5 stjerner til bog af Per Stig Møller om sommeren 1945: De ansvarlige viste sig i sidste ende at være de uansvarlige

Per Stig Møllers »Sommeren 1945« er en stofmættet og indsigtsfuld gennemgang af de moralske og politiske dilemmaer i under besættelsen og i tiden, der fulgte. Han ender med en klar dom over de samarbejdspolitikere, hvis intentioner han forstår, men som endte som de »uansvarlige«.

Portræt af den tidligere udenrigsminister Per Stig Møller. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen

De moralske kridtstreger zigzaggede under besættelsen. De dannede et så indviklet mønster, at det for eftertiden blev svært at se, om det forestillede noget som helst, og dét hang grundlæggende sammen med, at krigens udvikling fik stregernes forløb til at ændre retning. Hvor man i krigens første fase troede, at tyskerne ville vinde, og derfor holdt med  Tyskland og samarbejdede, så betød tyskernes stadigt tydeligere nederlag, at den danske befolkning i øget omfang støttede passiv eller aktiv modstand, og at politikere og embedsmænd også blev presset til at ændre politik.

Befolkningen  støttede samarbejdet

Om denne vanskelige tid, der efterlod en syndflod af uløste politiske og moralske dilemmaer, som vi stadig i nutiden diskuterer heftigt, har Per Stig Møller skrevet bogen »Sommeren 1945. Fra overmod til mismod.« Med baggrund i nylæsning af avisartikler, romaner og historisk litteratur tager Per Stig Møller os på en stofmættet tur gennem de store debatter, man havde i 1945, men som aldrig blev afsluttet.

For hvad skulle man stille op med en samarbejdspolitik, der allerede i 1930erne havde vist sig at gavne Tyskland, og som befolkningen havde støttet helt frem til midten af 1943? Hvis samarbejdspolitikerne skulle stilles for retten for at have samarbejdet med og styrket den tyske besættelsesmagt, så ville der blive trængsel på anklagebænken, hvor man i så fald skulle presse 90 procent af befolkningen ind. Modstandsmanden Svend Baastrup Thomsen sagde det helt klart i et interview i maj 1945, som Per Stig Møller citerer: »Næsten alle anså modstand for håbløs og sabotage for en uting. Det var næsten umuligt at få nogen til at huse en engelsk flyver ...«

Og da tyskerne så var ved at tabe, og befolkningen skiftede holdning, så efterlod det alle, med undtagelse af mange frihedskæmpere, med et forklaringsproblem, som man forsøgte at feje ind under gulvtæppet ved bl.a. at dømme de danske SS-folk, som havde meldt sig til SS-tjeneste på regeringens opfordring, eller de »værnemagere«, som havde solgt løs til tyskerne med myndighederne billigelse. Jo, det var et juridisk galehus, som den jødiske overretssagfører og formand for den jødiske menighed C.B. Henriques sagde, da han i retten forsvarede en forretningsmand, der havde solgt varer til tyskerne. Forretningsmanden blev dømt, men ingen af politikerne, der havde sanktioneret salg, endte i retten.

Et moralsk galehus

Men galehuset var ikke blot juridisk, men moralsk, og det var måske endnu værre. Man havde i 1930erne og 1940erne udvist fremmede jøder og endda overgivet 20 af dem til den nazistiske dødsmaskine. I oktober 1943 var alle med til at frelse jøderne, men efter 1945 havde politikerne travlt med at skaffe sig af med de statsløse jøder igen. Også efter krigen zigzakkede man.

Kommunisterne havde fra 1939-1941 samarbejdet med tyskerne, og kommunisternes leder, Aksel Larsen, havde tordnet mod Frankrig og Storbritannien og støttet Stalin. Siden havde kommunisterne ydet en formidabel indsats mod tyskerne i frihedskampen, men var kommunisterne de rette til at stille sig anklagende op i retssalen og fordømme samarbejdspolitikerne eller andre?

Ledende politikere som statsminister Vilhelm Buhl havde opfordret danskerne til at angive sabotører, men efter krigen blev en dansker dømt i retten og fik fem års fængsel for netop at angive en sabotør. Buhl slap ikke alene fri, men blev statsminister i frihedsregeringen i 1945.

Aviserne havde uden undtagelse fulgt regeringens linje, støttet samarbejdspolitikken og manet til, at man afholdt sig fra sabotage og uroligheder. Men da krigen var slut, var aviserne de første til at råbe på strenge straffe til  nazister, værnemagere og andre. Kong Christian X havde i 1943 advaret ungdommen mod at tilslutte sig aktiv modstandskamp og advaret mod »uansvarlige elementer« - altså frihedskæmpere. Men efter krigen hyldede man ham som det nationale symbol, der forenede danskerne i kampen mod tyskerne. Hykleriet ville ingen ende tage.

