Miseren med værket »Take the money and run« kan meget vel gå hen og få en særlig plads i den danske kunsthistorie.
Det vurderer Berlingskes kunstredaktør, Birgitte Ellemann Höegh, om værket, der har fået danske og internationale medier op af stolen den seneste uge.
Det begyndte for godt en uge siden, da udstillingen »Work it out« åbnede på Kunsten i Aalborg.
Kunstner Jens Haaning var blevet inviteret af museet til at genopføre to af sine gamle værker, der demonstrerer forskellen på en årsløn for en henholdsvis dansk og østrigsk statsborger.
For at genopføre værket fik han stillet omkring 550.000 kroner til rådighed af Kunsten. Men da museet pakkede værkerne ud, var pengene ikke at finde på lærrederne.
»Take the money and run« lød budskabet i stedet, og to blanke lærreder stod tilbage og er nu udstillet i det nordjyske.
Pengene bliver ikke betalt tilbage, har Jens Haaning fastslået over for Weekendavisen. Pengene skal ikke bruges på noget vanvittigt, siger han. Nyfortolkningen blev lavet for at skabe debat om billedkunstnernes økonomiske forhold – en debat, vi trænger til, mener kunstneren.
Hvis det var hans kunstneriske mission, er det lykkedes godt, konkluderer Birgitte Ellemann Höegh.
»Det er jo lykkedes at skabe debat. Han har fået en kæmpe stor bevågenhed, der er meget større, end hvis han »blot« havde gengivet det værk, de aftalte. Derfor har det også fået en anden værdi, end det ellers ville have fået på ny,« siger hun.
Jens Haaning er kendt for at arbejde med samfundskritiske forhold som kapitalisme, globalisering, racisme og strukturel ulighed, uddyber hun. Og med hans seneste udviklende værk, der er udstillet frem til januar, læner han sig op ad flere kunstneriske begivenheder, som mange husker.
Blandt andet balladen om busten af Frederik den 5., der blev smidt i Københavns havn, eller da Banksy makulerede sit netop solgte værk for øjnene af auktionspublikummet. Banksy-værket bliver nu sat til salg igen, og auktionshuset Sotheby’s vurderer, at det vil ende med et hammerslag op til seks gange den oprindelige pris.
»Man kan diskutere, om det blev udført elegant, da De anonyme billedkunstnere smed busten i havnen – men en del af kunstgruppens mål om at sætte de postkoloniale forhold på dagsordenen lykkedes, fordi de vitterlig fik skabt en debat.«
Man kan diskutere værdien af Jens Haanings værk, og hvorvidt man skal tage ham seriøst som kunstner, påpeger Birgitte Ellemann Höegh.
»Jens Haaning er allerede en eksisterende og anerkendt kunstner, og det er jo på den baggrund, at Kunsten i Aalborg har inviteret ham ind. Så at han videreudvikler sit værk, devaluerer ham ikke som kunstner i mine øjne,« siger hun.
»PR-værdien er måske meget mere«
Episoderne med Banksy og De anonyme billedkunstnere skabte debat lang tid efter, at begivenhederne skete. Men hvilken plads debatten om Jens Haanings værk vil få, kan kun tiden vise.
»Jeg ser det som et værk under udvikling, der læner sig op ad den performative kunst og kunsthappeningen. Derfor er hans værk i proces og ikke afsluttet endnu. Hvordan hele affæren ender, har jo også afgørende betydning for værkets punktum. Lige nu siger han, at han ikke vil betale pengene tilbage til Kunsten – og selvfølgelig siger han det, for ellers devaluerer han sit værk,« siger hun.
»Jeg tænker, at værket sagtens kan få en plads i den danske kunsthistorie, for det har tilvejebragt en helt særlig begivenhed, som har rakt langt udover det konkrete værk og selve udstillingen. PR-værdien er måske meget mere end de 550.000 kroner værd for begge parter,« siger Birgitte Ellemann Höegh.
Betaler Jens Haaning ikke pengene tilbage, når udstillingen afsluttes i januar, vil Kunsten politianmelde ham. Det har direktør for museet Lasse Andersson tidligere sagt til Berlingske.
Hvor går grænserne for, hvad man kan tillade sig i kunstens navn? Som her, hvor man tager penge for nogle andre, eller som da busten blev udsat for hærværk?
