Fredagens aktier: Vestas med flere sikrede netop spinkelt C25-plus

ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Med Vestas og Carlsberg som nogle af vinderne kunne de danske aktier fredag netop gå på weekend i grønt, selv om gassen gik noget af ballonen ud på handelsdagen som følge af blandt andet svage arbejdsmarkedstal fra USA.

Samlet noterede C25-indekset et spinkelt plus på 0,1 pct. til 1156,74, og dermed gik eliteindekset frem for sjette handelsdag på stribe.

For Carlsbergs vedkommende var fremgangen samtidig nok til at sikre den tredje kursrekord i denne uge.

Selskab Kurs Ændr. %

Markedet startede dagen med at ride videre på den positive handelsbølge fra torsdag, hvor der kom meldinger fra Kina om, at kineserne igen mødes med USA for at forhandle om en handelsaftale, der kan gøre en ende på toldstriden.

Lidt af positiviteten forduftede dog, da den amerikanske jobrapport for august viste sig skuffende. Samtidig er investorerne allerede begyndt at kigge frem mod næste uges rentemøde hos Den Europæiske Centralbank (ECB), hvor der er forventninger om en række lempelser.

»Arbejdsmarkedsrapporten har haft en lille effekt. Det var anelse svagere end ventet, men det er ikke noget, man falder bagover af,« siger Christian Thatje, der er senioraktiehandler hos Sydbank, til Ritzau Finans.

»Næste uges rentemøde i ECB er en stor begivenhed, som mange har i baghovedet, og vi havde en stor fremgang torsdag, så investorerne tager måske en lille puster inden da. Der skal helst komme noget opbakning fra ECB, for ellers kan vi godt få en nedtur igen,« fortsætter han.

VESTAS LØFTET AF KØBSANBEFALING

Blandt enkeltaktierne steg Vestas med 1 pct. til 505,60 kr. Det skal formentlig ses i lyset af analysenyt fra den amerikanske investeringsbank Bank of America - Merrill Lynch, som hævede anbefalingen af aktien til »køb« fra »neutral«.

Kursmålet blev sat til 630 kr.

Novo Nordisk fik desuden løftet sit kursmål til 375 kr. fra 340 kr. hos Morgan Stanley, der samtidig gentog den neutrale anbefaling »ligevægt«.

Torsdag faldt Novos aktie med 2 pct. i et ellers positivt marked, men fredag steg medicinalpapiret med 0,7 pct. til 357,35 kr.

Carlsberg steg 0,6 pct. til 1025,50 kr. uden større selskabsspecifikke nyheder og satte dermed lukkerekord. Den forrige blev sat onsdag med et lukkeniveau på 1024 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

MÆRSK PRESSET AF FORTSAT FALDENDE RATER

Spotpriserne på containerfragt fra Asien til Europa faldt også i denne uge, viste de seneste data fra Shanghai Shipping Exchange fredag.

Det var tredje uge i træk med faldende spotpriser på Asien/Europa-ruterne, hvor Mærsk er markedsleder sammen med schweiziske MSC gennem 2M-alliancen.

Faldene kommer midt i højsæsonen for containertransport til søs, der løber fra midten af august og frem mod julehandlen.

Mærsks B-aktie faldt med 0,5 pct. til 7610 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

Blandt fredagens ringest præsterende aktier var Demant, der fredag eftermiddag opdaterede på det hackerangreb, som selskabet i denne uge blev udsat for.

Selskabet har fået situationen under kontrol og er nu i færd med gradvist at åbne sine it-systemer igen.

Dog er der fortsat visse kritiske systemer, der forbliver nedlukket, og Demant har endnu ikke noget bud på, hvornår selskabets it igen er fuldt oppe at køre, eller hvad episoden får af økonomiske konsekvenser.

Selskab Kurs Ændr. %

Aktien faldt med 1,9 pct. til 201,60 kr.

Allernederst endte Ambu, der tabte 3,4 pct. til 114,70 kr. uden større selskabsspecifikke nyheder som forklaring.

SANTA FE I NY VOLDSOM NEDTUR

Uden for C25-regi var der igen fokus på kriseramte Santa Fe, som sent torsdag aften meddelte, at der hersker væsentlig usikkerhed om koncernen, efter at det ikke er lykkes at nå til enighed om finansieringen med Proventus.

Den aktuelle finansiering forfalder 1. april næste år, og dermed er der ikke umiddelbart meget tid at løbe på.

Aktien i Santa Fe faldt med hele 11,1 pct. til 2,40 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

Der var også analysenyt ude om Zealand Pharma fredag. Selskabet har hos Handelsbanken fået hævet anbefalingen til »hold« fra »sælg«. Kursmålet er endvidere løftet til 168 kr. fra 145 kr.

Aktien faldt alligevel med 0,1 pct. til 159,80 kr.

Rederiet Norden fik omvendt sænket sin anbefaling til »hold« fra »køb« hos svenske SEB, der samtidig sænkede kursmålet for aktien til 90 kr. fra 100 kr.

Nordens aktie faldt 2,6 pct. til 90,90 kr

I positivt lys var G4S efter historier hos britiske Sky News om, at der kan være et pænt bud på vej på selskabets Cash Solutions-division fra amerikanske Brink's Company, der er verdens største pengehåndteringsvirksomhed.

Aktien steg med 6,2 pct. til 15,69 kr.

/ritzau/FINANS