Og sådan kan man fortsætte beskrivelsen af de modsætninger og dilemmaer, der tydeligt viste sig i befrielsessommeren. Per Stig Møllers bog gennemgår mange af disse dilemmaer, og han sørger med korte slutsætninger for, at læserne ikke er i tvivl om hans egen holdning. Men først og fremmest viser Per Stig Møller, hvor vanskeligt det var for de fleste danskere og politikere at finde ud af, hvor de moralske kridtstreger gik og førte hen. Der var selvfølgelig folk med helt rene hjerter, som en række frihedskæmpere, søfolk i allieret tjeneste, politikere som Frode Jakobsen og John Christmas Møller, der havde tilsluttet sig modstandsbevægelsen, men de fleste danskere og politikere havde tilsluttet sig samarbejdet med tyskerne og efter regeringen 29. august 1943 gik af søgt andre holdninger.

Skal Scavenius have en vej opkaldt efter sig?

Centralt i skildringen står udenrigsminister og senere statsminister Erik Scavenius, der mere end nogen anden kom til at personificere dansk samarbejdspolitik, og som stadig kan bringe følelserne i kog, som når nogen f.eks. foreslår at opkalde en vej efter ham. Men gjorde han andet end at tjene landets interesser ved at samarbejde med tyskerne, som et klart befolkningsflertal ønskede det? Da regeringen i 1943 gik af, overtog departementcheferne under ledelse af udenrigsministeriets chef, Nils Svenningsen, landets styre og fortsatte reelt samarbejdspolitikken, men kan nogen bebrejde Svenningsen det? Tjente han og Scavenius ikke blot landets interesser?

Per Stig Møller diskuterer i det afsluttende kapitel, om samarbejdspolitikerne og embedsmændene viste sig at være ansvarlige. Han kan følge dem et langt stykke ad vejen, men ender i sidste ende med en klar dom:  »De ansvarlige viste sig i sidste ende at være de uansvarlige«.

Per Stig Møller nævner det forhold, at både Erik Scavenius og Nils Svenningsen gik længere, end de behøvede. Erik Scavenius og hans hustru, Alice, plejede således venskab med det tyske sikkerhedspolitis chef, Karl Heinz Hoffmann, der ledede jødeaktionen og den tyske modterror og godkendte Gestapos brutale forhørsmetoder. Han blev efter krigen fængslet i Tyskland, hvor han fik besøg af Erik og Alice Scavenius, i hvis hjem han ofte var kommet under besættelsen. Både Erik Scavenius og Nils Svenningsen var også villige til at støtte den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, efter krigen i de retssager, der blev ført mod ham, og de fortsatte med at korrespondere venskabeligt med ham. Det var på et tidspunkt, hvor ingen kunne være i tvivl om, at Hoffmann, Best og andre havde blod på hænderne.

Dette forhold åbner for en anden vurdering af Scavenius og Svenningsen end blot billedet af dem som folk, der måtte gøre det beskidte arbejde, som de fleste danskere ønskede, at de gjorde. De var involverede i et samarbejde, der stak dybere end blot nationens frelse. Måske forstod de aldrig nazismens dæmoni? Historikere har som regel skildret Erik Scavenius som en venneløs, men begavet mand, der snedigt spillede tyskerne. Sandheden er nok nærmere, at han havde venner som Werner Best og Karl Heinz Hoffmann, og at han selv blev spillet af Werner Best, som var en mere snu strateg, end han selv var.

Det internationale perspektiv

Mange danske historikere har argumenteret med, at de danske samarbejdspolitikere – den danske geografi og Tysklands styrke taget i betragtning – ikke kunne gøre andet end samarbejde. Anlægger man en national vinkel på begivenhederne, førte de danske samarbejdspolitikere og embedsmænd den politik, de mente var bedst for nationen.

Men anlægger man et internationalt perspektiv, svigtede politikerne både politisk og moralsk, fordi de styrkede Tyskland ved at eksportere fødevarer og samarbejdede, så tyskerne kunne undvære soldater i Danmark og indsætte dem i andre lande, hvor der var en reel modstand. Per Stig Møller kommer kun sporadisk ind på det internationale aspekt, men holder sig til det nationale.

Bogen er fyldt med kendte og ukendte menneskers skæbner, og det er en fryd af følge Per Stig Møllers nuancerede beskrivelse af de politiske kampe, der prægede landet i 1945. Der kan ikke sættes mange pletter på hans vurderinger, men han misforstår kritikken af TV-serien »Matador«. Han refererer modstandsmanden Svend Truelsen for at sige, at mange professorer og læger blev involveret i den illegale kamp efter jødeaktionen i oktober 1943, og han skriver, at dette viser, at man ikke ramte helt forkert i »Matador«, da man lod den stilfærdige læge i Ove Sprogøes skikkelse tage affære for at redde den jødiske bankmand til Sverige. Men Per Stig Møller husker kritikken  forkert. Det var ikke, fordi Ove Sprogøe var læge, at kritikken blev fremsat, men fordi denne læge var radikal, og fordi det var sælsomt at se en radikal læge som aktiv modstandsmand, når vi ved, at de radikale var ivrige samarbejdsfolk og sjældent modstandsfolk.

Per Stig Møllers bog kan varmt anbefales.

Cover Fold sammen
Læs mere
Foto: Forlag.

Sommeren 1945. Fra overmod til mismod

Forfatter: Per Stig Møller Sider: 504 Pris: 299,95 kr Forlag: Kristeligt Dagblads Forlag