»Kunsten skal være fri. Og de rammer den har, må kunstneren selv vurdere. Hvis vi begynder at begrænse kunsten og sætte nogle moralske regler op for den, har vi jo at gøre med kunst i en meget styret og totalitær form,« siger Birgitte Ellemann Höegh.
»Vi har allesammen vores egne grænser, men kunstneren må selv finde ud af, hvor de står, og så må vi beskuere og siden bedømme, om det er noget, vi synes er acceptabelt.«
»Selvmål« at politianmelde
Kunstkritiker Bente Scavenius konkluderer, at værket er gået fra at være »et tomt, blankt værk« til at være et værk, der indgår i et koncept.
»På mange måder er det jo en absurd sag – men det er også en sag, der gentager sig. Det er jo lige siden Marcel Duchamps' pissekumme – det øjeblik den gik fra herretoilettet til museet blev det til kunst, og det skabte en debat, som gør, vi stadig taler om det i dag. Så det taler ind i den vedvarende diskussion af, hvad kunst er, og hvornår det bliver til kunst.«
Med Jens Haanings historik for at have lavet kendte, konceptuelle og grænseoverskridende værker, kunne man som samarbejdspartner måske godt have været klar over, at man gik ind i en åben kamp med kunstneren, mener hun.
På Twitter kan man se, hvordan et af de oprindelige værker ser ud. Artiklen fortsætter under opslaget.
»Han er jo i sin gode ret til at lægge andre betydninger ind i værket, som har gjort, at han nu har skabt et værk, som har fået så meget opmærksomhed – museet har jo fået 10.000 gange mere opmærksomhed på det her værk, end de havde fået på det originale.«
Dermed er værket på mange måder blevet mere værdifuldt, end det, der var bestilt, siger Bente Scavenius. For pengene får man nemlig både den »fantastisk, monumentale reaktion« og debatten med.
Kunsten skal ikke være provokerende blot for at være det, fordi det kun sætter kunstneren i fokus, mener kunstkritikeren.
»Her sætter han jo fokus på mange ting – ikke kun værket og værkets værdi, men også kunstnernes løn. Udgangspunktet var jo de meget ydmygende forhold, kunstnere ofte arbejder under. Hele den debat er jo medskabende til at give værket indhold,« siger hun.
»I virkeligheden er det et kæmpe selvmål, hvis museet begynder at politianmelde ham. Det er selvfølgelig ærgerligt, at de ikke får pengene igen, men når du har en udstilling med en kunstner, så er der omkostninger uanset hvad – og det her er omkostningerne ved det her værk.«
Jens Haaning siger selv til Weekendavisen, at det ikke er en happening. Hvordan er det ikke det?
»Det er ikke en happening, men et værk. Det er der, kæden nogle gange hopper af, når man skal forklare, hvorfor det er et værk – og det er i den proces, værket lever. Samtidskunst er svær at forstå, og hvis man kun forstår halvdelen, så skal man være glad.«
Hele verden taler om det
Da museumschef Lasse Andersson over for Berlingske fortalte om planerne om at politianmelde kunstneren, var det før, Jens Haaning selv udtalte sig til Weekendavisen.
Men de nye udtalelser har ikke ændret noget for museets planer, fortæller han. Når tidspunktet for kontrakten udløber, vil de fortsat tage de »nødvendige forholdsregler« for at få de udlånte penge til værket tilbage.
Selvom han står med et helt andet værk, end det han bestilte, glæder han sig over den debat, som værket har skabt.
»Hele verden taler om samtidskunst og Jens Haanings værk. Så hvis det betyder, at der kommer flere besøgende, er det jo til gavn for kunsten og kunstnere generelt.«
»Det nye værk forholder sig jo til det værk, der skulle have været, og derfor kommer man til at tænke på den debat, han bringer på banen. Dermed fortæller det også noget om det moderne arbejdsliv og samtidskunstens forhold til det. Flere steder begynder folk at kvitte job og leve for færre penge efter corona. Det kan man også komme til at tænke på: Er penge den vigtigste valuta? Og kan man tage pengene og løbe, hvis man føler, man skulle have en anden betaling end aftalt?«
Ville du gerne være det her foruden, hvis du kunne hjælpe?
»Jeg vil sige, at hvis det ender op som mere end blot en fortælling om, at en kunstner måske har taget nogle penge fra et museum, og vi formår at brede det ud til en interessant diskussion om samtidskunstens rolle, så ville jeg ikke have været det foruden.«
