmedaljer fra både Tjekkiet og Polen) og forfattet både faglitterære bøger og prosa – senere kom som nævnt også to operaer til, han stod selv for både tekst og musik.

Opbyggelig traditionalisme

Scruton blev adlet i 2016 og to år efter udpeget af den daværende konservative regering til at lede Building Better-kommissionen, hvis opdrag er at forbedre bymiljøer. Det var et oplagt valg på baggrund af hans mangeårige deltagelse og indlæg i arkitekturdebatten fra et opbyggeligt, traditionalistisk perspektiv. Hans bøger er uomgængelige, hvis man ønsker at forstå den menneskevenlige byggemåde –  og antitesen: Den moderne arkitektur. Desværre skulle der ikke mere end en løgnagtig diffameringsartikel i magasinet New Statesman til, før Scruton blev fyret fra posten af den svage, nominelt konservative regering. Han blev kaldt »hvid supremacist«, »homofob« og »antisemit«, og man krævede hans adelstitel trukket tilbage – kritikerne kom endda fra den britiske (bedste)borgerlighed, som er mindst lige så betændt som den danske.

Både forfatteren til den underlødige historie og den ansvarlige minister undskyldte sidenhen, og da Boris Johnson kom til magten blev Scruton, som noget af det første, genindsat. Men skaden var sket, og Scrutons chikanører havde fået det, de ønskede: en hysterisk og hadefuld shitstorm – ivrigt multipliceret af de etablerede medier. Barbarerne mod den højt kultiverede, konservative intellektuelle. Det var ikke første gang, han mødte den ekstreme intolerance, der hersker på venstrefløjen, og dermed, ak, i de fleste institutioner. Hans uforfærdede, traditionalistiske synspunkter bragte ham på kant med en tidsånd, der ikke finder sig i dissens: Glæden ved rævejagt, det ikke-progressive syn på seksualitet, hans insisteren på nationens nødvendighed, hyldesten til skønheden.

I 1968 bevidnede Roger Scruton studenteroprørets tilsyneladende uudslukkelige tørst efter ødelæggelse: »Da blev jeg konservativ. Jeg vidste, at jeg ønskede at bevare ting og ikke rive dem ned.« Han beskrev sin konservatisme som kærlighed. Kærlighed til hjemmet. Oikofili, som er modsætningen til den oikofobi, han var den første til at identificere som det drivende princip i den altdominerende, moderne venstreorienterede filosofi.

Og det skulle blive begyndelsen til enden på hans akademiske karriere. I universitetsverdenen er der som bekendt ikke plads til fritænkere, og slet ikke konservative. Jerntæppets magt.

Heldigvis for os andre forhindrede det ikke Scruton i at skrive sine bøger. Og hvilken rigdom, han efterlader os. Af politisk tænkning er det især værd at nævne hans forsvar for nationalstaten i »The Need for Nations« – det uden sammenligning bedste i nyere tid. De komplicerede, veldrejede redegørelser for konservatisme i samfundsindretningen, vi finder i »The Meaning of Conservatism« og »A Political Philosophy – Arguments for Conservatism«, leverer på én gang idéhistorisk grund til og intuitivt appellerende argumenter for den omsorgsfulde pragmatisme.

Den klassiske orden

Hans bøger om arkitektur, »The Aesthetics of Architecture« og »The Classical Vernacular«, er opsigtsvækkende alene af den grund, at de først og fremmest er hyldester til de klassiske ordener og dermed vores vestlige civilisation.

Der er bøger af ham om moderne, men også om traditionel kultur. I »Sexual Desire« får vi på én gang en dybdefilosofisk odyssé gennem begærets anatomi og en tiltrængt påmindelse om, hvorfor troskab, mådehold, skam og beskyttelse af det intime er sociale goder. Konservativ seksualmoral – lifligt i en vulgær, liberal tid.

Læg dertil værker, essays og andre tekster om pligten til naturbevarelse, om vinens glæder, venstreorienteret filosofi og musikkens metafysik.

Scruton var vist ikke selv, i hvert fald ikke offentligt, troende. Men det forhindrede ham ikke i at skrive overbevisende om betydningen af det sakrale for os mennesker. Et gennemgående tema i hans forfatterskab er, at vi mennesker er skabt til at forbinde os selv med noget større. Familien, nationen – Gud? Om musikken skrev han eksempelvis, at den er et eksempel på noget, der er i denne verden, men ikke af den. Den bor i et andet rige, som vi får adgang til ved at lytte og værdsætte. Det hellige kommer til os, når vi erkender, at alt, hvad vi har, er os givet, som der står i »The Soul of The World«. Måske havde han dette i tankerne, da han skrev sine sidste ord:

»Når man nærmer sig døden, finder man ud af, hvad der er meningen med livet. Og det er taknemmelighed.«