Bayer-aktien får klø efter Roundup-retssag udløser skræk for milliardforlig

Sprøjtemidlet Roundup har givet en landmand kræft, og det kan potentielt føre til en stormflod af retssager og forlig for milliarder af dollar for moderselskabet Bayer.

En amerikanks domstol har givet medhold til en landmand, der mener Roundup var medvirkende til at give ham kræft. Foto: EPA/Steffen Schmidt/Ritzau Scanpix 

Den tyske farma-og kemikalievirksomhed Bayer bliver slagtet på børsen onsdag, efter en domstol i USA har givet en landmand medhold i, at sprøjtegiften Roundup har givet ham kræft.

Aktien er faldet 12 pct., hvilket er dens største dyk siden 2003.

Roundup er produceret af det amerikanske firma Monsanto, der sidste år blev overtaget af Bayer i en megahandel, der indtil videre mest har givet den tyske virksomhed hovedpine. Monsanto har fastholdt, at Roundup ikke er kræftfremkaldende, men en jury i San Francisco mener det modsatte og nu skal retten tage stilling til, om det er Monsantos ansvar.

Sprøjtegiften, der er en af de mest populære i verden og stadig er lovlig i Danmark, indeholder stoffet glyphosat, hvilket FNs sundhedsorganisation WHO i 2015 konkluderede er kræftfremkaldende.

Dommen i San Francisco kan potentielt føre til en stribe af dyre forlig, der ifølge Bloomberg kan komme op på over 5 milliarder dollar, svarende til 33 mia. kroner. Der er allerede 11.200 sagsanlæg i gang mod Monsanto i USA og mange af dem kan ende med en retssag.

Udsigterne til et milliardforlig har fået analytikere på stribe til at nedjustere deres anbefalinger og kursmål på Bayer-aktien.

»Det er anden gang på et år, at en jury er nået til den konklusion (at Roundup har givet kræft, red). Det kan åbne sluserne for andre sager, og Bayer bliver måske nødt til at sætte store summer til side for potentielle retssager. Aktien er faldet siden starten af måneden, og hvis den falder under lavpunktet i december på 58,35 euro, kan det bane vejen for endnu flere tab,« skriver David Madden, markedsanalytiker hos CMC Markets, i en kommentar.

Aktien bliver onsdag eftermiddag handlet i en kurs på 61,40 euro.