Anmeldelse: »Hvad har den stakkels Neger gjort. At den blanke Mand ham hader«

Blandt danske forfattere var der allerede i 1700-tallet en stor forståelse for de sorte og farvede. Ny bog om danske forfattere og Vestindien viser fortidens sammensathed.

Der var mange seksuelle forhold mellem hvide og sorte. Deres afkom var farvede eller mulatter og udgjorde en selvstændig gruppe på De Vestindiske Øer. Dette kort viser sorte piger og en dansk soldat. Det er sandsynligvis tegnet af en dansk soldat før 1906. Illustration fra bogen. Fold sammen
Læs mere

Til Bent Blüdnikow Fold sammen
Læs mere

Er der en indbygget racisme i vore samfund, som gør, at hvide til alle tider – også i nutiden – er prædestinerede til at være racister? Eller er den påstand ahistorisk og forkert, fordi der til alle tider er alle mulige holdninger til etniske grupper og hudfarver?

Hvad har den stakkels Neger gjort

Det kan man blive klogere på ved at læse »Vestindiske spor, Dansk Vestindien i den koloniale og efterkoloniale litteraturhistorie«, der er skrevet af præsten Doris Ottesen og lektor Carsten Bach-Nielsen. De lægger ud med den nu glemte Thomas Thaarup,  som var den mest populære danske forfatter i 1700-tallets slutning og begyndelsen af 1800-tallet, og som var ham, der forfattede følgende tekst på Frihedstøtten  i anledning af stavnsbåndets løsning: »Kongen bød Stavnsbåndet skal ophøre/ Landbolovene gives Orden og Kraft/ at den frie Bonde kan vorde kæk og oplyst/ flittig og god, hæderlig Borger, lykkelig.«

Illustrationer til bog om dansk kolonitidshistorie. Maleri af William Clark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gad British Library/Ritzau Scanpix.

Thomas Thaarup beskrev også de sortes forhold med disse udødelige strofer: »Hvad har den stakkels Neger gjort/At den blanke Mand ham hader/ Er han ond, for han er sort?/Er Gud ikke alles Fader?«

Strofen, der stammer fra syngespillet »Peters Bryllup« (1793), blev en landeplage. Stykket handler om sjællandske bønder og deres nye frihed efter stavnsbåndets afløsning.  Hovedpersonen, Frederik, møder den sorte bortløbne slave Martin, der skildres positivt, oog Thomas Thaarups budskab er, at alle mennesker er lige for Gud.

Og det var ikke kun Thomas Thaarup, der havde forståelse for de sortes situation, for oplysningstidens ideer havde bredt sig til Danmark, hvor de oplyste  hyldede tolerance og frihed – til en vis grænse. Kunstneren Nicolai Abildgaard tegnede i 1792 en medalje for at markere det danske forbud mod den transatlantiske handel med slaver (der først trådte i kraft i 1803). På medaljen viste han et mørkt hoved med teksten: »Me miserum: »Jeg elendige«.

Nicolai Abildgaard tegnede den medalj, der skulle markere det danske forbud mod slavehandel i 1792. På forsiden ses en sort slave i profil og indskriften ME MISERUM (Jeg elendige). Fold sammen
Læs mere

Der var altså en forståelse i Danmark for de sortes forhold. Forfatteren Henrik Hertz udgav i  1836 romanen »De frifarvede«, der en kærlighedshistorie til alle frie mennesker med en anden kulør end ren hvid. De frikøbte slaver var først i 1834 i retlig henseende blevet ligestillet med hvide i Dansk Vestindien, hvilket Hertz redegjorde for i sin bog, hvor han også forklarede, at forhold mellem hvide og »negerinder« var ganske hyppige. Han skrev med medfølelse om »disse fordømte til Trældom, nedsænkede i Uvidenhed og berøvede Menneskets, endsige Borgerens simpleste Rettigheder«.

Neky og lille Marie, København 1838. Et sjældent portræt af en navngiven sort barnepige. Marie var kunstneren N.P. Holbechs ældste datter. Neky tjente hos Holbechs ven, søofficer Dahlerup, der tidligere havde gjort tjeneste i Dansk Vestindien. Vi ved ikke andet om Neky, end at hun var opvokset på øerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra bogen.

