Danskerne er vilde med smartphones

Halvdelen af alle telefoner, der sælges i Danmark, er smartphones, viser nye tal.

Foto: DOMINIC FAVRE

Glem al snak om finanskrise - i hvert fald hvad telefonerne angår. Selv om smartphones er meget dyrere end almindelige telefoner, sælger de nemlig som varmt brød. Og salget er faktisk så godt, at telefonerne nu har overhalet de mere simple telefoner.

Det viser nye tal fra GfK Retail, som Børsen bringer i dag.

I første kvartal var salget af smartphones kun 29 procent af det samlede mobilsalg - men i tredje kvartal var det tal steget til nu 51 procent, viser tallene.

GfK Retail holder øje med, hvilke mobiler, der sælges i butikkerne - og ikke overraskende har iPhonen en massiv andel på 34 procent af smartphonemarkedet.

Køb adgang til stor undersøgelse: Det mener vi om mobilselskabet

Samtidig er Nokia i frit fald og blev i september nærmest udraderet med kun syv procent af smartphonemarkedet. Tidligere har Nokia været den dominerende og enevældige konge af smartphone-segmentet.

Nokia har dog rullet det tunge skyts frem for at genvinde det tabte, og den nylige lancering af en håndfuld nye Nokia-telefoner. Dengang udtalte teleanalytiker John Strand store forventninger til Nokia overfor Business.dk:

»Nokia melder sig helt klart ind i krigen om telefonerne i den høje ende af prisskalaen, ikke ved at stille en stor fyr op med et stort boldtræ, nej, de har sendt et helt tæskehold i byen, som tilbyder at gøre tingene til en meget konkurrencedygtig pris. Og de næste drenge står klar i kulisserne. Det er spændende, hvad der sker i øjeblikket,«.

Ifølge Børsen, blev der i september solgt 147.000 telefoner i Danmark.