Det er ingen hemmelighed, at Donald Trump er upopulær i Mexico. Præsidentens gentagne beskyldninger om, at mexicanere er kriminelle, og gentagne krav om, at Mexico skal betale for en grænsemur, har fornærmet mange mexicanere.
Derfor møder Mexicos afgående præsident Enrique Peña Nieto nu også voldsom kritik, efter han har besluttet, at Donald Trumps rådgiver og svigersøn, Jared Kushner, skal modtage Den aztekiske ørns orden – den fineste hæder Mexico kan give til en udlænding. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Kushner får ordenen for sine »betydningsfulde bidrag i den succesfulde genforhandling af den nye handelsaftale mellem Mexico, USA og Canada«.

Tidligere på året genforhandlede de tre lande den såkaldte NAFTA-aftale, som Donald Trump var stærkt utilfreds med. Kushner »spillede en afgørende« rolle i at lande den nye – og langt hen ad vejen tilsvarende – USMCA-aftale, som forventes officielt underskrevet under weekendens G20-topmøde i Buenos Aires.
Den anerkendte mexicanske historiker og forfatter Enrique Krauze er stærkt kritisk over for beslutningen om at give Kushner ordenen, som tidligere blandt andet er gået til Nelson Mandela, Walt Disney og store dele af det danske kongehus. Krauze kalder på Twitter tildelingen »en ydmygelse og fejhed af højeste rang«.
»Kushner er svigersøn til en mand, som kalder mexicanere for mordere og voldtægtsmand,« skriver han.
Ifølge Carlos Bravo Regidor, en professor i mexicansk politik, er det en sigende afslutning på præsidentgerningen for Enrique Peña Nieto, der mod slutningen af sit embede er blevet en af de mindst populære præsidenter i Mexicos moderne historie.
»Det er en klar illustration af, hvor uværdig Nietos regering har været i forhold til Trump,« siger Regidor til avisen The Guardian.
»Det er et sidste spark i skridtet på mexicanerne.«
I sommeren 2016 besøgte Donald Trump præsident Nieto, og på et pressemøde lovpriste de to det gode samarbejde mellem USA og Mexico. Men få timer senere stod Trump foran sine støtter i Arizona og lovede, at Mexico ville komme til at betale for en grænsemur. »De ved det bare ikke endnu,« lød det fra Trump. Mexicanerne følte sig latterliggjort, og Peña Nieto led et stort diplomatisk nederlag.
Lørdag 1. december overdrager Peña Nieto præsidentposten i Mexico til Andrés Manuel López Obrador. Den socialistiske politiker vandt tidligere på året klart præsidentvalget. López Obrador er kendt som en stærk kritiker af Donald Trump og har skrevet bogen »Oye, Trump« (»Hør her, Trump«, red.) Over 120 sider beskriver den mexicanske politiker alt det, som han mener er galt med USAs præsident og hans politik. Læs mere om López Obrador her.