Det burde være lige nu, vi gik og sang med på Albertes nyklassiker »Lyse nætter« og planlagde årets første, seriøse angreb på roséflasken på en nærliggende fortovsrestaurant. I stedet minder forårssolen os nådesløst om det nu, vi har mistet, mens vi er tvunget til at isolere os i en fremmed, coronadefineret virkelighed.
Hos singlerne er aleneknappen skruet op på fuld volumen, og sjældent har fraværet af en partner været mere påfaldende, end når vi for sjette dag i træk spiser vores nyhamstrede pasta, mens vi ser »Masterchef«.
Vi befinder os midt i dét, der mere og mere ligner en virusramt genskrivning af »Det Forsømte Forår«. Dagens ekstroverte højdepunkt er, når vi på sundhedsforsvarlig afstand råber »God Corona« til hinanden ude i den natur, vi gudskelov stadig har adgang til. Ingen går fri i denne tid, hvor vi ikke alene er kollektivt tilfangetagne, men hvor vi også hver især møder eksistensen i al sin rå påtrængenhed.
Del:
