Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Den standhaftige konge

Det kræver mod at kalde ondskaben ved rette navn og bekæmpe den, men det var to egenskaber, som kong Christian X besad. Det gør ham til en af de få, tapre modstandsmænd, vi bør mindes i dag.

Kong Christian X på et af sine daglige ridt gennem København under Besættelsen. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Når vi 4. maj om aftenen sætter lys i vinduet, og næste dag flager for Danmarks befrielse, mindes vi først og fremmest modstandsfolkene, der trodsede politikernes advarsel mod sabotage og kæmpede for et frit Danmark.

En af dem, der sjældent fremhæves i Mindelunden, når en toppolitiker eller statsministeren holder årets mindetale, er Christian X. Kongens valgsprog var »Min Gud, mit Land, min Ære«. Som den militær- og modstandsmand, han var, levede han op til sit valgsprog på linje med de få, der egenhændigt udøvede sabotage mod tyskerne i de mørke år under Besættelsen.

Politikernes holdning til modstandsbevægelsen kan bedst opsummeres i det »cirkulære«, som socialdemokraterne udsendte 2. september 1943 til Socialdemokratiets organer og fagbevægelsen. Her forsvarede den konstituerede formand Alsing Andersen samarbejdet med den tyske besættelsesmagt. Han kaldte modstandsbevægelsen for ansvarsløse »chauvinister og kommunister«. Chauvinister var dengang et nedsættende ord for konservative, og Alsing Andersen fremhævede da også John Christmas Møller, formanden for Det konservative Folkeparti, som den eneste i cirkulæret:

»Gennem tre år viste vor politik sin berettigelse og sin holdbarhed. Målet at skåne vort land og folk for krigstidens ulykker nåedes så vidt, at ingen anden politik kunne have givet et blot tilnærmelsesvis lige så godt resultat. Og således kunne det sikkert have fortsat indtil krigens slutning til gavn for det danske samfund og for hvert enkelt medlem af vort lands befolkning. Men denne vej frem er blevet undermineret af Christmas Møllers agitation i radioen i forbindelse med den koalition af chauvinister og kommunister, der ansvarsløst og skjult har søgt at mistænkeliggøre samarbejdets mål og midler og at fremkalde en anden mentalitet i dele af befolkningen.« Kong Christian X blev naturligvis ikke nævnt i cirkulæret, selvom han ligesom Christmas Møller havde en ganske anden opfattelse af Besættelsen end regeringen.

Det var ikke første gang, at kongen var på koalitionskurs med den siddende regering. Hans modvilje mod Grundloven af 1915, salget af De Vestindiske Øer i 1917 og forsvarspolitikken, hvor kongen ikke overraskende havde andre synspunkter end regeringen, er velkendt. Den radikale regering, der tiltrådte i juni 1913, blev da også først dannet efter, at ministrene havde accepteret kongens betingelser: Der skulle tilstræbes balance mellem statens indtægter og udgifter, og de måtte ikke røre ved forsvarsordningen. Alligevel blev forholdet til regeringen aldrig godt.

Da Første Verdenskrig var overstået, skulle Sønderjyllands genforening med Danmark fastlægges. Det blev startskuddet til den såkaldte påskekrise. Christian X endte efter en dramatisk samtale med statsminister C. Th. Zahle 30. marts 1920 med at afskedige hele regeringen. Forløbet af påskekrisen er meget omdiskuteret blandt historikere, men som vi ser det, handlede Christian X i god tro og med et oprigtigt ønske om en grænseændring, som den radikale regering hele tiden havde foragtet og ignoreret. Det efterfølgende valg viste også, at kongen havde befolkningens opbakning. Ved et jordskredsvalg forøgede blå blok stemmeandelen fra 49 pct. ved sidste valg i 1918 til 60,6 pct. Rød blok fik kun 37,7 pct., og kongens statskup endte i hans favør.

