Middags aktier: Pandora trækker sjette C25-plus på stribe

Med Pandora og Vestas som de største katalysatorer er det danske C25-indeks fredag på vej mod sjette handelsdag på stribe med stigninger.

Også aktier som Carlsberg og GN bidrager til fremgangen, og for førstnævntes vedkommende er der dermed bud efter den tredje lukkerekord i denne uge alene.

Markederne rider videre på den positive handelsbølge fra torsdag, hvor der kom meldinger fra Kina om, at kineserne igen mødes med USA for at forhandle om en mindelig handelsaftale, der kan gøre en ende på toldstriden.

Alt imens afventer investorerne jobtal fra USA senere på dagen.

Selskab Kurs Ændr. %

»Der er ikke meget nyt ude fredag. Vi venter lidt på arbejdsmarkedsrapporten fra USA i eftermiddag. Det kan godt dreje markedet i den ene eller den anden retning, alt efter om det overrasker positivt eller negativt,« siger Daniel Fabricius, der er børsmægler hos AGB Sundal Collier, til Ritzau Finans.

C25-indekset stiger inden arbejdsmarkedsrapporten med 0,3 pct. til 1159,50.

Pandora glimte stadig efter signet-tal

De gode handelstakter fortsætter med at påvirke flere af de cykliske aktier, mens flere af de defensive præger bunden af et eliteindeks uden større udsving.

Der er dog også flere selskabsnyheder, der kan forklare udviklingen fredag.

For Pandora fortsætter torsdagens gode takter.

Torsdag steg amerikanske Signet, som forhandler Pandora-smykker gennem kæden Jared, med hele 27 pct. efter en opjustering af forventningerne til hele året, og det ser ud til at have en positiv afsmitning også på smykkeaktien.

Pandora stiger med 2,6 pct. til 307,90 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

Vestas stiger med 1,4 pct. til 507,40 kr. Det skal formentlig ses i lyset af analysenyt fra den amerikanske investeringsbank Bank of America - Merrill Lynch, som har hævet anbefalingen af aktien til »køb« fra »neutral«. Kursmålet er sat til 630 kr.

Novo Nordisk har endvidere fået løftet sit kursmål til 375 kr. fra 340 kr. af Morgan Stanley, der gentager anbefalingen »ligevægt«.

Torsdag faldt Novos aktie med 2 pct. i et ellers positivt marked, men fredag løftes medicinalpapiret med 0,5 pct. til 356,65 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

Carlsberg stiger med 0,9 pct. til 1028,50 kr. uden større selskabsspecifikke nyheder og har dermed bud efter rekord. Den seneste blev sat onsdag med et lukkeniveau på 1024 kr.

Mærsk presset af fortsat faldende rater

Spotpriserne på containerfragt fra Asien til Europa faldt også i denne uge, viser de seneste data fra Shanghai Shipping Exchange.

Det er nu tredje uge i træk med faldende spotpriser på Asien/Europa-ruterne, hvor Mærsk er markedsleder sammen med schweiziske MSC gennem 2M-alliancen.

Faldene kommer midt i højsæsonen for containertransport til søs, der løber fra midten af august og frem mod julehandlen.

Mærsks B-aktie falder med 0,3 pct. til 7620 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

SANTA FE I NY NEDTUR

Uden for C25-regi er der fokus på kriseramte Santa Fe, som sent torsdag aften meddelte, at der hersker væsentlig usikkerhed om koncernen, efter at det ikke er lykkes at nå til enighed om finansieringen med Proventus, og at den aktuelle finansiering forfalder 1. april næste år.

Aktien i Santa Fe falder med hele 11,1 pct. til 2,40 kr.

Der er endvidere analysenyt om Zealand Pharma, som hos Handelsbanken får hævet anbefalingen til "hold" fra sælg". Kursmålet er endvidere løftet til 168 kr. fra 145 kr.

Aktien falder alligevel med 0,3 pct. til 159,50 kr.

Rederiet Norden har derimod fået nedgraderet sin anbefaling til "hold" fra "køb" hos svenske SEB, der samtidig sænker kursmålet for aktien til 90 kr. fra 100 kr.

Nordens aktie falder 4 pct. til 89,55 kr.

/ritzau/FINANS