Den historiske baggrund for Hertz`s bog var oprøret i den franske koloni Saint-Domingue i 1791, hvor de farvede og sorte sammen gjorde oprør og dannede den selvstændige republik Haiti.  Forfatterens sympati ligger helt klart ikke hos de hvide, og i »Vestindiske spor« fastslås det , at de farvede fremhæves »i alle forhold for deres trofasthed, hæderlighed og medmenneskelighed.« I »Vestindiske spor« konkluderes det, at Henrik Hertz gjorde alt for at gøre opmærksom på de fordomme og den forskelsbehandling, de farvede og frifarvede var udsat for.

Jøden Henrik Hertz havde i øvrigt selv mærket forfølgelse. Under jødefejden i 1819  måtte han gemme sig for jødehadere.

Kærlighed mellem sort og hvid

Selveste H.C. Andersen skrev i 1840 dramaet »Mulatten«, der havde premiere på Det Kongelige Teater og gik for fulde huse. Stykket foregår på  Martinique i 1720, hvor to unge, fine, hvide kvinder, Cecilie og Eleonore, under et uvejr må  søge ly hos Horatio, der er mulat. Kvinderne ser efterhånden Horatio som et menneske og ikke blot som en farvet mand, ja, de forelsker sig endda begge i ham, også Eleonore, der er gift med en rig plantageejer. Dramaet udvikler sig, for en anden mulat, Paléme, der nærer  had til hvide, dukker op for at ødelægge idyllen.  H.C. Andersen skildrer, hvordan sorte og farvede udsættes for brutale overgreb og uretfærdigheder. I sidste ende, efter mange forviklinger, gifter Cecilie sig med Horatio, mems Eleonore bliver skilt fra sin hvide plantageejermand.

Da Henrik Cavling købte en sort dreng

Med Grundloven fra 1849 blev både jøder, farvede og sorte frie borgere i Danmark, men dermed ikke sagt, at der ikke var social diskrimination. Der blev imidlertid ikke skrevet meget om disse forhold i dansk litteratur. Man skal helt frem til 1800-tallets slutning, før bøger om sortes og farvedes forhold igen vakte opsigt, for med de slesvigske krige og tidens mange interne politiske opgør var der nok andet at tage sig til.

Illustration fra 1667 fra Sydamerika, der viser en plantageejer og en sort slave. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gad/Ritzau Scanpix.

I 1894 udsendte den berømte Politiken-journalist Henrik Cavling en samling breve med illustrationer af tegneren Alfred Schmidt med titlen »Det danske Vestindien«. Henrik Cavling kritiserede øernes oldnordiske administration og viste sympati for de danskere, der måtte tjene under systemet. Til gengæld havde han ingen sympati for de sorte og farvede. Han skrev blandt andet: »Negeren er meget doven, så doven at han næsten ikke gider slaa en Spyflue af sin egen Næse. Han er letsindig til det yderste og tænker aldrig paa næste Dag, selv om han mangler Brød. Han er løgnagtig overfor de Hvide og en Praler og Skrydrer overfor sine egne. Civilisationen fordærver ham.«

Se, det var ægte racisme, og Cavling fulgte op med – ganske ulovligt – at give to dollars for en sort dreng, som han tog med hjem fra Sankt Thomas og brugte som avisbud for Politiken. Drengen blev uden videre sendt tilbage til De Vestindiske Øer, da han kom i problemer.

Negerlandsby i Tivoli

Men der var også ting, der pegede i en anden retning.. Den fremmeste fortaler for sort ligeberettigelse i USA, Booker Washington, skrev en selvbiografi, »Op fra Slavestand«, der vakte stor opsigt og blev oversat til dansk i 1911, og  Booker Washington blev inviteret til Danmark, hvor han blandt andet besøgte en højskole.

