Aktierne jubler: Nu vælter det ind med gode nyheder

Trump skaber håb om handelsaftale med Kina, og ECB-præsident Mario Draghi signalerer, at en rentenedsættelse er på vej i eurozonen. Kombinationen har virket som en raket under aktiemarkedet, der nu stiger kraftigt i hele verden.

Draghi
ECB Præsident Mario Draghi overraskede investorerne ved at signalere, at der kommer en rentenedsættelse. Foto: Emmanuel Dunand/AFP/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

God morgen,

Og velkommen til en morgen, hvor der for en gang skyld er rigtig fut i aktiemarkedet. De asiatiske børser viser flotte stigninger og kopierer den optur, vi så i både europæiske og amerikanske aktier tirsdag.

Der skete nemlig to skelsættende ting i går. For det første tog præsidenten for den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, markederne på sengen, da han til ECBs årsmøde i Sintra kraftigt signalerede, at han er klar til både at sænke renten og sætte et nyt stimulusprogram i gang for at hjælpe den skrantende europæiske økonomi.

For bare seks måneder siden afsluttede ECB sit nuværende stimulusprogram og indikerede, at renten skulle til at stige inden for det næste år. Draghis udmelding bliver derfor set som noget af en kovending, der minder om den, den amerikanske centralbank foretog tidligere på året, da den antydede, at renten snart kunne være på vej ned i stedet for op.

Kommentarerne fra Draghi virkede som en raket under både aktie- og obligationsmarkedet, og begge dele steg voldsomt i løbet af tirsdagen. Det betød også, at renterne på statsobligationer i Europa faldt kraftigt – renterne falder, når obligationspriserne stiger – og for eksempel i Danmark er renten nu negativ ud til næsten 20 år. Lave renter er som regel positivt for aktiemarkedet, og vi så da også, at det danske eliteindeks C25 steg 0,9 pct., mens det tyske DAX30 klatrede 2 pct.

Den stærke aktiefremgang i Europa fremkaldte misundelse hos den amerikanske præsident Donald Trump, der tweetede, at det var »meget uretfærdigt«.

Men der var nu ingen grund til sure miner hos Trump. Det amerikanske aktiemarked havde nemlig også en strålende dag, hvor det toneangivende S&P 500-indeks kom ultratæt på endnu en rekord. De amerikanske aktier – og også de asiatiske her onsdag morgen – fik en hjælpende hånd fra Trump selv, der meddelte, at han havde en »rigtigt god« telefonsamtale med den kinesiske præsident Xi Jinping. De to skal nu mødes under G20-topmødet i Japan i næste uge, og markedet håber på, at det kan bane vejen for en handelsaftale mellem de to stormagter.

Selskab Kurs Ændr. %

Hvis den positive stemning fortsætter, kan det være, vi når nye rekordniveauer på aktiemarkederne i denne uge. Det kommer dog helt an på, hvad der sker i Washington i aften.

Den amerikanske centralbank (Fed) afslutter sit to-dages rentemøde, og det er altafgørende, hvad den siger om renterne i fremtiden. Markedet har allerede indregnet en rentenedsættelse i juli og derefter et par stykker resten af året. Med arbejdsløsheden lav og den amerikanske økonomi i fin form er der dog risiko for, at Fed ikke sænker renten så meget som håbet, og aktiemarkedet kan derfor have sat sig selv op til en kæmpe skuffelse. Berlingskes Ulrik Bie dækker rentemødet onsdag og sender en kommentar ud umiddelbart efter.

Få Berlingskes Børsbarometer - hver dag


Hold dig opdateret med alt, hvad der sker på aktiemarkederne. Med Berlingske Business’ ugentlige aktieklumme får du det fulde overblik over finansmarkederne i ind- og udland og en analyse af, hvor finansmarkedet er på vej hen.

Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev bliver du klædt på til hele børsugen.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske mandag-fredag sender mig de seneste nyheder om aktier obligationer investeringer og status fra verdens børser. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

Virksomheder i fokus

  • Ambu – ABG Sundal Collier har sænket kursmålet til 108 kroner fra 155 kroner. Aktien lukkede i går i en kurs på 89,74 kroner efter at være faldet 14 pct. i kølvandet på en nedjustering.
  • Boeing, der har været i stiv modvind på grund af flyveforbuddet af sine 737 Max-fly, har endelig lidt at juble over. Til Paris Air Show har flyproducenten nemlig fået en ordre på 200 styk 737 Max-fly.

Markederne lige nu - Kl. 8:30

Asien
Hong Kongs Hang Seng: +2,4 pct.
Kinas Shanghai Composite: +1,1 pct.
Japans Nikkei 225: +1,8 pct.
Sydkoreas Kospi: +1,2 pct.

Europa (futures)
Euro Stoxx 50: -0,1 pct.
Tysklands DAX 30: -0,1 pct.
Storbritanniens FTSE 100: -0,04 pct.

USA (futures)
S&P 500: +0,02 pct.
Nasdaq: +0,1 pct.
Dow Jones Industrial Average: +0,02 pct.

Råvarer:
Olie (Brent): +0,5 pct. til 62,45 dollar
Guld: -0,2 pct. til 1.347,95 dollar

Valuta:
1 dollar koster: 6,67 kroner
1 pund koster: 8,38 kroner