Handelskrigen har domineret finansmarkederne i meget af 2018, og i weekenden kommer konflikten mellem USA og Kina ind i en kritisk fase, der kan afgøre skæbnen for aktier resten af året.
Den amerikanske præsident Donald Trump skal mødes med sit kinesiske modstykke Xi Jinping til G20-topmødet i Buenos Aires, Argentina, hvor der er lagt op til seriøs forhandling om toldbarrierer og det fremtidige handelsforhold mellem de to stormagter.
Økonomer frygter, at en længerevarende strid vil dæmpe den globale vækst, og hive aktiemarkederne ned med sig. Den nervøsitet var også en af de årsagerne til oktobers blodbad på finansmarkederne, hvor for eksempel det toneangivende amerikanske S&P 500 indeks led sit største månedlige fald i syv år.
»Markederne er klar til nogle store ryk, og det ser ud til, at G20-mødet er ved at blive et af de vigtigste i nyere historie i forhold til finansmarkederne,« siger analytikere hos Rakuten Securities Australia i en rapport.
Forventningerne op til det weekendens kritiske møde har været blandede, men de seneste røster fra Trumps lejr tyder på, at han er er indstillet på at indgå en handelsaftale med kineserne. Direktøren for National Economic Council, Larry Kudlow, sagde tirsdag, at der er en »god mulighed« for, at Trump og Xi bliver enige om en våbenhvile på handelsfronten, og at Det Hvide Hus allerede har snakket med flere kinesiske topembedsmænd. Den positive udmelding har smittet af på aktierne, og de amerikanske og asiatiske børser har de seneste dage registreret pæne stigninger.
»De seneste stigninger indikerer, at markederne er optimistiske inden mødet, og der er derfor en risiko for fald, hvis det skuffer. På den anden side, så står markederne overfor nogle store stigninger, hvis de to supermagter ser ud til at nå en aftale,« siger analytikerne fra Rakuten Securities Australia.
Straftold for milliarder
Regeringen i Washington har i øjeblikket planer om at hæve de nuværende toldsatser på kinesiske varer for 250 milliarder dollars fra 10 pct. til 25 pct. fra den 1. januar. Trump har også truet med at indføre straftold på kinesiske varer for yderligere 267 milliarder dollars, hvilket mange ser som det sidste skridt ud i en fuldbyrdet handelskrig. Udfordringen for de to statsledere til G20 mødet er, at Trump skal føle han får noget med hjem, og Xi Jinping skal undgå at tabe ansigt.
James Athey, porteføljeforvalter hos Aberdeen Standard Investments, tror godt det kan ske og forklarer, at begge parter har for meget at miste ved at optrappe handelskonflikten.
»Virkeligheden ser sådan ud, at det økonomiske pres på Kina bliver større og større, og det gør dem villige til at bøje sig yderligere. Samtidig har vi Trump, der dømmer sine succeser og fiaskoer udfra aktiemarkedet, og fordi vi har set nogle dramatiske fald der, tror jeg han vil være åben for at give sig mere i forhandlingene,« siger han.
Han fremlægger også det bedste og det værste scenarie for aktiemarkedet. I bedste tilfælde kommer der en erklæring ud fra begge ledere om, at de har haft et konstruktivt møde og fortsætter deres dialog om en endelig handelsaftale. Det udfald burde give globale aktier et løft på 2-3 pct. på mandag, og måske endda 5 pct., hvis udmeldingerne er virkelig positive, forudser James Athey.
I værste tilfælde går Trump og Xi forbitrede hvert til sit med kommentarer om, at de absolut ikke kan arbejde sammen og ikke ser nogen løsning. I det udfald spår Athey, at Trump bekræfter planerne om øget straftold på kinesiske varer, hvilket kan sende det allerede hårdt-prøvede aktiemarked på endnu en nedtur.
»Jeg ser mødet som ret binært. Enten får du nogle forsonende og positive overskrifter eller også noget rigtigt negativt. Jeg ser ikke meget i det grå område,« siger James Athey.