Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
De seneste ti år har været en stor fest på det danske aktiemarked. Siden 2009 er C20-indekset næsten femdoblet i kursværdi, og i nærværende år står de ledende aktieindeks til kursstigninger på 26-27 pct., hvilket gør det til et af mange festår.
Det er svært at få øje på det specielt samfundsgavnlige i udviklingen, som mildest talt er afkoblet udviklingen i den produktive økonomi. Mens aktiekurserne er vokset med næsten 400 pct. siden 2009, er den produktive økonomi repræsenteret ved bruttonationalproduktet – baseret på reelt arbejde og udveksling af varer og tjenester – kun vokset med små 35 pct.
Det er for mig uforståeligt, at vi i offentligheden generelt hylder udviklingen som positiv, og at politikerne i mange henseender endda forsøger at fremme den ved at presse flere danskere til at agere indskydere i det oppustede marked, som f.eks. med indførelsen af den såkaldte aktiesparekonto i 2018.
Passiv placering af penge skaber ikke investeringer
Der er stort set ingen af de penge, der skydes ind i de store aktiemarkeder, som rent faktisk går ind i de underliggende virksomheder, og dermed benyttes til reelle investeringer i produktionen.
De fleste børsnoterede virksomheder finansierer fint deres drift og investeringer ud fra det løbende overskud. I stedet for at foretage aktieemissioner, når efterspørgslen efter aktier er stor, benytter virksomhederne i langt højere grad de stigende aktiekurser til at optage billige lån med henblik på opkøb af konkurrenter eller tilbagekøb af egne aktier for at tage dem ud af markedet.
Fremfor at øge mængden af kapital og investeringer i virksomhederne er de stigende aktiekurser således snarere med til at trække penge ud af virksomhederne, monopolisere varemarkederne og skabe et aktiemarked, hvor flere og flere penge jager færre og færre kapitalandele, hvilket ikke har meget med investeringer at gøre.
Nye penge efter gamle
At investere er en aktiv handling, der skaber noget. En maskine der bygges, en virksomhed der startes eller mennesker der kommer i beskæftigelse. Passivt at placere penge på aktiemarkedet skaber ingenting, og tjener dermed heller ikke noget direkte samfundsgavnligt formål. Hvorfor der hverken er grund til at hylde finansmarkederne eller lade staten og vores demokratiske institutioner underbygge dem for den sags skyld.
Siden 2009 har samfundet holdt hånden under banksystemet og aktiemarkedet, hvilket er forståeligt baseret på erfaringerne fra 1929, hvor man, særligt i USA, lod markedet gå sin kyniske gang. Men fra at vi som samfund valgte at redde aktiemarkederne til, at vi i dag direkte forguder dem og underbygger dem politisk, har været at gå alt, alt for langt.
Det er ingen hemmelighed, at en primær årsag til den store aktiefest er den enorme overflod af penge fra centralbankerne. Som en god bekendt fra en af de store investeringsbanker, for nylig sagde til mig: »I investeringsbankerne er dårligt nyt godt nyt, for så ved man, at der er gratis penge på vej fra centralbankerne til markedet.« Markederne er ikke længere drevet af opsparinger, baseret på flid og hårdt arbejde, men derimod af den ekspansive pengepolitik. At markederne er pustet op af offentlige institutioner, burde alt andet lige også gøre det lettere at give dem en blød og fornuftig landing igen.
Frels os for markedets jammer
Det værste ved forgudelsen af aktiemarkederne er al den jammer, som finansspalterne fyldes med. Hvor vores ører tudes fulde med, hvor vigtigt aktiemarkedet er for vores økonomi, og hvor katastrofalt det vil være, hvis kurserne falder.
Det er svært at få øje på aktiemarkedernes påståede magiske effekt over vores økonomi, og hvis aktiekurserne faldt voldsomt, ville vi som samfund kunne benytte både penge- og finanspolitik til at sikre helt almindelige pensionsopspareres fortsatte eksistens. Derudover ville en nedadgående korrektion på aktiemarkedet genskabe en situation, hvor unge hårdtarbejdende medborgere havde en realistisk chance for gennem flid og opsparing at opnå medejerskab over gode danske virksomheder, uden at skulle bære hele markedet på deres skuldre.
