Kinas aktiepanik spreder sig: »Destruktionen er enorm«

Regeringen i Kina slår i øjeblikket hårdt ned på det private erhvervsliv, og det skræmmer investorer i resten af verden. Rygter om, at amerikanske fonde er begyndt at sælge ud af kinesiske aktier og Hongkong-aktier, har allerede udløst kursklø i samme skala som under finanskrisen i 2008.

Panikken breder sig på det kinesiske aktiemarked, og nu trækker det også tråde til resten af verden. En »regulatorisk nedsabling« uden fortilfælde, kalder analytiker det. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nicolas Asfouri/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ødelæggelse, panik og kapitulation.

Sådan beskriver analytikere og internationale finansmedier de seneste dages blodbad på det kinesiske aktiemarked, der tirsdag kostede Hongkongs indeks den største nedtur siden finanskrisen.

Tumulten kommer, efter at regeringen i Beijing har besluttet at forbyde virksomheder inden for den lukrative undervisningsindustri at skabe profit. I stedet skal de være nonprofit.

Tiltaget er en del af Beijings intensiverede forsøg på at tøjle det private erhvervsliv, som regeringen beskylder for at forværre uligheden, øge den økonomiske risiko og udfordre statens autoritet. Blandt andet slår regeringen i øjeblikket hårdt ned på landets it-sektor, der ellers er en af Kinas guldkalve. Derudover er der kommet strengere krav til Kinas ejendomssektor og madudbringning, og investorerne frygter, at også sundhedssektoren kommer i myndighedernes søgelys.

»Det er en regulatorisk nedsabling af kinesiske aktier. Hastigheden og intensiteten af disse indgreb er uden fortilfælde, og det har taget verdensmarkedet på sengen,« siger Simon Bjørn Kristiansen, seniorstrateg i Nordea.

»Nu holder vi øje med, hvilke andre sektorer der kan stå for skud, og det vil skabe nervøsitet og give frasalg på kort sigt,« tilføjer han.

Værste fald siden finanskrisen

Værst er det gået ud over Hongkongs Hang Seng Index. Tirsdag dykkede det 4,2 procent og har nu lidt sit værste todages tab siden oktober 2008 – starten af finanskrisen. Nedturen tog til, da der i finanskredse begyndte at florere ubekræftede rygter om, at amerikanske fonde er i gang med at sælge ud af kinesiske aktier og Hongkong-aktier som følge af den seneste indblanding fra Beijing.

Det har også givet udslag i det amerikanske Nasdaq Golden Dragon China Index, der dækker 98 af Kinas største USA-noterede virksomheder. Siden i torsdags er det faldet 15 procent og har over de seneste fem måneder fået barberet cirka 770 milliarder dollar af sin markedsværdi. Det svarer til 4.850 milliarder kroner – eller cirka det dobbelte af hele Danmarks bruttonationalprodukt.

Blandt de hårdest ramte aktier i tirsdagens blodbad var it-giganterne, herunder Tencent Holdings – Kinas største aktieselskab – der havde sin værste børsdag i ti år. Aktien dykkede ni procent, efter at virksomheden oplyste, at dens sociale medie WeChat ikke tager nye brugere ind, mens appen foretager en »sikkerhedsmæssig teknisk opdatering« for at overholde relevante love og reguleringer.

Tencents markedsværdi er nu nede på 550 milliarder dollar efter at have været tæt på at ramme 1.000 milliarder tidligere på året.

»Destruktionen af værdier er bare enorm. Indtil denne uge var Hongkongs aktiemarked det tredjestørste i verden. Det er det ikke længere, for nu er det mindre end Japans efter den ødelæggelse, vi har set,« fortæller Mark Cudmore, chef for Bloombergs liveblog i Singapore. Verdens største aktiemarked er det amerikanske, mens det kinesiske i Shanghai ligger nummer to.

»Den modstandsdygtighed, vi har set på andre markeder, kan ikke fortsætte. Det vil måske tage et par dage, før det spreder sig, men den negative effekt på værdier vil være for stor til at ignorere,« tilføjer han.

Spreder sig til USA og Europa

Og tirsdag begyndte de andre markeder også at røre på sig. I Europa sad alle de store indeks fast i negativt territorie, og det danske eliteindeks, C25, lukkede med et fald på  0,6 procent. I USA endte Wall Street også med røde tal.

På valutamarkedet har bekymringen over udviklingen i Kina ført til, at investorerne flokkes om de traditionelle, sikre havne som dollar, japanske yen og schweizerfranc.

På obligationsmarkedet går investorerne også efter de sikre havne. Den toneangivende ti-årige amerikanske statsrente er faldet til 1,24 procent og er dermed tæt på det laveste niveau i fem måneder. Den danske ti-årige rente er faldet til minus 0,12 procent.