Reelt er der tale om en tilbagevenden til en periode, hvor skiftende sundhedsministre oplevede, at hård kritik og livsfarlige enkeltsager var reglen og ikke undtagelsen i Sundhedsministeriet.
Sådan var det ganske vist ikke for Lars Løkke Rasmussen, men pointen er netop, at hans periode som sundhedsminister var atypisk. Dels var Løkke allerede dengang en af de tungeste ministre i regeringen. Dels stod han i spidsen for et superministerium, hvor indenrigs- og sundhedsministeriet var lagt sammen. Og endelig blev han chefarkitekt for flere af regeringens største reformer, først og fremmest kommunalreformen. Dermed blev fokus koncentreret om de enorme forandringer i det kommunale landskab, mens de farlige enkeltsager i sundhedspolitikken stod i skyggen.
I dag er alt forandret.
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen er et talent, som mange konservative spår en lysende fremtid, men han er ikke en af de tunge drenge i regeringen, hans ministerium er skåret ned, han har skullet lære sundhedspolitikken fra grunden, og han har ikke ét gigantisk projekt at skubbe foran sig. Derfor begynder de svære sager fra sundhedsverdenen at poppe op og kalde på svar. Her og nu lyder kravet, at han skal gå ind i den vanskelige – og politisk dødsensfarlige – debat om prioriteringer.
Når kritikken bryder frem nu - og oven i købet kommer fra politikere fra Venstre og Dansk Folkeparti, der burde være hans alliancepartnere - skyldes det flere forhold.
I dele af Venstre er der ærgrelse over at have afgivet Sundhedsministeriet til de Konservative. Venstremanden og lægen Preben Rudiengaard ville – ligesom Jørgen Winther i sin tid - næppe have sagt nej til at blive sundhedsminister, hvis han havde fået buddet.
På samme måde handler kritikken fra DF nok så meget om den klassiske rivalisering mellem DF og de Konservative. Kun et tyndt lag fernis dækker over den benhårde konkurrence mellem de to partier.
Men det er også klart, at Jakob Axel Nielsen er sårbar, fordi sundhedsvæsenet er svært stof for enhver. Efter et år i jobbet vil der stadig være mange områder og hjørner, som en ny minister ikke behersker. Dernæst har han det problem, at hans handlemuligheder har været begrænsede, fordi han har arvet en række bundne opgaver fra sin forgænger. Det har været tvingende nødvendigt at få sat mere tempo på de store handlingsplaner indenfor kræft- og hjerteområdet. Han har måttet afvente ekspertvurderingerne fra det særlige udvalg under Erik Juhls ledelse, som har skullet tage stilling til regionernes input til fremtidens sygehusvæsen, herunder etableringen af nye topmoderne superhospitaler.
Han har også måttet vente på, at Forebyggelseskommissionen færdiggør sit arbejde og fremlægger planer, der skal løfte danskernes sundhed og øge deres levetid.
Derfor har Jakob Axel Nielsens tilløb været langt – og efter kritikernes mening for langt – men reelt er det først nu, at han kan begynde at sætte sit præg på indretningen af fremtidens sygehusvæsen, ligesom han i den kommende tid skal vise, at han kan skabe et gennembrud for en mere målrettet forebyggelse.
I forhold til de opgaver må det risle ministeren koldt ned af ryggen, at kritikken kommer fra hans egne, for udfordringerne bliver hårde.
Udover at være kompliceret er sundhedssektoren præget af, at magtfulde faggrupper og organisationer står klar til at kæmpe for deres positioner. Evner ministeren ikke at have sine egne fæller på plads, har han ikke et godt udgangspunkt. Han vil selvsagt også få det svært over for en opposition, som satser på at udfordre regeringen i netop sundhedspolitikken.
At Jakob Axel Nielsen har brug for at skabe sig en skarpere profil, blev for nylig understreget, da Berlingske Tidende offentliggjorde en Gallup, som viste, at 30 procent af vælgerne mente, at han tilhørte Venstre. Kun 28 procent vidste, at han var konservativ. Og hele 41 procent havde ingen anelse.
