Danske aktier fortsætter nedturen: Er halvvejs i korrektion

Danske aktier er tirsdag de dårligste i hele Europa, og eliteindekset, C25, bliver nu handlet i den laveste kurs siden juli.

Nej, nej, nej, aktier fortsætter nedad.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Brendan McDermid/Reuters
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er bare ikke sjove dage for danske aktier.

Mandag lukkede eliteindekset, C25, med et fald på 1,7 procent, og tirsdag fortsætter de blodrøde tal. Kun en halv time efter markedets åbning er indekset dykket 1,9 procent og bliver nu handlet i den laveste kurs siden slutningen af juli. Det er nu faldet 6,3 procent siden dets rekord i slutningen af august og dermed over halvvejs i en teknisk korrektion. En korrektion er defineret som et ti procent fald fra den seneste top.

Det er kun Carlsberg, der i skrivende stund har snuden i plus. De største fald er i DVS, SimCorp og Netcompany, der alle er faldet mere end tre procent. Der er ikke selskabsspeficikke nyheder, der har udløst de store kursfald.

Den dårlige stemning på det danske aktiemarked kommer i forlængelse af stigende renter i USA. Den 10-årige amerikanske statsrente – verdens vigtigste – er nu kravlet op til 1,53 procent, hvilket er det højeste niveau siden juni.

Rentestigningen kommer i kølvandet på, at den amerikanske centralbank onsdag aften signalerede, at den snart vil begynde at rulle sit gigantiske opkøbsprogram tilbage og måske sætte renten op allerede i løbet af 2022. Tirsdag aften holder chefen for centralbanken, Jerome Powell, tale, og finansmarkedet holder et vågent øje med, om der kommer flere signaler om pengepolitikken.

Danske aktier er igen tirsdag blandt de allerdårligste i Europa. Til sammenligning falder Tysklands DAX indeks »kun« 0,5 procent, mens det paneuropæiske Stoxx Europe 600 indeks er nede på 0,9 procent.

»Danske aktier står altid blandt de forreste i korrektionslinjen, når investorerne bliver lidt nervøse. Det er helt naturligt. Stigningerne har været store, og prisfastsættelsen er høj,« siger Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.

»På overfladen synes aktiebarometeret at pege på stabilt og roligt vejr. Under overfladen og i aktieniveauet under de tungeste indekssværvægtere er der en betydelig nervøsitet og uro. Den nervøsitet forplanter sig i dag til en gedigen dansk aktienedtur, hvor det ikke mindst er selskaber med den høje prisfastsættelse, der får sig en 'risikopåmindelse',« tilføjer han.

Forskellen fra Danmark og resten af Europa er, at danske aktier er meget mere følsomme over for renter. De er nemlig – som Per Hansen påpeger – karakteriseret ved at være dyrt prissatte, fordi investorerne har en forventning om en høj fremtidig indtjening. Du er altså villig til at betale mere for en aktie, fordi du regner med, at de tjener så mange penge i fremtiden, at det er investeringen værd – også selvom kursen er tårnhøj.

Men når renterne stiger, bliver værdien af denne høje fremtidige indtjening lavere i nutidskroner, og derfor falder de højt prissatte aktier. Årsagen er dét, der i finansverdenen bliver kaldt »diskonteringsfaktoren«. Når renten stiger, bliver markedet bange for, at de dyre aktier ikke er deres pris værd i fremtiden, og derfor rykker investorerne over i »billigere« aktier, også kendt som value.