Set fra oppositionens synspunkt er timingen perfekt.
Lars Løkke Rasmussen kan fortsat ikke få lukket døren til det mislykkede klima-topmøde i København, hvor regeringschefen og hans rådgivere mildest talt ikke brillerede som værter. Senest har lækkede notater fra Statsministeriet om årsagerne til sammenbruddet under de højspændte forhandlinger i december fået oppositionen til at sende nye byger af spørgsmål mod Løkke.
Derudover angriber S, SF, R og Enhedslisten i tiltagende grad statsministeren og Venstre for at holde hånden over bønderne og tage mere hensyn til et trængt landbrugserhverv end miljøet ved f.eks. at ændre på tidsplanerne for landmændenes reduktion af kvælstof.
Endelig har skatteminister Troels Lund Poulsen netop gjort sig uheldigt bemærket med sit forsøg på at skræmme danske erhvervsledere væk fra SF-møder, hvor topledere som bl.a. Steen Riisgaard fra Novozymes har talt om mulighederne for at udvikle en grøn dansk vækststrategi.
Med andre ord skal oppositionpartiernes nye grønne vision «KlimaDanmark 2050 - en energivision« nok ses som deres bedste bud på, hvordan vi herhjemme kan skabe et langt mere bæredygtigt samfund og sikre en stærk grøn vækstindustri. Men samtidig har Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal, Margrethe Vestager og Per Clausen fra Enhedslisten utvivlsomt et klart blik for, at de med deres udspil kan angribe en af regeringens sårbare flanker.
Er man i tvivl behøver man blot at læse de afsluttende afsnit i dagens kronik her i avisen, hvor de fire politikere fremlægger deres vision.
I afslutningen hedder det bl.a., at hvis Danmark skal blive verdens stærkeste klimanation, skal der ske et brud med «VKO-regeringens fodslæbende og bagudskuende klimapolitik«, og i næste sætning fastslås det, at der er brug for at «vriste klimapolitikken ud af Venstres landsbrugslobby og Dansk Folkepartis taktiske luner«.
Valgkampen er i gang, og med det nye klimaudspil samler oppositionen sig på et område, hvor den har et overtag.
Svagheden ved udspillet er imidlertid, at det er relativt nemt at opsætte langsigtede målsætninger om, at Danmark i 2050 skal klare sig helt uden fossile brændstoffer, ligesom kul, olie og gas ifølge oppositionens oplæg skal være helt ude af vores el- og varmeproduktion i 2035.
Det svære og sprængfarlige er at lave beregninger over, hvor dyr omstillingen bliver, og netop de økonomiske implikationer af oppositionens grønne vision ligger foreløbigt hen i tåger.
Dermed udstiller oplægget en af oppositionens helt grundlæggende udfordringer - nemlig at den gerne udstikker løfter til danskerne på mange områder, men regningen for de mange gode tiltag holdes fortsat skjult for regering og vælgere.
Set i det lys er klima-oplægget nok et skridt frem for oppositionen, hvor især Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal kan glæde sig over at have fået den radikale leder Margrethe Vestager med som underskriver af dokumentet. Men det er lige så klart, at Thorning og Søvndal mangler at præstere det vanskeligste kraftspring, som handler om at få udarbejdet den længe ventede økonomiske plan for, hvordan de vil bringes balance i dansk økonomi.
Danskerne mangler kort sagt fortsat at se, hvordan oppositionen vil finansiere sine initiativer, herunder visionen for en gigantisk omstilling til grøn økonomi.
