Guds genkomst

»Vi i Vesten er oprørte og forvirrede. Selvom vi har vore egne fundamentalister, finder vi det ufatteligt, at teologiske ideer stadig kan fremprovokere gudsforestillinger, som efterlader samfund ødelagte.

Vi har antaget, at dette ikke længere var muligt, at mennesker havde lært at adskille religiøse spørgsmål fra politiske, at fanatismen var afdød. Vi tog fejl.«

Religion og Vorherre er debatemner internationalt, og citatet stammer fra Columbia-professoren Mark Lillas bog, »The Stillborn God« (Den dødfødte Gud), der udkommer i USA til september. Lilla mener, at vi må genfinde bevidstheden om det glemte religiøse sprog for at forstå verden: »Vi lever så at sige på den anden bred« og dermed helt modsat af f.eks. det iranske præstestyre, hvor tilværelsen tydes religiøst: »Europas hurtige sekularisering er historisk unik og af nylig dato.« Han tilføjer om mødet mellem sekulære og meget teokratiske samfund: »Enighed om grundlæggende principper er ikke muligt. Og vi må lære at leve med det.«

Vi har ifølge Lilla glemt religionen, fordi Europas politiske institutioner er løsgjort herfra. Det var anderledes indtil 1600-tallet, hvor Europa var hærget af religionskrige. Men tidligt liberale filosoffer som Hobbes og Locke udtænkte systemer, hvor samfund kunne leve i fred, hvis det politisk blev begrundet i praktiske forhold. Sådan blev det efterhånden, og religionen gled gradvis ud af det politiske sprog. Helt kompromitteret blev den med Første Verdenskrigs barbari, hvor religionen blev spændt for nationalismens vogn.

Nu møder vi atter religionen i egne samfund med store muslimske mindretal og også i den islamiske verden. Lilla understreger, at »så længe en stor del af befolkningen tror på sandheden i en altomfattende politisk teologi, kan man ikke forvente fuld forsoning med moderne liberalt demokrati.« Vi forstår ikke de religiøse og vil derfor helst tale med de sekulære muslimer. Men Lilla pointerer, at troende kun accepterer fornyelse, når det kommer fra andre troende f.eks. professor Tariq Ramadan, der taler for euro-islam men disse »taler et mærkeligt tungemål, selv når de er fortalere for forandringer, vi finder værdige; deres grunde er ikke vore grunde.«

Det er ikke kun islam, der får det religiøse frem. Masser af ideologier låner fra religionen, hævder den kontroversielle engelske professor John Gray i et interview på forlaget Penguin, der netop har udgivet hans bog »Sort messe«: »De mest destruktive øjeblikke i de sidste par århundreder har været politiske religioner, som udnytter en kristen undergangsmyte for at fremme utopiske visioner om paradis på jord. Fra jakobinerne til bolsjevikkerne, russiske anarkister over amerikanske neo-konservative til neoliberale evangelister for et globalt frit marked moderne politik er blevet styret af undertrykte eller omvendte udgaver af apokalyptisk religion«.

Overalt optræder Gud på bestsellerlisterne. Sam Harris skriver i »Brev til en kristen nation«: »Sandheden er, at mange, som hævder at være som forvandlede af Kristi kærlighed, er dybt intolerante, ja morderisk indstillede overfor enhver kritik.« Den tidligere trotskist, nu neokonservative Christopher Hitchens skriver i sin bestseller, at religionen er »et babyagtigt forsøg på at imødekomme vort uundgåelige krav om erkendelse.«

Den konservative filosof Roger Scruton imødegår dette ved i det engelske Prospect Magazine at fremhæve behovet for det hellige. De store sammenhænge »fødsel, forplantning og død er de øjeblikke, hvor tiden står stille. Det er fra sådanne øjeblikke, overfyldte med emotionel viden, at religionen begynder.« Konklusionen er: »Religion er ikke kilden til vold, men løsningen på det.«

Det synspunkt er ikke fremmed i USA, hvor 60 procent aldrig tvivler på Guds eksistens, viser en undersøgelse fra Pew Research Center.

Status er, at religionens store plads i den offentlige debat viser, at hverken Gud eller mennesker har glemt hinanden.