Det er gået hurtigt med at få kulør på den danske befolkning. Endnu under Anden Verdenskrig var sorthårede og lidt eksotisk udseende danskere lette at identificere som jøder, hvorfor nogle jøder farvede deres hår for at undslippe nazisterne.
Da denne anmelder gik på Islev Skole i Rødovre i 1960erne var der blandt skolens 1.200 elever kun tre sorthårede. Vi var alle tre jøder, men der var ingen mørke eller sorte elever.
Men der boede faktisk mørke og sorte mennesker i Danmark, og historikeren Per Nielsen har med sin bog »Fru Jensen og andre vestindiske danskere« givet dem et fornemt minde og os andre noget at tænke over.
Man kan se udgivelsen i forbindelse med den igangværende debat om de europæiske lande som multietniske og multikulturelle samfund, men det behøver man ikke.
Man kan blot nyde bogen som et vigtigt bidrag til dansk historie.
Bogens titel »Fru Jensen og andre vestindiske danskere« er inspireret af Henriette Jensen, der boede i København, men stammede fra Sankt Croix. Der boede i 1848 36.000 mørke og sorte i kongeriget, altså inklusiv vore kolonier.
Man forsøgte allerede i 1860erne at skille sig af med de dansk-vestindiske øer, men forhandlingerne med USA strandede. Det fortrød man nok, da der i 1878 brød et blodigt oprør ud på Sankt Croix. Man forsøgte derfor atter at sælge, men et forslag faldt i Landstinget i 1902.
Der havde allerede før slaveriets ophævelse været få mørke og sorte borgere i Danmark, men fra 1870erne kom der flere, selv om det var et lille antal i forhold til store kolonilande som Storbritannien og Frankrig.
Per Nielsen har brugt et bredt kildemateriale for at identificere vestindere i Danmark, og i bogen fortæller han om 90 vestindere og giver dem kulørte og spændende skæbner.
Blandt de vestindere, der kom til Danmark, var sømænd på skibe, der anløb danske havne. Vestinderne opholdt sig ofte i havneområdet, og de fleste sejlede atter, men nogle forblev i landet, hvor de som regel skiftede profession, og mange blev gift i Danmark.
Andre ankom fra Tyskland, og således dukkede Cyril A. Smith op. Smith var født på Sankt Croix i 1891 og boede med sine bedsteforældre på en plantage. Han sejlede til Europa og til København i 1914 fra Hamborg. Han havde ikke en rød øre på lommen, men fik arbejde på danske skibe og sejlede ofte til USA.
I Danmark fandt han en pige, som han blev gift med. Smith tog senere en uddannelse som radiotelegrafist og sejlede jorden rundt, og han ernærede sig også som chauffør i København. Han blev også kendt som statist på danske teatre, hovedsagelig på Nørrebro Teater, for man havde brug for sorte skuespillere, når der var sorte i teaterforestillinger.
Kunne optræde som eksotiske fremmede
Det var næsten en selvfølge, at sorte mennesker kunne tjene penge ved at optræde som eksotiske fremmede. Albert Donovan var kommet til Danmark i 1887 som sømand, men han tjente til livets ophold ved at rejse rundt på Lolland og optræde som afrikaner i leopardskind og med et stort spyd. Han havde ringe om arme og ben og så meget afrikansk ud, men han følte sig absolut ikke som afrikaner.
Han blev gift med Caroline Jensen, og de slog sig ned på Nørrebro i København og fik tre børn. Donovan optrådte senere på diverse markeder som zulukriger, og da en bekendt ville hilse på ham under et af disse shows, måtte Albert hviske til ham: »Ike sige Folk, jeg dale Danske«.
Arbejdet som statist og optræden i diverse forestillinger var en mulig levevej for adskillige vestindere.
Et andet erhverv, hvor mørke og sorte tjente til livets ophold, var inden for musikken og selvfølgelig jazzen. Allerede fra 1920 finder man mørke og sorte musikere i Danmark, og Mackensie Batiste turnerede ligefrem med sit orkester. Han var kommet til Danmark i 1912 og blev dansk gift.
