Det er ikke kun forbruget af håndsprit og hjemmefitnessudstyr, der er steget markant under coronapandemien. Også danskernes trang til at få hund har vist sig at vokse eksponentielt med antallet af tvungne hjemmearbejdsdage og aflyste udlandsrejser.
Et kig rundt på hundeopdrætteres og kennelers hjemmesider melder om lukkede ventelister, og at de ikke kan magte at svare på alle henvendelser fra hvalpehungrende danskere.
Samme tendens har Dyreværnet oplevet.
»Vi har helt klart oplevet en større interesse for at adoptere. Det er så aktuelt, at vi har en medarbejder, der er sygemeldt med stress på grund af mængden af henvendelser. Vi er simpelt hen druknet i vores egen succes,« siger Rikke Christensen-Lee, der er dyrlæge og direktør i Dyreværnet.
Dyreværnet mærkede den øgede interesse begynde i april, men trods den gradvise genåbning af Danmark har interessen holdt ved.
»Vi havde forventet, at når verden gik i gang, ville det modsatte ske. Så ville vi få en øget indlevering af hunde, folk havde anskaffet for impulsivt, men det er ikke sket,« siger Rikke Christensen-Lee, der ikke tidligere har oplevet noget lignende. Fra april til juli har Dyreværnet i år fundet hjem til 12,4 procent flere dyr end i samme periode sidste år.
Rikke Christensen-Lee »Vi er simpelt hen druknet i vores egen succes.«
»Det er selvfølgelig positivt for vores dyr på internaterne, at der er mange flere interesserede, og det derfor bliver lettere at finde det rigtige match, men der er også en negativ effekt, for vi ved, at mange importerer og sælger dyr illegalt,« siger Rikke Christensen-Lee.
Hvalpepriser stiger
Også trendforsker Louise Byg Kongsholm har bidt mærke i, at der lige nu er massiv interesse for at få hund afledt af coronakrisens tvungne fokus på hjemmet.
»Dyreinternater og Facebook-sider, hvor hunde kunne omplaceres, er blevet støvsuget for hunde. Opslag om hunde var oppe i fire sekunder, og så var de væk igen,« siger Louise Byg Kongsholm, der i øvrigt selv har en 13 uger gammel hundehvalp liggende ved sine fødder. Den er blevet døbt Anton og er en bichon havanais.
Louise Byg Kongsholm var så heldig, at hendes søsters hund fik hvalpe, og hun derfor kunne komme forrest i køen til en af de eftertragtede hvalpe.
»Priserne på hundehvalpe er også eksploderet. Hvalpe, der kostede 10.000 kroner for nogle år siden, er steget helt op til 20.000 kroner nu,« siger Louise Byg Kongsholm, der også har mærket, at danskernes syn på hunden har ændret sig.
»Jeg kan se, at der er en helt anden tilgang til det at have hund, end da jeg var barn. Der er et helt onlineunivers med udstyr. Det er et projekt – lidt ligesom når man bliver gravid og skal indrette babyværelse og til 3D- og 4D-skanninger,« siger hun og tilføjer:
»Der er en voldsom mængde og variation i det, vi kan købe til hunde.«
Louise Byg Kongsholm har kunnet konstatere, at i et forbrugerunivers målrettet hunde er hundemad ikke bare hundemad. Udvalget er enormt! Der er flexliner og almindelige faste snore, der er ornamenterede læderhalsbånd, seler, cykelanhængere, bilsæder og klapvogne til hunde.
»I Facebook-grupper om hunde har jeg set folk stille spørgsmål som: »Skal jeg købe en særlig trappe, så Lillepus kan komme op i sofaen eller sengen?««