Der er ét sted, coronavirussen er eksploderet med særlig fart i sygdommens nye epicenter, New York: I de ultraortodokse, jødiske samfund i Brooklyn. Endda i en grad, så Det Hvide Hus har sendt en særlig appel afsted til rabbinerne: Drop nu jeres bryllupper og bar mitzvahs!
Det er en klassisk beretning om det fangenskab, religionen i sin mest ekstreme form pålægger mennesket, og den frihedstrang, der bor i skumringen af ethvert mislykket livsforløb.
Hvis du vil forstå, hvorfor de hasidiske jøder uanfægtet fortsætter det vante liv, uanset hvad resten af verden disker op med, så se den brilliante miniserie »Unorthodox«. Serien, der er baseret på en virkelig historie, er et gribende og gruopvækkende indblik i et (kvinde)liv i et af de jødiske parallelsamfund, som for udenforstående ligner en slangekrøllet, hatteklædt turistattraktion.