Nu kommer årets værste aktiemåned: Skal du købe eller sælge i september?

Sommeren er slut, og kalenderen siger september. Det er traditionelt et varsel om et svagt aktiemarked, der tager et dyk, inden julespurten sætter ind. I år er aktiemarkedet tilmed i rekordniveauer, hvilket gør investorerne ekstra sårbare over for »september-effekten«.

Efteråret er på vej, og historisk er det et varsel om en aktienedtur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Danish Ismail/Reuters
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det føles måske ikke sådan lige nu, men vi er kommet ind i årets allerdårligste måned for aktier.

Kigger man på både de amerikanske og danske indeks, viser historisk data, at det gennemsnitlige afkast for september ikke bare er negativt, men også langt under årets andre 11 måneder. Siden 2000 er det danske eliteindeks, C25, faldet i gennemsnit 1,7 procent i september, mens det toneangivende amerikanske S&P 500 indeks historisk er dykket 0,7 procent i årets første efterårsmåned.

I år falder den uheldige statistik tilmed sammen med et euforisk aktiemarked, der næsten dagligt slår rekorder og på globalt plan er oppe 15 procent siden nytår. Hastigheden på kursfesten rejser nu frygten for, at investorerne er ekstra sårbare på vej ind i den historisk svage september.

»Lad os være ærlige: Aktier kan ikke fortsætte op for evigt,« siger Ryan Detrick, chef for markedsstrategi hos LPL Financial Research, i en kommentar.

»Selvom denne aktiefest i 2021 har grinet ad næsten alle advarselslamper, skal vi stadig ikke glemme, at september historisk er den værste måned på året for aktier. Selv sidste år, midt under en kæmpe optur fra bunden i marts 2020, oplevede vi en næsten ti procent korrektion i midten af september.«

I september sidste år dykkede S&P 500-indekset ni procent på bare tre uger. Det var også på en rutsjebanetur i oktober, men er siden steget i næsten en lige linje og har indtil videre i 2021 præsteret 53 daglige kursrekorder.

»S&P 500 har ikke haft så meget som en fem procent-korrektion siden sidste oktober, og med aktier oppe mere end 100 procent siden marts 2020, skal investorerne være forberedte på et potentiel sæsonmæssigt fald. De gode nyheder er, at vi forbliver i den lejr, der tror, at aktier vil fortsætte med at stige, og investorer bør derfor bruge et hvert tilbagefald som en mulighed for at købe op,« tilføjer han.

Selvforstærkende effekt

Hvorfor aktier stadig er et godt køb, vender vi tilbage til, men først skal vi se nærmere på, hvad der traditionelt gør september til en dårlig aktiemåned.

Dette er blandt analytikere ikke én enkelt sandhed. I stedet peger de på en række årsager til »septembereffekten.« Nogle forklarer svagheden med, at investorerne er tilbage fra sommerferie og begynder at bekymre sig over væksten for resten af året. Andre siger, at det er store fonde, der lukker positioner, inden deres regnskabsår slutter med udgangen af september. En tredje forklaring er, at regnskabssæsonen nu er slut, og der derfor mangler nye grunde til at skubbe markedet højere, og investorerne i stedet vælger at tage profit.

Uanset hvad baggrunden er, kan selve visheden om, at »septembereffekten« eksisterer, være med til at forstærke den, forklarer Frank Øland, chefstrateg i Danske Bank.

»Hvis der er tilstrækkeligt mange investorer, der har den i baghovedet og er ekstra forsigtige i september, kan det selvfølgelig få en selvforstærkende effekt. Og så bliver det pludselig noget, man bør tage hensyn til og kigge nærmere på,« forklarer han.

Aktiefesten fortsætter

Trods den potentielt forestående nedtur er Frank Øland ikke bekymret for aktiemarkedet på længere sigt. Ligesom Ryan Detrick holder han til i den lejr, der forudser fortsat aktiefest, omend med lavere afkast end vi har set, siden coronakrisen begyndte.

»Det tempo, vi har set de seneste halvandet år, varer ikke ved, og vi skal nu vende os til mere »normale« afkast. Men det er stadig en række faktorer, der driver markedet opad, og en af de allervigtigste er nok dette mantra: TINA, there is no alternative. Der er ikke mange, der har lyst til at proppe deres penge i statsobligationer med det lave afkast, man får der. Hvis du vil have afkast, er der kun aktiemarkedet, eller noget, der er lidt mere illikvidt,« siger Frank Øland.

I øjeblikket giver de fleste statsobligationer i Europa og USA ekstremt lave eller negative renter. For eksempel ligger renten på en tiårig dansk statsobligation på minus 0,05 procent, mens den tilsvarende amerikanske er på 1,3 procent. Stillet over for valget mellem obligationer og aktier vælger mange investorer derfor det sidste.

Frank Øland forklarer, at den dynamik formentlig vil fortsætte resten af året, fordi de amerikanske og europæiske centralbanker endnu ikke er begyndt at rulle sine aggressive opkøbsprogrammer tilbage. I øjeblikket er der en masse spekulation om, at den amerikanske centralbank vil annoncere en nedtrapning ved sit pengepolitiske møde i september eller november. Uanset hvad vil der dog gå nogle måneder, før det bliver iværksat.

»Den amerikanske centralbank fortsætter i hvert fald henover efteråret med at købe obligationer for 120 milliarder dollar om måneden. Det holder hånden under aktiemarkedet. Samtidig tror jeg også, at økonomien vil fortsætte i et fornuftigt gear. Vi kommer fra buldrende genåbningsvækst, og nu skal vi vænne os til en mere normal højkonjunktur, men det er også okay for aktiemarkedet,« siger han.

Det betyder dog ikke, at Frank Øland ignorerer de potentielle alarmklokker på aktiemarkedet. I øjeblikket vil han holde fast i sin overvægt af aktier, men uden at købe yderligere op. I stedet vil han justere den i retning af nogle mere defensive aktier.

»Vi er meget opmærksomme på, at det ikke kan fortsætte opad i en uendelighed, og vi har allerede haft en lang optur. Så vores budskab er, at det ikke er nu, man skal tage yderligere risiko,« siger han:

»Hvis markedet så falder ti procent i september, er det afgørende at se på, hvorfor det er dykket, og om det så er blevet billigt? Hvis det er faldet ti procent, fordi vi har en ny coronavariant, der slår delta med flere længder i at være smitsom og skræmmende, er det måske ikke en god idé at købe op. Hvis faldet kommer, fordi markedet bare er lidt nervøst, så vil vi nok synes, at det er interessant.«