Forleden fik jeg en frustreret SMS fra en god veninde.
»Åh«, sukkede hun, »nu har jeg brugt flere timer på at fatte de dødsyge regler om boligskat, men det giver ikke rigtig mening.«
Jeg svarede, at det skulle hun ikke lade sig gå på af. Sådan er der nok mange, der har det.
»Godt,« lød det, »for jeg føler mig lidt som en tåbe.«
Som så mange andre af landets boligejere sidder hun i en situation med svære overvejelser. Hvad kommer de nye ejendomsvurderinger og den nye boligskat til at betyde for mig?
Skal jeg købe?
Skal jeg sælge?
Hun er ikke den eneste, der kan få hovedpine af spørgsmålet om landets boligskatter. Det kan de politikere, som sætter rammerne, også.
Boligen er for mange mennesker den største investering, man foretager i hele sit liv. Det har enorm betydning for ens privatøkonomi. For ens formue. For de rammer, der er om familielivet.
Derfor er den også blandt de mest giftige, svære og dilemmafyldte emner, der overhovedet findes i dansk politik.
Spørg bare Uffe Ellemann-Jensen (V), der slog sig voldsomt på spørgsmålet om boligpolitik under valgkampen i 1998. Hvem ved; måske kostede det ham endda magten?
Eller spørg hans efterfølger, Anders Fogh Rasmussen (V), der opfandt skattestoppet og dermed, har det lydt fra flere analytikere, byggede en helt ny vælgerbase på tværs af normale skel i dansk politik.
Da denne valgperiode gik i gang i 2015, var der derfor heller ingen tvivl om, at den måske sværeste sag, der overhovedet var på dosmersedlen, netop var landets boligskat.
Det gamle system var endt i et sandt mareridt.
Ejendomsvurderingerne, som lå til grund for skatterne, var forkerte.
Skattestoppet skævvred landet. Mellem ejere af lejligheder og huse. Mellem landsdele. Og mellem dem, der havde fået foden indenfor i det forjættede boligland og dem, der ikke havde.
Samtidig bidrog skattestoppet ifølge adskillige analyser til at overophede boligmarkedet op til den finanskrise, som trak tæppet væk under vores økonomi og arbejdsmarked.
Groft sagt ville det derfor være både ulovligt, urimeligt og uansvarligt at lade systemet fortsætte.
Svær balance og mange hensyn
Hvad der skulle sættes i stedet, var derimod alt andet end oplagt.
En lang række nationaløkonomiske, geografiske, sociale, ideologiske, partimæssige og strategiske faktorer var på spil, og onde tunger vil hævde, at det afspejler sig i det resultat, som kom ud på den anden side.
Trods tværgående ambitioner om et mere enkelt skattesystem har man skabt en politisk labyrint, som de færreste til fulde kan overskue.
På én gang afskaffer man skattestoppet, man ruller nye ejendomsvurderinger ud over hele landet, og man opfinder en række stødpuder, der vidner om behovet for politisk livsforsikring.
Skatterabat. Aflyste grundskyldsstigninger. Forsigtighedsprincip. Indefrysninger.
Nogen perfekt løsning synes de færreste politikere, at det er. Til gengæld var det så dét.
Var det ikke?
Nej, det var det ikke.
På Christiansborg lever de fleste toppolitikere stadig med bevidstheden om, at det svære slet ikke er overstået, og flere begivenheder har på det seneste fået det til at ulme.
Først måtte skatteministeren erkende, at tidsplanen ikke holder, og at de 1,7 millioner nye juridisk bindende ejendomsvurderinger, som skulle have været sendt ud over landet i 2019, ikke er klar.
I stedet kommer de først fra midten af 2020 og frem.
Dernæst måtte skatteministeren i denne uge også erkende, at selve lovgivningen, som skal danne grundlag for de nye skatter, heller ikke kan blive vedtaget efter planen. Det er nu skubbet til efter valget.
Tidsplanen skrider. Og politikerne står nu i et svært dilemma.
For hvordan kan det på ene side være rimeligt, at danskerne kun får ganske få måneder, fra de i midten af 2020 modtager deres nye ejendomsvurderinger, til de nye skatteregler træder i kraft, når nytårsfyrværkeriet skyder 2021 i gang?
De får ualmindeligt svært ved at nå eventuelt at sælge deres nuværende bolig og købe en ny, inden fristen udløber.
Er det virkelig sådan, en stat agerer over for sine borgere? Og så i et spørgsmål, hvor der er så meget på spil?
Nej, vel?
Jamen, så må man jo skubbe de nye boligskatter, må man ikke?
Måske. Eller måske ikke.
Udfordringen er nemlig, at man med samme mængde patos også kan argumentere for det stik modsatte. Nemlig, at en udskydelse af de nye skatter ville være mere problematisk:
For skal man virkelig forlænge den enorme usikkerhed, som allerede nu hænger over boligmarkedet, med yderligere et eller to år?
Det kan vel ikke være rimeligt, at staten skaber en situation, hvor tusindvis af mennesker svæver i en usikker situation så længe?
Stadig usikkerhed
Taler man med centrale kilder, lyder vurderingen, at det mest realistiske er, at man kommer til at udskyde de nye boligskatter. Enten fordi man vurderer, at det trods alt er det mindst ringe. Eller fordi man bliver tvunget til det, fordi de nye vurderinger ikke er klar.
Men nogen nem beslutning bliver det altså ikke.
Og panderynkerne stopper ikke der.
Gennem de seneste år har adskillige mennesker været beskæftiget i en særlig afdeling i Skatteministeriet med det ene formål at udvikle et nyt IT-system, som skal lave mere retvisende ejendomsvurderinger og dermed sikre, at de enorme milliardbeløb, som opkræves i skat, rent faktisk opkræves lovligt.
Systemet er ikke færdigt, og udviklingen rummer stadig »betydelige risici«, som Skatteministeriet sagde i oktober. Og selv, når systemet faktisk er færdigt, vil det ifølge eksperter på området fortsat være et reelt spørgsmål, om det nye system bliver meget mere præcist end tidligere.
Og om de danske boligejere derfor overhovedet kommer til at føle en større grad af rimelighed i fremtiden.
Når en ny skatteminister en dag skal sætte strøm til de intelligente computere, som skal være grundlaget for fremtidens boligskat, vil det derfor være med visheden om, at det kan blive genstand for meget kritik og mange problemer i årevis derefter.
Men det vil også være med visheden om, at det er svært at se et alternativ.
Alt det kommer vi til at høre meget om. Men vi kommer næppe til at høre særlig meget de næste måneder.
Danskerne skal snart stemme. Og indtil de har bestemt, hvem der skal have ansvaret, handler det om at flyve så lavt som overhovedet muligt.
Kasper Kildegaard er Berlingskes politiske korrespondent
