Der har været underligt stille i foyeren på Aalborg Teater efter gennemspilninger af »Jeg skal kraftedeme ikke dø på dato« op til premieren. Og testpublikummet har tøvet en stund, før de begyndte at klappe efter den sidste scene.
»Det er mit indtryk, at publikum er blevet meget bevægede og påvirkede af stykket. Det er ikke bare underholdning, men et stykke, som rejser store spørgsmål som: Hvad er vigtigt i dit liv?,« forklarer forestillingens instruktør, Per Smedegaard.
»Jeg skal kraftedeme ikke dø på dato« er skrevet af Torunn Kjølner, som var mag.art. og lektor ved Afdeling for Dramaturgi på Aarhus Universitet, da hun fik konstateret brystkræft. Kræften spredte sig, og Torunn Kjølner blev erklæret uhelbredeligt syg. Ved siden af jobbet som lektor arbejdede hun frem til sin død på skuespillet, som er hendes debut som dramatiker. Stykket har netop haft premiere på Aalborg Teater.
»Jeg skal kraftedeme ikke dø på dato« følger den 50-årige Agnes efter, at hun har fået konstateret brystkræft. I lighed med Torunn Kjølner har Agnes opsøgt behandling uden for det etablerede sundhedssystem i form af en intensiv C-vitaminkur. Stykket udspiller sig på en klinik, hvor en gruppe kræftpatienter gennem et år jævnligt tilbringer timer sammen, mens de får C-vitamin intravenøst. I starten er der ti på scenen. Undervejs bliver nogle kureret, andre dør.
Frugtbare samtaler
Det var vennen og kollegaen Rolf Alme – som også er scenograf på opsætningen – der ansporede Torunn Kjølner til at springe ud som dramatiker.
»Hver eneste gang hun havde været til behandling, ringende hun og fortalte om de mest fantastiske samtaler. Der var en meget speciel atmosfære under behandlingerne. 10-12 mennesker, som ikke kendte hinanden, sad sammen i flere timer. Alle kæmpede en desperat kamp for deres liv. Det gav deres samtaler en særlig kvalitet. Mentalt befandt de sig i et rum uden hæmninger og skepsis,« siger Rolf Alme, som opfordrede Torunn Kjølner til at skrive samtalerne ned.
»Og det gjorde hun så. Hun sad med sin laptop på lårene, når hun var til behandling. Til sidst udgjorde hendes observationer et enormt materiale, som hun komponerede teaterstykket udfra,« fortæller Rolf Alme.
»Jeg skal kraftedeme ikke dø på dato« handler ikke om Torunn Kjølner selv eller om konkrete patienter, hun mødte. Men der bliver ikke sagt en replik i stykket, som ikke er sagt i virkeligheden af et menneske med kræft.
»Stykket tager fat i den ekstreme frustration, som Torunn oplevede i forhold til sundhedssystemet og kræftforskningen. Og det rejser den eksistentielle diskussion: Hvordan lever man videre, når andre mennesker ikke længere opfatter én som et menneske, men som en kræftpatient. Der er for eksempel en scene, hvor karakterene snakker om, hvor svært det er at tale med mennesker, som har svært ved at tale med dem, fordi de er kræftpatienter,« siger Per Smedegaard, som fortæller, at der er episoder fra Torunn Kjølners sygdomsforløb, som ikke er med i stykket, fordi virkeligheden ville virke for absurd på teatret.
»Det hedder sig blandt andet, at man så vidt muligt skal følges af den samme læge under kræftbehandling på hospitalet. Torunn var til 11 statussamtaler med syv forskellige læger. Den ene gang begyndte en læge at tale om hendes leverkræft, og hun stoppede ham og fortalte, at hun altså havde brystkræft. Det viste sig, at hendes kræftsygdom havde spredt sig til leveren. Hun havde bare ikke fået det at vide endnu,« fortæller Per Smedegaard.
Filosofisk stykke om livet
Ifølge Rolf Alme var det vigtigt for Torunn Kjølner, at »Jeg skal kraftedeme ikke dø på dato« ikke bliver kaldt et teaterstykke om død eller kræft.
»Det er et filosofisk stykke om livet. Karaktererne er mennesker, som er i en tilstand, hvor de kan revurdere livet,« siger Rolf Alme og uddyber:
»Uhelbredelig sygdom er meget sjældent forbundet med noget positivt. For Torunn blev kræften en mulighed for at finde nye perspektiver på livet. Der opstår en særlig tilstand, når døden er nærværende. Man bliver bevidst om den tid, man har. Øjeblikket skal have kvalitet. Jeg kunne mærke på Torunn, at hun var fortvivlet. Men dét, der kendetegnede hende, var hendes livskraft. Torunn var enormt interesseret i kunst. Jeg tror, at det gav hende livskraft at skabe noget og at arbejde med stykket. Det var meningsfyldt for hende,« siger Rolf Alme.
Torunn Kjølner døde 14 dage før premieren på »Jeg skal kraftedeme ikke dø på dato«.
»Det har hverken gjort stykket mere eller mindre vigtigt af, Torunn er død. Det er de helt præcise iagttagelser hun havde, mens hun levede, der gør gør denne forestilling interessant. Vi lever i en tid, hvor alle mennesker kender en, der har fået diagnosen kræft, og det ville hun have, at vi skulle forholde os til. Men det berører os selvfølgelig meget. Det er hendes livskamp, vi beskriver, og det er noget andet, end når man opfinder to helt fiktive karakterer til et stykke,« siger Per Smedegaard.
Torunn Kjølner: »Jeg skal kraftedeme ikke dø på dato«. Iscenesættelse: Per Smedegaard. Scenografi: Rolf Alme. Medvirkende: Line Bie Rosenstjerne, Michael Brostrup, Rolf Hansen, Joan Henningsen, Ole Jakobsen, Jørgen W. Larsen, Bodil Lassen, Pia Mourier, Ebbe Trenskow, Charlotte Trier og Marie Tafdrup Wisbøl. Til 20. december på Aalborg Teaters Lille Scene.
