Der findes et gigantisk kommentarfelt, som ikke er en hadsk svovlsø, men hvor mennesket viser sig fra sin bedste side

Kulturkommentar: Der er en tiltagende konsensus om, at internettets mange kommentarfelter er blevet en ormegård, der ikke bidrager med noget konstruktivt, og hvor vi viser de værste sider af os selv. Men på et af nettets største sites kan man se, hvordan kunsten får sorgen og dermed empatien frem i mennesket.

Den store walisiske poet Dylan Thomas skrev efter sigende sit verdensberømte digt »Do not go gentle into that good night« i 1952 til sin døende far. Kun et år senere døde Dylan Thomas selv – kun 39 år gammel. Foto fra 1946. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sorgen er blevet mindre i den kollektive bevidsthed, selvom vi alle stadig skal dø en dag. Men sorgen er blevet mere privat. Vi er generelt blevet mere afskåret fra hinanden. Velstanden har skabt mere og større private rum for den enkelte. Vi er ikke på samme måde som tidligere afhængige af ægtefæller og familie. Det enkelte menneske er blevet en langt mere autonom størrelse de seneste 50 år.

Når et kendt menneske som Johannes Møllehave dør, fylder det naturligvis meget, men antallet af kommunale begravelser, hvor der ikke møder nogen eller meget få op, har været stigende de seneste årtier.

»Den store sorg går aldrig væk. Den ændrer en for altid, men man kan mestre den, særligt med andres hjælp, så den lægger sig forsigtigt på plads i ens sind uden at forgifte alle ens andre tanker.«


Før bar man ofte kollektivt sorgen sammen med den sørgende, særligt i de mindre samfund. I dag, i det moderne sekulære Danmark, står flere og flere alene med byrden, ofte helt perplekse og uden konkret viden om begravelsen, traditionerne og praksis. Vi er ikke blot mere ensomme i livet, men også i døden.

Musik reddede min forstand

»Min mand blev kørt over og dræbt, da han forsøgte at krydse vejen. Han døde, inden han kom til hospitalet. Han døde der, på vejen, men omgivet af fremmede, men vidunderlige mennesker, der forsøgte at trøste ham, mens han ventede på ambulancen. Jeg kunne ikke sove. Jeg var så stresset, i sorg, tom, hjælpeløs, men den her musik reddede min forstand. Jeg spillede den på min computer på repeat om natten og forsøgte at slå min hjerne fra. Det vidunderlige Tallis Choir hjælp mig – tak.«

Sådan skrev P. Rich i februar i kommentarfeltet på YouTube (oversat fra engelsk) under videoen med Tanebrae Korets sublime opførsel af Allegris »Miserere mei, Deus«.

Under hendes kommentar skriver blandt andre Eric C.: »Guderne vil omfavne hans sjæl. Min dybeste sympati.«

65 andre mennesker har ligeledes siden trøstet og støttet P. Rich i sorgen efter at have læst hendes »digitale nekrolog«.

Længere nede i kommentarerne skrev Michael K. for godt et år siden: »Jeg ligger på hospitalet med cancer. Denne sang hjælper mig med min angst for døden.« 84 personer skriver opmuntrende og trøstende ord til Michael. Om Michael klarede den, eller siden er gået bort, vides ikke.

De mange kommentarer er et utroligt rørende vidnesbyrd om, at kollektivet stadig er der, og at mængden af empati er konstant. Den skal bare finde vej, et nyt udtryk.

Samtidig er kommentarerne, de digitale nekrologer og de mange råb om hjælp, placeret under videoerne med nogle af menneskets største kunstværker, et vidnesbyrd om kunstens evne til at lade os fornemme det transcendente. De store værker lader os se noget, der overskrider os selv, vores krop og bevidsthed. Vi aner konturerne af noget større, en esoterisk mening, der nok er uforståelig, uartikuleret, men den er der, lige uden for synsfeltet.

Kunsten giver os håb. Den store skønhed opvejer det hæslige. I kunsten og empatien skabes et rum, hvor vi kan mødes i sorgen og skønheden, en melankolsk symbiose, en kraft, der blotlægger muligheden for en menneskelig eksistens stemt i håbets og kærlighedens toneart.

97-årig veteran

Under en YouTube-video, hvor skuespilleren Anthony Hopkins oplæser den store walisiske poet Dylan Thomas' (1914-1953) verdensberømte digt »Do not go gentle into that good night«, som Thomas skrev i 1952 til sin døende far, skriver Ksun029:

»Den sidste af mine bedsteforældre dør lige nu, og af en eller anden grund hjælper det her (digt, red.), siddende her ved hans side, mens hans åndedrag langsomt forsvinder. Han har altid været stærk, en 97-årig veteran fra Koreakrigen, selv her på kanten af døden kun med en halv funktionel lunge er han stadig stærk. Jeg ønsker blot, at han snart finder ro.«

Sandy Tonkin skriver: »ksun029, han ved (bedstefaren, red.), du er der, og elsker dig så højt for at sidde hos ham. Du er en vidunderlig ung mand.«

Ingen kommer gennem livet uden sorg. Den store sorg går aldrig væk. Den ændrer en for altid, men man kan mestre den, særligt med andres hjælp, så den lægger sig forsigtigt på plads i ens sind uden at forgifte alle ens andre tanker.

Men sorgen skal ud i lyset, ellers risikerer man at overvindes af mørket, og så gør det ikke noget, om det er en ven eller en fremmed fra Hongkong, Sydney eller Esbjerg, der tager din hånd og viser dig vejen ud af mørket.

Livet er indimellem elendigt, og det ender sikkert i sorg, så hvorfor egentlig gøre det værre end det er? Næste gang du skriver en kommentar, så overvej, om du vil pege ind i mørket eller ud i lyset.