Forfatter Asger Schnack
Hvorfor er Bob Dylan så stor?
»Fordi han har været med til at skabe den tid, han har levet i. Hvor mange andre kunstnere afbilleder tiden, så har Bob Dylan defineret den. Det er jo også derfor, at han har inspireret et væld af musikere, billedkunstnere og digtere. Han er så usædvanlig, et geni på sit felt.«
Dit forhold til Bob Dylan?
»Jeg er fan, og jeg har beskæftiget mig med ham siden 1964. Og han optager mig stadig meget. Jeg har skrevet bøger og holdt foredrag om ham. Han har lavet så ufattelig mange storslåede sange. Alt det, han har lavet siden sluttresserne, betragter jeg som bonus. Hvis han havde holdt op efter »Nashville Skyline«, ville han stadig have været den største. Det er jo også sådan, at en dårlig Dylan-plade stadig er bedre end en god af de fleste andre.«
Så du er mest glad for det gamle Dylan?
»Jeg synes, at det hele kulminerede på »Blonde On Blonde«, som var en blanding af modernistisk poesi, blues og folkemusik. Men han har siden 1997 været inde i en ekstraordinær god periode. Og det gælder ikke kun på de tre plader, der er kommet i den periode. Det har været en strøm af kvalitet, som man også har kunnet opleve til hans koncerter, som har været fantastiske og i hans »Chronicles«-bog, som jeg synes er ganske fremragende.«
Ud over »Blonde On Blonde«, hvad er så højdepunkterne i hans værk for dig?
»Freewhelin’ Bob Dylan« og »Highway ‘61 Revisisted«, men jeg ville jo meget hellere vælge ti end tre plader, det er næsten uretfærdigt.«
Billedkunstner, professor Bjørn Nørgaard
Hvad betyder Bob Dylan for dig?
»Nogle mennesker er vidner til ens liv, og det er utroligt vigtigt at have. Og han er på sin vis et sådant vidne. Vi er jo tæt på hinanden rent generationsmæssigt, og dengang i tresserne var det sådan, at når der kom en ny Dylan-plade, så hørte jeg ikke andet i mange måneder. Det var en vigtig del af min opvækst. Og jeg har fulgt ham lige siden. Pladerne er ligesom et epos om en bestemt periode.
Hvad er der så specielt ved Dylan?
»Han er i stand til at skabe ting, som rykker ud over poppen. I tresserne blev skellet mellem fin- og popkultur opløst og i stedet begyndte de at interagere, ikke mindst på grund af hele popkunsten, fluksus, minimalisme etc. I det krydsfelt var Dylan virkelig vigtig sammen med bl.a. Beatles og Rolling Stones.
Har du brugt Bob Dylan i din kunst?
»Ja, første gang ved en aktion i 1967 i Archen, som så senere blev gentaget på Louisiana. Det var en minimalistisk aktion, hvor jeg stod ved et bord med sten, grus, gips, vand, alle mulige materialer. Jeg havde spændt noget net ud på gulvet og satte mig i en kasseramme og røg en smøg, hvor jeg så fik nettet over mig og materialerne blev hældt ud over mig. Imens Bob Dylans »Rainy Day Woman« blev afspillet. Og så har jeg siden brugt hans musik i nogle dagbogsfilm.«
Har han også direkte inspireret dig som kunstner?
»Dylan laver hele tiden kunstneriske spring, og det er jeg også meget optaget af. Jeg vil sige, at det for mig er et vilkår for moderne kunst.«
Hvilke Dylan-plader skatter du mest?
»Der er selvfølgelig »Highway ‘61«, »Blonde On Blonde«, men jeg er også rigtig glad for »The Basement Tapes«, som han lavede sammen med The Band, og for »Slow Train Coming«, som jo er en fremragende plade, selvom den ofte har været meget udskældt«.
Musiker Mikael Simpson
Kan man undgå at have et forhold til Bob Dylan?
»Ja, det kan man godt. Det er vel lidt lige, som der findes folk, som elsker fodbold, men ikke har noget forhold til Manchester United. Der er et eller andet med folk, der taler og synger i samme toneleje. Men jeg har også kun været i USA en gang, og har næsten ingen amerikanske plader i min samling. Så jeg har lidt det samme forhold til amerikansk folk, som jeg har til sibirisk folkemusik. Hvis jeg har ønsket at høre en mand og en akustisk guitar, har det været Nick Drake for eksempel, og det er noget helt andet.«
Har du aldrig set ham spille eller hørt hans plader?
»Jeg har engang set en halv koncert med ham på Roskilde Festivalen, og det er det. Jeg kan forstå, at han altid er on the road, og har hørt fra flere, at han aldrig lytter sine koncerter igennem bagefter. Til det kan jeg så sige, at det burde han måske nok gøre en gang imellem. Men jeg synes da, at det er interessant, at så mange går til hans koncerter og bliver blæst væk. Og det er da spændende, at så mange mennesker virkelig dyrker ham; mennesker for hvem han betyder alt.«
Er det fordi, så mange andre dyrker ham, at du ikke har valgt at gøre det?
»Nej, det er hverken trods eller manglende interesse. Og jeg tror også, at jeg nok skal få min Bob Dylan-periode, jeg havde det faktisk lidt på samme måde med Gasolin’ i sin tid. Jeg skal bare introduceres rigtigt til ham, tror jeg.«
Producer og sangskriver Nikolaj Nørlund
Hvornår opdagede du Bob Dylan?
»Jeg var midt i tyverne, så jeg kom forholdsvis sent ind på ham. Men derefter begyndte jeg at opsøge hans musik og dyrke ham. Og jeg har været på lige siden. Som sangskriver er han jo fantastisk, og jeg synes det er utroligt, hvordan han formår at holde sig selv aktuel ved hele tiden at spille sangene anderledes til koncerter, end de oprindeligt lyder på plade. Jeg tror ikke, det er nemt at være Dylan, han har jo ændret rockhistorien, og samtidig søger han alligevel længere og længere tilbage i den. «
Inspirerer han dig?
»Det er livsbekræftende for min metier, at han stadig kan lave ting i dag, som er på højde med de største ting i hans værk. De seneste tre plader er helt fantastiske. På den måde beviser rockgenren sig selv – det er ikke overstået, når man fylder 30 år. I min egen sangskrivning har jeg ikke direkte kopieret ham, men jeg prøver som han at skrive sange, som ikke er personlige dagbøger, men mere små noveller. Jeg synes, det løfter sangene op, at man ikke hele tiden fortæller, hvordan man har det, men fortæller små historier, som sagtens kan være lige så stærke som personlige beretninger.«
Er der noget ved ham, der irriterer dig?
»Det var i sin tid med Dylan, at sangskrivningen og sangeren blev slået sammen til ét, singer/songwriter. Og jeg synes faktisk, at der i dag er for mange, der skriver sange. Det er ærgerligt, for man er ikke nødvendigvis en god sangskriver bare fordi, at man er en god sanger.«
Har du en favoritplade med Dylan?
»Det er jo en yndet selskabsleg at lave top fem lister over hans plader. Men jeg har det sådan, at selv hans gode ting kan være dårlige og omvendt alt efter, hvor man er i sit liv. Men min yndlingsplade er »Blood on the Tracks«, det er en god, bitter plade.«
