5.000 tog til koncert næsten uden smitte. Men det er ikke realistisk at gøre det samme på Vega

Kun seks ud af 5.000 blev smittet med covid-19 til stort indendørs koncerteksperiment. Det er interessant, mener direktøren for det københavnske spillested Vega. Alligevel har han svært ved at se, hvordan Vega skulle kunne gøre det samme.

Den 27. marts 2021 var 5.000 tilskuere til koncert med det lokale band Love of Lesbian. Barcelona-koncerten var den største i Europa i over et år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lluis Gene/AFP/Ritzau Scanpix

Med de rigtige coronatiltag kan man gøre sig forhåbning om at samle tusindvis af mennesker til indendørs koncerter. Det er dog ikke uden store omkostninger.

I sidste uge kom det frem, at næsten ingen blev smittet med covid-19 til et stort indendørs koncerteksperiment i Barcelona i marts. 5.000 tilskuere var til stede under koncerten med rockbandet Love of Lesbian, og der var ikke nogen særlige krav om afstandtagen. Til gengæld har arrangørerne bag gjort brug af en række andre tiltag.

Spillestedet Palau Sant Jordi, som er den spanske storbys største indendørs koncertsted, kan normalt huse 18.000 gæster. Dermed var mindre end en tredjedel af kapaciteten udnyttet. Samtidig var stedet blevet desinficeret, inden nogen blev lukket ind, og der var sørget for rigelig og konstant ventilation.

Ved indgangen blev mundbind af den professionelle ffp2-type udleveret. Dem skulle koncertgængerne have på alle andre steder end området omkring baren.

Sidst, men ikke mindst fik samtlige deltagere kort inden koncerten taget en antigentest, som skulle være negativ og fremvises sammen med billetten.

Kun seks af de 5.000 deltagere testede efterfølgende positiv for covid-19. Heraf har fire med sikkerhed pådraget sig virussen i en anden forbindelse, kunne forskerne bag forsøget fastslå.

Dermed var risikoen for at blive smittet faktisk større i det omkringliggende Barcelona end til selve koncerten.

Økonomien er stram nok i forvejen

Steen Jørgensen, der er direktør for spillestedet Vega i København, har fulgt lignende forsøg i både Tyskland og Holland og kalder forsøget for »interessant«. Alligevel har han svært ved at se, hvordan det københavnske spillested ville kunne inkorporere det spanske forsøgs forebyggende initiativer.

»Der er enormt meget økonomi og logistik i de tiltag. Vi overvejer, om vi kan tilbyde vores publikum test, men den testfacilitet ville blive enormt dyr,« siger han.

»Økonomien er stram nok i forvejen med de restriktioner, der er,« siger Vega-direktør Steen Jørgensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg.

Samtidig ville Vega ikke kunne sælge flere billetter, end de gjorde ved de siddende koncerter i efteråret, hvis de kun må udnytte en tredjedel af deres kapacitet. Allerede dengang fik koncertsalene en hovedrengøring mellem hvert arrangement – og gæster, der havde glemt at medbringe mundbind, kunne købe et i døren til en flad femmer.

At tilbyde det professionelle ffp2-mundbind til tusinder vil dog hurtigt blive en stor ekstraudgift, siger Steen Jørgensen:

»Økonomien er stram nok i forvejen med de restriktioner, der er. Vi er indstillede på at gå ind i stort set hvad som helst, men beslutningstagerne skal tage stilling til, hvem der skal betale de omkostninger.«

Måske vil det kræve beredvillighed fra koncertdeltagerne til at betale en ekstra udgift, mener Vega-direktøren.

»Måske kunne man tilbyde det som en pakkeløsning: Køb en test og en cocktail for 195 kroner.«