Gigantisk valgdrama sender aktier på himmelflugt og renter i bund

Det, der i flere dage har tydet på en klar sejr til Joe Biden, tegner nu til at blive en neglebider om at blive USAs næste præsident. Donald Trump fører snævert i de afgørende stater, hvilket har sendt aktierne op og renten ned.

De foreløbige resultater har overrasket alt og alle, hvor Donald Trump har vundet Florida og samtidig fører pænt i mange af de andre svingstater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Markederne reagerede positivt tirsdag ved udsigten til en sejr til Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, men nu tegner valget til at blive en neglebider med republikaneren Donald Trump som bookmakernes favorit.

Alligevel reagerer specielt det teknologitunge Nasdaq-indeks positivt, hvor futures stiger omkring 2,3 procent. S&P 500 futures stiger 0,5 procent, mens Dow futures ligger uden hverken stigning eller fald.

Teknologiaktierne har haft det svært de seneste måneder, men har ellers drevet opsvinget på aktiemarkedet under coronakrisen. Ifølge investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen er der flere grunde til, at disse aktier nu igen ser ud til at stige.

»Joe Biden ville splitte de store teknologiselskaber op og lave om på beskatningen. Samtidig er det et segment med vækstaktier, som har en strukturel vækst, der er mindre afhængig af økonomierne,« vurderer han.

I løbet af natten, mens resultaterne er kommet ind, er renten faldet markant i USA. Det vidner ifølge Frederik Engholm, der er chefstrateg i Nykredit, om, at markedet havde positioneret sig efter en sejr til Joe Biden, da hans politiske agenda byder på en ekspansiv finanspolitik, som betyder højere renter. Og den udvikling kan også ses i aktiemarkedet.

»Det er bemærkelsesværdigt, at futures i Nasdaq stiger langt mere end de brede indeks. Det afspejler, at de under Trump må forvente lavere skatter, mindre risiko for regulering, og, som vi allerede ser i markedet, lavere renter. Det er alt sammen særlig afgørende for teknologisektoren,« vurderer chefstrategen.

Det må ikke trække ud

Lars Skovgaard Andersen lægger vægt på, at det vigtigste for aktiemarkederne generelt er vished. Derfor er det på den korte bane ikke vigtigst, om den næste præsident bliver Donald Trump eller Joe Biden, men i stedet, at der inden for et par dage bliver udnævnt en præsident.

»Det skal ikke trække ud og blive til mudderkastning. Så kan vi altså opleve, at der kommer noget usikkerhed, hvor investorerne vil kræve en risikopræmie,« siger han.

I 2000 var der i længere tid usikkerhed om, præsidenten skulle være Al Gore eller George W. Bush. Dengang medførte usikkerheden, at aktiemarkedet faldt med ti procent, og det kan ifølge Lars Skovgaard Andersen meget vel blive tilfældet igen.

»I en undersøgelse fra Citi venter de fleste institutionelle investorer, at amerikanske aktier vil falde med fem-ti procent, hvis der ikke er fundet en vinder før Thanksgiving 26. november,« siger investeringsstrategen.

Investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen vurderer ikke, at markedet ligesom i 2016 vil dykke, hvis Donald Trump bliver valgt, fordi Trump ikke længere er et ubeskrevet blad for investorerne. Derfor er han enig i Lars Skovgaard Andersens analyse af, at det vigtigste for aktiemarkedet er afklaring så hurtigt som muligt.

»Trump er meget pro economy, og det er formentlig noget, som investorerne tager udgangspunkt i. Samtidig vil en afgørelse af valget under alle omstændigheder give vished, og investorerne elsker sikkerhed og hader det uvisse,« siger Per Hansen.

Futures på olie stiger med mere end 2,3 procent, mens futures på guld og sølv falder med henholdsvis 0,6 og 2,2 procent.