Den danske forfatter, der havde størst succes med bøger om Dansk Vestindien, var Lucie Hørlyk. Som nygifte rejste hun og hendes mand i 1892 til Dansk Vestindien, hvor han blev politimand på Sankt Croix. Manden døde snart efter, og Lucie Hørlyck indledte et forfatterskab, hvor hun viste som en traditionel racist i den betydning, at hun mente, at den hvide kultur var de sortes overlegen. Men generelt så hun med stor empati på de sorte og farvede og påpegede, at alle var lige for Gud.

I 1907 udsendte hun novellesamlingen »Under Tropesol. Fortællinger fra Dansk Vestindien.« Her var der iølge  »Vestindiske spor« en knivskarp belysning af de racistiske forhold på øerne og en indsigtsfuld psykologisk afklædning af undertrykkelsesmekanismer. Lucie Hørlyk beskrev de sorte og farvede med »stor indlevelse og sympati« og udsendte endnu to romaner, før hun døde alt for tidligt i 1912.

Doris Ottesens og Carsten Bach-Nielsens bog handler som nævnt om Dansk Vestindien, og den tager ikke det generelle spørgsmål om racisme i Danmark op. Her var der et syn på andre etniciteter, som man enten kan beskrive som diskriminerende eller præget af naivitet og almindelig, ofte positiv, nysgerrighed.

I de udstillinger med etniske grupper, som Tivoli og Zoologisk Have arrangerede i 1800-tallets anden halvdel, fremhævedes de fremmedes fremmedartethed, som i  denne beskrivelse af en »negerlandsby« i Tivoli i 1888: »Under hyl og gentagne paukers morderiske dundren bugter de sorte legemer sig ud og ind mellem hinanden, snart med snigende bevægelser, snart stormende frem med løftet sværd og skræmmende ild ud af de kulsorte øjne (...) alt er vild rus og forvirring, en stinkende os slår op om de svedige kroppe, kvindernes skrigende hyl giver genlyd i urskoven, solen formørkes.«  (Citat fra bogen »Menneskeudstilling« (2011)).

Der var altså en  idé om, at hvid vestlig civilisation var andre civilisationer overlegen, men dette befinder sig næppe i en anden moralsk kategori, end når københavnere er nedladende over for folk fra Jylland, eller når Hillary Clinton betegnede Trumps vælgere som ynkværdige (deplorable).

Ingen eksempler på racetankegang

Doris Ottesens og Carstens Bach-Nielsens bog fortæller ikke om forholdene i kongeriget, hvor der også var sorte mennesker, for eksempel sømænd, tjenestefolk og arbejdere. Dem får man til gengæld et godt indblik i med Per Nielsens bog »Fru Jensen og andre vestindiske danskere« (2016), hvor forfatteren har fundet stort set alle de sorte og farvede, der boede i Danmark fra 1880 til 1920.

I danske satiriske blade var sorte og farvede som regel tegnet med store læber og primitivt udseende. Men andre etniske grupper var ligeledes karikeret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix.

I tidens karikaturtegninger var der ofte en fordomsfuld skildring af sorte og farvede mennesker, der blev gengivet med tykke læber og primitive udtryk, men det er jo, som Per Nielsen skriver, karikaturens karakter at overdrive menneskelige træk, og andre etniske grupper og folk blev også karikeret. Samlet set, skriver Per Nielsen, var hudfarve og racespørgsmål abstrakte emner i den danske offentlighed, fordi der var så få farvede og sorte, og han har ikke har fundet eksempler på egentlig racistisk ttankegang i tidens behandling af de sorte og farvede.

Identitetspolitikken er over os, buster og statuer af folk, som nogle forbinder med kolonitiden eller med racisme, stormes eller smides i kanaler. De radikale statuestormere hævder, at samfundet var og er dybt inficeret med racisme, men  historikerne viser os, at historien er langt mere nuanceret – og at der gennem tiden også har været dyb sympati for sorte og farvede.

»Historien er langt mere nuanceret og at der også var dyb sympati for sorte og farvede.«


Vestindiske spor. Dansk Vestindien i den koloniale og efterkoloniale litteraturhistorie

Forfattere: Doris Ottesen og Carsten Bach-Nielsen Sider: 338 Pris: 299 Forlag: Syddansk Universitetsforlag