Middagsaktier: Grøn julestemning med Novozymes og Ambu i top

Arkivfoto: Novozymes i Bagsværd. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Det er et nyhedsfattigt marked, som de danske aktiehandlere er stemplet ind til mandag middag, hvor julefreden har lagt sig som en dyne over de finansielle markeder, der er kendetegnet ved lave volumener.

Ambu og Novozymes har iklædt sig grønt og indtager toppen af C25-indekset, mens medicinalaktierne Lundbeck og Novo Nordisk befinder sig i indeksets bund og i rødt.

Samlet set stiger C25-indekset ved middagstid 0,6 pct. til 1254,07.

»Der er ikke meget at berette, og selskabsmæssigt har der ikke været noget, som er værd at skrive hjem om. Vi følger lidt med op fra USA i fredags, og ude i Europa ligger de andre en smule lavere, men der er lidt likviditet i de danske aktier, og det er ikke en enkelt aktie, der trækker indekset. Det er bredt funderet med marginale minusser,« siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør i Sydbank, om dagens marked.

»Det er værd at holde lidt øje med, hvad der kommer af ordrer til Vestas i de kommende dage, men ellers er der næsten kun at sige om markedet i dag, at der er en fornuftig stemning under rimelig lav aktivitet,« tilføjer han.

Ambu stiger med 2,1 pct. til 111,65 kr. uden umiddelbart bagvedliggende nyt. Novozymes stiger med 1,6 pct. til 325,10 kr.

Mandag har Jyllands-Posten en historie om, at enzymproducenten efter fire år uden vækst har skiftet tilgang til markedet. For nylig har enzymproducenten nemlig hyret en dygtig sælger i form af selskabets nye topchef, Ester Baiget, til at stå i spidsen for selskabet.

Novo Nordisk falder med 0,2 pct. til 390,65 kr., mens Lundbeck bakker med 0,5 pct. til 258,10 kr. - begge uden umiddelbart bagvedliggende nyt.

Topdanmark er tilbage i det fine selskab

Topdanmark har mandag erstattet Maersk Drilling i C25-indekset. Topdanmark-aktien har tidligere huseret i eliteindekset, der er sammensat på baggrund af de 35 aktier med størst markedsværdi i free float, hvoraf de 25 mest omsatte papirer over de seneste seks måneder udgør indekset, der revideres to gange årligt - i juni og december.

Forsikringsaktien er vendt tilbage blandt eliteaktierne med en stigning på 0,2 pct. til 329 kr.

Aktien i Maersk Drilling stiger uden for C25-indekset med 1,5 pct. til 424,20 kr.

Demant kom i modvind fredag efter offentliggørelsen af tal for høreapparatselskabernes salg i den offentlige amerikanske salgskanal Veteran Affairs, VA, som viste, at Demant taber markedsandele.

De tabte markedsandele blev omsat til et tab i Demants aktiekurs på 1,4 pct. fredag, hvor aktien lukkede i 208,50 kr. Mandag indhenter aktien noget af det tabte med en stigning på 1,2 pct. til 211 kr.

Roblon får løftet kursmålet

ABG Sundal Collier har løftet sit langsigtede kursmål for aktien i Roblon med 30 kr. til 165 kr. Der er dog ikke fundet anledning til at ændre på salgsanbefalingen, fremgår det af data fra Bloomberg News.

Der er da også et stykke vej op til aktiens nuværende niveau. Fredag lukkede aktien i 191 kr. Mandag stiger aktien yderligere med 1,6 pct. til 194 kr.

/ritzau/FINANS