En anden var Joseph Brown, der stammede fra Sankt Croix og i første omgang havnede i Tyskland i begyndelsen af 1900-tallet. Han kom derefter til Danmark og fik dansk statsborgerskab og aftjente sin værnepligt i marinen.
Han optrådte som statist i Det Kongelige Teaters berømte forestilling »Aladdin« i 1919, og da han fik andre job af den type, blev han, efter eget udsagn, kaldt »Negeren fra Det Kongelige Teater«.
Senere rejste han rundt med diverse cirkusgrupper. Joseph Brown var såre musikalsk og turnerede også med sit eget jazzband: »Mr. Brown Band«.
Barnepiger og tjenestepiger
En del sorte kvinder fik arbejde som barnepiger og tjenestepiger. Ofte havde de passet børn for danske familier på De Vestindiske Øer og fulgte så med, når familien rejste hjem til moderlandet.
Per Nielsen omtaler 43 vestindiske tjenestefolk, og her finder man også Henriette Jensen, der har givet bogen sin titel. Hun hed oprindeligt Henriette Jacobs, var født i 1872 på Sankt Croix og kunne hverken læse eller skrive.
Henriette Jacobs’ mor havde været slave på en plantage. I 1896 kom hun sammen med en dansk familie som barnepige fra Sankt Croix til København, hvor hun blev gift med tømreren Jens Peter Jensen.
Men samlivet med Jens Peter Jensen endte i skilsmisse, og Henriette Jensen levede på forskellige adresser i København.
I 1936 fortalte hun om sit liv til Berlingske Tidende, og Per Nielsen skriver, at artiklen tegnede et smukt billede af Henriette Jensen, men et mindre smukt billede af danskernes behandling af den sorte kvinde.
Det var ikke noget nemt liv at være enlig sort kvinde i København. Henriette Jensen døde i 1945.
Foruden en række personlige skæbner giver Per Nielsen også en oversigt over generelle tendenser for vestinderne og for forholdet mellem dem og andre danskere. Men det er svært at generalisere om forholdet, fordi vestinderne var så få.
Mens Cyril Smith klarede sig godt, var Henriette Jensens beskrivelse af sit liv præget af en vis bitterhed, og hun fortalte, at folk kunne finde på at kalde hende »skidden Negerkælling«. Også Joseph Brown syntes, ud fra hans egne udsagn at dømme, at have klaret sig godt og være velintegreret.
Tidstypiske karikaturer
I tidens karikaturtegninger var der ofte en fordomsfuld skildring af sorte mennesker med tykke læber og primitivt udtryk, men det var jo, som Per Nielsen skriver, karikaturens karakter at overdrive menneskelige træk.
Ser man på Robert Storm Petersens tegninger af sorte mennesker, er der tale om noget, der kunne kaldes racistisk fremstilling, som var ganske tidstypisk. Men betyder det, at vi skal fjerne Robert Storm Petersen fra reolerne?
Per Nielsen undgår selv at gå ind i den betændte debat, men skriver, at tidens karikaturer måske meget godt viser, hvordan man opfattede sorte mennesker mand og mand imellem.
Samlet set, skriver Per Nielsen, var hudfarve og racespørgsmål abstrakte emner i den danske offentlighed, fordi der var så få mørke og sorte, at der ikke er eksempler på egentlig racetankegang. Der er derimod tegn på, at omverden betragtede vestinderne som først og fremmest danske borgere, og at ægteskab, socialklasse og nationen spillede en større rolle end noget så abstrakt som race.
Anden forskning har vist, at der i begyndelsen af 1900-tallet i visse kredse opstod en fjendtlig stemning over for polakker og østjøder, men hvis disse stemninger ikke ramte vestinderne, er det i sig selv interessant.
Det er en herlig bog, som Per Nielsen har skrevet, og der er forrygende fotografier fra både Nationalmuseets samlinger og private fotoalbum.
Titel: »Fru Jensen og andre vestindiske danskere«.
Forfatter: Per Nielsen.
Sider: 326, Pris: 348 kr.
Forlag: Nationalmuseets Forlag.
