Adskillige gange har jeg oplevet, hvordan »de små krigere« tyranniserer det fælles rum – og de ansvarlige står bare og smiler

Kulturkommentar: En tiltagende mængde passive forældre har skabt en hel generation af skrigende yngel, der ikke evner at opholde sig i det fælles rum. De voldsomt enerverende børn har nu fået deres helt egen betegnelse, og de er ved at bemægtige sig landets kulturinstitutioner, skriver Berlingskes litteraturredaktør, Søren Jacobsen Damm.

»Hvis børneforældre ønsker at leve i en daglig opsætning af »Fluernes herre« i eget hjem, så velbekomme. Men der opstår i den grad problemer, når disse »små krigere« skal optræde i det offentlige rum, særligt på landets kulturinstitutioner.«, skriver Berlingskes litteraturredaktør, Søren Jacobsen Damm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scene fra »Fluernes herre«, 1962
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»HEY, vi er ikke hjemme i jordhulen!«

Min far kiggede altid meget bestemt på min bror og mig, når han udtalte sætningen, der for eksempel kunne falde i cafeteriet på bilfærgen »Romsø« anno 1980. Vi var i de indledende faser af et slagsmål, og beskeden var klar: Det kan godt være, at I opfører jer sådan derhjemme, men sådan opfører man sig ikke, når man er sammen med andre mennesker i det offentlige rum.

Vi spoler nu godt 40 år frem i tiden.

Tre Ronja Røverdatter-lignende søskende tyranniserer et stort udstillingslokale med en kæmpe kunstinstallation på Louisiana. Udover at man ikke kan høre den indspillede kunstners stemme for det abelignende skrigeri, skal man samtidig døje med deres passive forældres filurkatteagtige-smil, der signalerer, »er vores utæmmede børn ikke bare frie og skønne?« Først da djævleynglen begynder at klatre på installationen, tillader de vægelsindede vagter sig at gribe ind. Efter lidt yderligere skrigeri i tonelejet »lige under lyden af negle revet ned over en kridttavle« forsvinder ego-familien med en fornærmet mine.

Kunst for alle

Officielt er kunsten i tiltagende grad blevet demokratiseret de seneste årtier. Ethvert museum og enhver koncertsal gør sig kolossale anstrengelser for at lokke et så bredt udsnit af befolkningen som muligt indenfor, hvilket kun er rimeligt, da store dele af kunsten i Danmark er støttet af midler, som de fleste af os bidrager til via skatten.

Det er en positiv udvikling. Den store kunst gør os klogere, mere indsigtsfulde og mere bevidste om os selv som individer og som en del af menneskeheden. Kunsten bør optimalt set være tilgængelig for alle, men der er åbenlyst en tiltagende mængde af forældre og dermed deres børn, der ikke forstår de helt grundlæggende regler for, hvordan man gebærder sig i det offentlige rum.

Den lille kriger

I december havde Politiken en artikel om »Den lille kriger«. Den omhandlede såkaldte »viljestærke børn«, som ofte blev – det var artiklens påstand – misforstået som grænseløse og uopdragne. De fleste af os kender nok sådan et barn. Og ja, der findes grangiveligt et fåtal af børn, der af forskellige ulykkelige årsager er uden for pædagogisk rækkevidde. Personligt ser jeg dog nærmere tendensen som et udtryk for en slap forældregeneration, der ikke magter at sætte grænser for deres unger. Ideen om »den lille kriger« er således en belejlig term, der kan købe den moderne og inkompetente forælder fri af sit ansvar.

Hvis den enkelte børnefamilie ønsker at leve i en daglig hysterisk opsætning af »Fluernes herre« i eget hjem, så velbekomme. Men der opstår i den grad problemer, når disse »små krigere« skal optræde i det offentlige rum, særligt på landets kulturinstitutioner.

Min seneste oplevelse med nutidens grænseløse yngel var på Statens Museum for Kunst, hvor jeg så en udstilling med den italienske 1700-tals-kunstner, Piranesi. Med vanlig opgivenhed mente museet åbenbart ikke, at selv en kunstner af Piranesis kaliber kunne fænge de besøgende. Midt i udstillingen var placeret en stor spejllabyrint. På indgangen hang et skilt, der opfordrede til, at man »bevægede sig forsigtigt«. Uheldigvis havde SMK besøg af et hold »små krigere«, der løb skrigende rundt i labyrinten. Forældrene så bare passivt til, og vagterne smilte forlorent og konfliktsky. Hvorfor er der ingen, der siger stop? Hvornår blev det legitimt helt at opgive at lære sine børn at begå sig i det fælles rum, særligt i de rum, hvor vi andre gerne går hen for at fordybe os og reflektere?

Men børnene bærer naturligvis ikke ansvaret alene, det ligger primært hos de pacificerede forældre, som ofte opfører sig præcist lige så infantilt som eget afkom.

Meditationschips

En ven fortalte mig, at hun for nylig var til en teaterforestilling, som jeg også overværede på et andet tidspunkt. Under forestillingen spiller en soloartist Bachs berømte komposition »Goldbergvariationerne«, mens der læses digte op, og publikum ligger på gulvet på madrasser. Det var en meget fin og meditativ forestilling, hvor en snorkende sidemand var mit eneste ankepunkt.

Min ven oplevede dog et par dage senere, hvorledes en hel familie, liggende på gulvet, talte livligt under hele forestillingen, mens de delte en pose chips! Hvordan Helgoland kan voksne mennesker tro, at det er en acceptabel adfærd til en forestilling af den her karakter? Det var jo ikke børneteater. Hvordan kan man være så egocentreret, så ligeglad med andres oplevelse? Det virker, som om vi efterhånden alle, døgnet rundt, lever i jordhulen.