Aktier ser rødt: Der var én ting, der ikke måtte ske i 2022 – den sker nu

Vi er ikke en gang en uge inde i 2022, og nu er en af de største bekymringer for aktiemarkedet allerede ved at udfolde sig. Høj inflation i USA har nemlig skræmt den amerikanske centralbank. De finansielle markeder frygter nu, at banken strammer pengepolitikken for meget og for hurtigt.

Efter den amerikanske centralbanks melding onsdag om, at det kan blive nødvendigt at hæve renten tidligere end ventet, styrtdykkede de amerikanske aktier, og det forplantede sig til Europa torsdag. Michael M. Santiago/AFP/Ritzau Scanpix

2022 bliver et solidt aktieår.

Ikke lige så godt som kanonåret 2021, men alligevel et år med positive afkast på mellem fem og ti procent, hvor man som investor med relativ ro i maven kan lægge sine penge i aktiemarkedet. Sådan lød spådommene fra de mange internationale finanshuse, da de inden jul udsendte deres prognoser for det nu igangværende 2022.