Vi ved fra Knud V. Jespersens fremragende »Rytterkongen« (Gyldendal, 2007), at Christian X ligesom Christian IV var stærkt religiøs og overbevist om, at hans mission i livet var at sikre Danmarks skæbne og forsvare nationen. Derfor kom han heller ikke godt ud af det med radikale ministre i Staunings regering fra 1929, som dengang var erklærede antimilitarister, der ikke ville forsvare Danmark. Da Danmark blev besat 9. april 1940, sagde han efter sigende om morgenen til den radikale udenrigsminister P. Munch: »Så er det endelig lykkedes Dem at køre denne nation i sænk«. Da Danmark havde kapituleret, illustrerede Christian X tydeligere end nogensinde sin modstand mod samarbejdspolitikken ved sin daglige ridetur gennem København. Med den manede kongen ikke kun til besindighed hos tyskerne, der trods alt havde en vis respekt for den gamle konge og frygtede en ukontrollabel situation fra danskernes side, hvis der blev krummet et hår på Christian X’s hoved. Han bibragte også tryghed hos en befolkning, hvis folkevalgte politikere havde kapituleret både militært og moralsk, og allerede et år inde i Besættelsen diskuterede Danmarks rolle i en storeuropæisk planøkonomi med Nazi-Tyskland som centrum.

Det er formentlig også årsagen til, at frigivne SOE-papirer vedrørende Christian X viser, at englænderne i samarbejde med modstandsbevægelsen opgav planer om at bortføre kongen for næsen af tyskerne – som man var bange for, ville komme først. I »Hvem var fjenden« (Journalernes Bogforlag, 2004) fremgår det, at englændernes skrinlagte planer kunne iværksættes, hvis tyskerne iværksatte deres planer om at bortføre kongen for at knægte modstanden mod besættelsesmagten.

Kongens moralske og ikke mindst økonomiske støtte til især modstandsgruppen Dannevirkes arbejde må have været en torn i øjet på samarbejdspolitikerne, der foretrak den mere medgørlige kronprins. Og hvis de troede, at hans tyskfødte dronning Alexandrine kunne opbløde den gamle konges modstand, tog de fejl. Hun var nærmest antitysk, og da hendes nevø, arvestorhertug Franz Friedrich af Mecklenburg kom til København i 1940 som legationssekretær, fik han klart at vide, at hans tilstedeværelse ved hoffet var uønsket, og at alle familiære forbindelser var udelukket under Besættelsen. Det var Christian X selv, der meddelte dette til statsminister Stauning.

Christian den X’s tilstedeværelse i det besatte Danmark og hans evne til at samle befolkningen om viljen til modstand kan ikke overvurderes. Den var afgørende for englændernes ønske om en effektiv modstand og sabotage i Danmark og befolkningens velvilje over for modstandsfolkene. Men kongens mest heltemodige stund var alligevel i forhold til de danske jøder.

Kongens forhold til de danske jøder havde altid været tæt. Han var den første konge, der besøgte synagogen, da han i april 1933 deltog i synagogens 100 års jubilæum. Han blev faktisk advaret mod at deltage i lyset af Hitlers nye regering i Berlin, men svarede: »Er De rigtig klog, mand. Nu er der dobbelt grund for mig at komme«. Støtten forblev upåvirket af Besættelsen og under et møde med Vilhelm Buhl, der få måneder senere overtog statsministerposten, der er gengivet i »Min fars flugt« (Berlingske, 2013), foreslog kongen, at hvis danske jøder som i andre europæiske lande blev bedt om at bære Davidstjernen på tøjet, mente kongen, at vi bedst imødekom kravet ved, at alle bar Davidsstjernen. Finansministeren indskød, at det jo altid var en udvej. Det blev imidlertid aldrig aktuelt. Til gengæld kom kongen fortsat løbende i synagogen for at vise sin solidaritet, ligesom det for nylig kom frem i en afhandling af den dansk-israelske historiker Dan Kaznelson, at kongen gav penge til jødetransporterne i 1943.

Det kræver mod at kalde ondskaben ved rette navn og bekæmpe den. Det er to discipliner, der gør kong Christian X til en af de få, men tapre modstandsmænd, vi bør mindes i dag. Vi tror, at hans stålsathed var smittende og med til, at danskerne i 1943 sikrede de fleste jøders overlevelse og flugt til Sverige trods en brutal besættelsesmagt. Den skelsættende aktion i 1943 står i skærende kontrast til angrebet 14. februar i år, hvor suveræne myndigheder ikke var i stand til at sikre jøder mod et meget lille mindretal.