Birgitte Borup: Coronaen har tvunget os ind i en bizar tidsmaskine: Det, vi elsker, er ikke længere on demand

Vi, der for få uger siden var direktører i egen stilværelse, er nu stik-i-rend-drenge for en gemen virus. Vi er midt i det modsatte af en jazztid, nærmest en ikke-tid, men vi er ikke fortabte, og vi er ikke i krig. Vi er her endnu, skriver Birgitte Borup.

Birgitte Borup, redaktør, international kultur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Jeg har snart ikke mere sortsyn på lager. Der kommer åbenbart et tidspunkt, hvor man løber tør for coronatristesse, brok og meninger om verdens kollaps.

Hvor man overgiver sig.

Måske fordi det er påske, og vi alligevel allesammen venter på opstandelsen. I enhver forstand.

Det er ikke nogen »Sweet Surrender«, som den Wet Wet Wet sang om i 1989, da permanentkrøllerne bølgede i sommervinden, og folk stadig gik til fester og folkeskoleeksaminer. Det er nærmere en nødovergivelse i erkendelse af, at der ikke er andet at gøre.

Vi må alle indrette os. Og vente.

» Vi venter i et globalt fællesskab på, at klaptræet skal smælde, fordi en Tom Hanks-type har udviklet den vaccine, der skal redde os.«


Det sidste var vi anderledes veltrænede i, dengang Wet Wet Wet hærgede på hitlisterne. Tiden krævede tålmodighed. Vi spolede kassettebånd tilbage, ventede på det næste afsnit af »Baywatch« og ringede forgæves på fastnettelefonen, indtil nogen var hjemme i den anden ende.

Behovsudsættelse var ikke noget, en coronavirus kom og dikterede. Det var vores way of life.

I dag, hvor vores ufrivillige venten på bedre tider pludselig har lagt sig som en dyne over hele on demand-kulturen, er vi til gengæld aldeles uvante med al denne ikke-eksekvering. Vi har forlængst vænnet os til at tage valgfrihed og mobilitet for givet, og det føles som et overgreb på selve eksistensen at måtte slette hele indholdet i smartphone-kalenderen på én gang.

Coronaen har trykket pauseknappen i bund på det, som indtil for nylig var et selvfølgeligt overflødighedshorn af muligheder, og i en tidsalder, hvor individet er konge og handling er Gud, er intet mere pinefuldt end at være afmægtiggjort. Vi, der for få uger siden var direktører i egen tilværelse, er nu stik-i-rend-drenge for en gemen virus.

Paradoksalt nok er vi efterladt med alt det, som tiden og digitaliseringen har foræret os – smartphonen, Facetime, Netflix, Wolt og hjemmearbejdspladsen – mens vi har mistet det analoge, som vi aldrig havde overvejet kunne være i fare: Besøgene hos hinanden, krammerne, håndtrykkene, festerne, studenterkørslerne, koncerterne, nærheden.

Vi sidder tilbage med alt det, mennesket har udviklet, mens det, der er vævet ind i vores natur, er taget fra os. Den digitale flod strømmer videre, mens vi pludselig ville ønske, vi kunne spole kassettebåndet tilbage – eller frem – til en tid med adgang til en verden af kød og blod, fest og kærlighed.

Det, der aldrig har været on demand, er pludselig in demand.

Vi befinder os stadig i 2020, men er havnet i et besynderligt mixtur af fortid og fremtid, af realiteter og det, der føles som fiktion. Vi venter i et globalt fællesskab på, at klaptræet skal smælde, fordi en Tom Hanks-type har udviklet den vaccine, der skal redde os.

Det lignede næsten opsummeringen af den bizarre, omvendte tidsmaskine, som coronavirussen er, da en god ven fra New York skrev, at selv Manhattan ser ud som i 1980erne: Gaderne ligger øde hen, kun befolket af desperate hjemløse, og det føles livsfarligt at bevæge sig ud efter mørkets frembrud.

»New York er et postapokalyptisk, dystopisk freakshow. I'm not kidding!«, skrev han fra sin lejlighed i Meatpacking District, hvor han lige har ligget coronasyg i to uger, mens han indså det samme som resten af verden.

Vi må overgive os, gøre vores bedste og håbe det bedste. The unsweet surrender. Vi må gøre som i 1980erne. Vente.

Vi må gå om bord i den sommer, der venter forude på Costa del Terrasse eller Isla de Hjørnesofa. Vi må rykke barren, flytte fokus og køre showet på Enrico Dalgas-måden. Eller faktisk var det digteren H.P. Holst, der i 1872 forfattede de berømte ord:

»For hvert et Tab igjen Erstatning findes, hvad udad tabes, det maa indad vindes«.

Dengang trængte Danmark til et skud mental mobilisering efter den drænende 1864-krig. Det tabte skulle erstattes, og den usynlige tråd, der binder enhver folkesjæl sammen, skulle strammes. Det blev den. Verden gik videre.

Det gør den også denne gang.

Vi er midt i det modsatte af en jazztid, nærmest en ikke-tid, men vi er ikke fortabte, og vi er ikke i krig. Vi er her endnu. Vi må overgive os til det, der er, og gøre det, vi kan.

Det er heldigvis ikke så lidt.

Og hvad blev der egentlig af Wet Wet Wet?