Christian Lollike: Hvis jeg var kulturminister, ville jeg henrette alle, der gør sig populære ved at sige, at kunsten skal klare sig på markedets præmisser

Mit kulturliv: På baggrund af en række faste spørgsmål forsøger vi at koge en kulturel Maggi-terning på nogle af landets mest markante kulturprofilers tanker om og forbrug af kultur. I denne uge er det dramatiker og teaterinstruktør Christian Lollike.

Det rykker, når kunstværker fungerer som en fremkaldervæske i debatten, mener dramatikeren Christian Lollike. Martin Bubandt/Arkiv

Hvad er dansk kultur for dig?
»En kampplads. For politiske positioner, symboler, konflikter, holdninger, tegn, vaner og traditioner. Dansk kultur er ikke en statisk størrelse, men en konfliktfyldt proces. Alle statiske definitioner bør derfor konstant genforhandles, udfordres og sommetider angribes. Det sidste især, når den påberåber sig den her slappe, konforme, selvtilfredse socialdemokratisme, som virker som den mest gennemgående position i min levetid.«

Hvis jeg fornemmer, at noget er dovent, sløvt eller forudsigeligt, er jeg ikke den, der bliver hængende.

Hvad er den bedste kulturoplevelse, du har haft for nylig?
»At læse Gregor von Rezzoris selvbiografiske roman »En antisemits erindringer« fra 1979. Forlaget Sidste Århundrede udgav for første gang bogen på dansk i 2018. I fem både selvstændige og sammenhængende fortællinger tager den både forførende og usympatiske fortæller os igennem et selvdestruktivt Europa før og efter Anden Verdenskrig. En forrygende læseoplevelse, der viser nødvendigheden i også at gå ind i historien gennem de perspektiver, der er uopbyggelige, uhensigtsmæssige og ulækre.«