Rød er godt nok julens farve, men den blodrøde start på dagens aktiehandel kunne investorerne nok godt have været foruden.
Alle danske aktier i det toneangivende OMX C25-indeks er i negativ torsdag morgen. Aktieindekset er faldet med1,8 pct. til 1.004,70.
Den dystre start kommer, efter at den amerikanske centralbankchef Jerome Powell onsdag aften hældte en spand kold vand på investorernes håb om en pause i rentestigningerne. Fed, som den amerikanske centralbank også bliver kaldt, hævede renten for fjerde gang i år og signalerede samtidig, at der kommer to renteforhøjelser i 2019.
Finansmarkederne havde håbet, at den seneste tumult ville få centralbankchefen til at holde en pause med sine rentehop, men Jerome Powell fejede aktieuroen af bordet og sagde at »lidt volatilitet sætter formentlig ikke sit præg på økonomien.« Den altoverskyggende bekymring er, at centralbanken vil kvæle det økonomiske opsving og dermed aktiemarkedet ved at stramme pengepolitikken for meget, for hurtigt.
»Det er ikke underligt, at markederne ikke kunne lide det. Frygten for en fejl fra centralbanken er steget og med rette,« siger Stefan Koopman, markedsøkonom hos Rabobank, i en analyserapport.
Aktierne i USA styrtede også ned onsdag, da S&P 500-indekset lukkede med et fald på 1,5 pct. i laveste niveau i 15 måneder. Også i Asien så det sort ud torsdag, da Japans Nikkei 225-indeks drattede 2,8 pct., mens Hong Kongs Hang Seng faldt med 1 pct. I Europa, dykkede det paneuropæiske Stoxx 600 indeks 1,4 pct. og bliver nu handlet i sit laveste niveau siden november 2016.
I Danmark var det især enkelte virksomheder, som trak C25-indekset ned. Novozymes åbnede med et fald på 9 pct. efter Wall Street banken JP Morgan ændrede sin anbefaling til »undervægt« fra »neutral« og sænkede kursmålet til 275 kr. fra 300 kr. Det nye kursmål indikerer et på 7,5 pct. fald i forhold til onsdagens lukkekurs. Aktien har rettet sig i løbet af morgenens handel og er nu nede med 3,9 pct.
Uden for C25-indekset fik Bang & Olufsen alvorlige klø. Aktien sank 29 pct. , efter virksomheden onsdag aften skruede sine forventninger til årets omsætning ned i kølvandet på skuffende salgstal det seneste kvartal.