Google: Billige telefoner til folket

Samtlige nye initiativer i 2011 hos Google er mobile, og internetgiganten efterlyser billigere smartphones.

Foto: KAREN BLEIER

Mens en iPhone fra Apple fortsat koster pænt over 4000 kroner, vil konkurrenten Google nu en helt anden vej. Det handler nemlig om at gøre smartphones billige og bredt tilgængelige, så alle får adgang til de mange tjenester, som de smarte telefoner tilbyder.

Det mener den afgående Google-chef, Eric Schmidt, der i en klumme i den seneste udgave af Harvard Business Review, har erklæret, at alle - og altså ikke blot nogle - af Googles initiativer i år, handler om mobile enheder.

Samtidig antyder Google-chefen, der efterfølgende trådte tilbage fra posten - at den mobile revolution slet ikke er indtruffet endnu, selv om man kunne foranlediges til at tro det, når man kigger på mængden af smartphones.

Udmeldingen er ganske markant, i det den understreger, at Google har i sinde at holde Android-gryden gevaldigt i kog. Det er en gryde, der i forvejen stødkoger lystigt, og seneste har Google meldt ud, at der i øjeblikket bliver aktiveret over 300.000 Android-telefoner om dagen.

Og mens 2011 forlængst er blevet udnævnt til året, hvor vi allesammen vil købe en tavlecomputer, mangler verden endnu for alvor at se Googles offensiv på området. De tidligere Android-baserede tavlecomputere har blot været baseret på mobil-udgaverne af Android, mens der først i det kommende Android 3.0 bliver tale om en særlig tavlecomputer-udgave.

Dertil kommer, der i år vil blive sat turbo på Chrome OS-baserede små-computere, som måske - og måske ikke - bliver en mobil produktkategori, der er helt sin egen. Chrome OS bygger på den idé, at alt indhold på en computer kan leveres via nettet, og Googles Chrome-styresystem er derfor ikke andet end en browser.

Google-chefen peger selv på tre nøgleteknologier, der bliver vigtige i de kommende måneder.

Den første er tilgængeligheden af billige smartphones, så teknologierne kommer bredt ud. Selv om der ikke er nogen tvivl om, at smartphons generelt falder i pris, er det allerede nu muligt at få en Android-mobil til mindre end 1500 kroner (Xperia X10 mini). Google-chefen håber således på, at en milliard mennesker - særligt i de fattige lande - vil få sig en smartphone i løbet af de næste par år.

Den anden er mobile betalinger, der står til at blive det helt store nye i 2011. Googles egen Nexus S-telefon, der produceres af Samsung, understøtter selv teknologien NFC, som gør det meget let at betale med mobiltelefonen. NFC kendes allerede delvist fra det såkaldte - og ikke fungerende rejsekortsystem, hvor man kan betale for sin togbilletg blot ved at vifte med sit kort foran en blå stander, der laver et svagt spændingsfelt. Denne teknologi kan let indbygges i telefoner, og flere store mobil-aktører har allerede meddelt, at de vil satse på NFC i 2011.

Dernæst kommer moderne mobilnet, der kan transmittere data ved ultrahøje hastigheder via den såkaldte LTE-teknologi. LTE er allerede en realitet i Danmark, men mobiludbydere over det meste af den udviklede verden er i fuld færd med at rulle de hurtige net ud. Når teknologien er fuldt flyvefærdig og understøttes af både mobile bredbånds-modems og smartphones, vil mangel på båndbredde være en by Rusland og hastighederne bliver så høje, at de fuldt kan konkurrere med gammeldags fastnetbaseret bredbånd.

Mange teleudbydere kalder LTE for 4G, men det er dog ren markedsføring, eftersom at LTE er videreudvikling af eksisterende 3G-teknologi. Uanset hvad er det uklart, hvad Googles interesse i teknologien er, da Google ikke selv driver mobilnet. Eller i hvert fald ikke gør det endnu.