Pandora-aktien får nye prygl: Fra slem til værre

Pandora er faldet over 70 pct. siden sin top i 2016, og analytikerne sænker deres kursmåling og anbefalinger på stribe.

Smykkeselskabet Pandora kommer med regnskab for de første seks
Carnegie har sænket sit kursmål på Pandora-aktien til 200 kroner. Arkivfoto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Der er ingen tegn på oprejsning for Pandoras aktie, og tirsdag får den hårdt pressede smykkevirksomhed igen klø på børsen.

Aktien falder 5,2 pct. til 274.7 kroner og lider dermed det største tab i eliteindekset C25. Pandora er nu faldet 60 pct. det seneste år, og har tabt 72 pct. siden sin top på knap 1.000 kroner i 2016.

Tirsdagens rundbarbering kommer efter en ny runde af nedjusteringer fra analytikerne, der ser mere og mere negativt på aktien. Carnegie har blandt andre sænket kursmålet på Pandora til 200 kroner fra 325 kroner og gentaget sin salgsanbefaling. Det betyder, at den danske bank vurderer, at aktien kan falde yderligere 27 pct.

»Momentum er så skidt, at vi muligvis vil se franchisebutikker lukke inden udgangen af året,« skriver Carnegie, som ifølge Ritzau vurderer, at udviklingen er gået fra slem til værre.

»Vi har behov for at se en væsentlig forbedring i det sammenlignelige salg (LFL), men vi er overbevist om, at første kvartal vil vise det modsatte,« skriver banken i en rapport.

Carnegie forventer, at modvinden vil fortsætte hos Pandora og har derfor sænket sine forventninger til indtjeningen per aktie med ti pct. i 2019.

Nedjusteringer på stribe

Carnegies negative udmelding kommer, efter at den amerikanske storbank Morgan Stanley i sidste uge skar kursmålet på Pandora til 330 kroner fra 365 kroner og beholdt sin »ligevægt«-anbefaling. Tidligere i april sænkede SEB kursmålet til 235 kroner fra 275 kroner, mens Nykredit ændrede sin anbefaling til »sælg« fra »hold.«

Der er dermed langt fra de glade Pandora-dage i årene efter 2012, der bød på tocifrede vækstrater og en højtflyvende aktiekurs. Ledelsen forsøger nu med den toårige »Programme Now«-omstruktureringsstrategi at vende det faldende salg og indtjening.

En af de væsentlige udfordringer, som Pandora står over for, er manglen på vækst i det såkaldte like-for-like-salg, hvilket dækker over udviklingen i salget ud af de butikker, der har eksisteret i mere end 12 måneder.

I 2018 dykkede omsætningen i de eksisterende butikker med fire pct. samtidig med, at overskudsgraden faldt i forhold til 2017.

Pandora kommer med regnskab for første kvartal 7. maj.