Host, haarrk, athjuu.
Det var til lyden af en større hostekoncert, at den ungarske stjernepianist András Schiff i mandags spillede sig gennem Schuberts klaverkompositioner i Tivolis koncertsal. På et tidspunkt blev det forkølede publikum for meget for Schiff, der indstillede fingrenes ballet hen over tangenterne og udbrød, at »folks hosten er meget forstyrrende«. Et kort øjeblik efter var den gal igen, og pianisten kunne ikke undertrykke sin utilfredshed, der kom til udtryk gennem et højlydt »Hrrmpff!«. Det hele kulminerede med, at han efter den sidste harmoni resolut forlod scenen med hovedrysten.
Koncerten med András Schiff er bare ét blandt mange eksempler, hvor ikke bare kunstnere, men også det øvrige publikum er blevet generet af støjende udbrud eller skramlende adfærd. De fleste kender det nok fra biografen, hvor kæresteparret bag ved sidder og snaver højlydt, mens børnene ved siden af prøver at suge det sidste cola op igennem sugerøret, og venindeflokken foran konstant knævrer løs.
Til forskel fra koncerter og teater er personerne på filmlærredet i sagens natur ganske upåvirket af publikummet, uanset hvor meget larm de ellers måtte få fremkaldt. Men når støjen ikke kun er til gene for det øvrige publikum, men også kan have direkte indflydelse på selve showet, så har vi for alvor balladen. I forbindelse med mandagens koncert i Tivoli er spørgsmålet, om det var publikummet, den var gal med, eller om den højt respekterede András Schiff simpelthen fik sit ego galt i klaviaturet.
»Danskerne har generelt udmærket koncertpli. Men det er altid en balancegang mellem kunstnere og publikum, og man kan med rette mene, at det bør være muligt at dæmme mere op for sine host, end det var tilfældet ved koncerten mandag aften. Der var måske 1.400 mennesker tilstede, og af dem var det jo kun få promiller, der dragede resten af salen ind i deres iørefaldende problemer,« siger Tivolis musikchef Nikolaj Koppel.
Han har ikke oplevet et lige så støjende publikum i sine tre år som musikchef i Tivoli og siger, at lige som der findes det »gode« publikum, der sidder stille og lytter koncentreret, så vil man indimellem uundgåeligt opleve et tilsvarende »dårligt« publikum.
Det måtte den tyske violinist Anne-Sophie Mutter også erkende, da hun i 2001 fik overrakt Sonning Prisen i Tivolis koncertsal. Her måtte hendes dæmpede kammermusik kæmpe en hård kamp for at overdøve det vinterforkølede publikums hosten. På et tidspunkt blev det for meget for Mutter, der stoppede sit spil og henvendte sig til publikum med ordene: »Husk, at akustikken går begge veje! Jeg hører også jer. Kan I for pokker ikke hoste i et tørklæde eller jakkeærmet!«
Nikolaj Koppel mener på den ene side, at kunstnere til en vis grad må være forberedt på, at sådanne episoder kan opstå, når man spiller i en stor sal som Tivolis Koncertsal. På den anden side er der også en ret væsentlig nuanceforskel på netop den klassiske musik og mere rockbetonede koncerter, hvor det første stiller nogle større krav til publikums opførsel.
»Rockbands spiller så højt, at de ikke kan høre publikum, mens klassiske musikere spiller uforstærket. Til rockkoncerter står dele af publikum jo stort set også altid og knævrer løs, som om de stod i en fredagsbar. Så de klassiske musikere er mere følsomme, men mon ikke også rockbands ville blive lidt gnavne, hvis de kunne høre, hvor meget folk talte,« siger Nikolaj Koppel.
Det er imidlertid ikke altid lige let at afgøre, om det er publikum, det er galt med, eller om det er kunstnerne, der gør publikum utilfredse. Og nogle gange kan det ende i betydelige hårdere konfrontationer, end det András Schiff oplevede i mandags. Det oplevede blandt andre Bob Dylan til en legendarisk koncert i Royal Albert Hall i London i 1966, hvor nogle blandt publikum var utilfredse med hans skifte fra akustisk til elektrisk musik. »Judas« blev der råbt, fulgt op af spredte klapsalver og et »jeg lytter aldrig til dig igen«. Bob Dylan tog det roligt og spillede videre. Det samme kan man ikke sige om de genopståede punk-koryfæer Sex Pistols, der til Roskilde Festival i 1996 blev jaget ned fra scenen af et flaskekastende publikum.
Selv om rockmusikken er mere larmende, skal publikum imidlertid ikke tro, at de bare kan stå og ævle løs uden at genere nogen. Klaus Lynggaard er mangeårig rockkritiker i Information og har større erfaring med det elektrisk forstærkede lydunivers end de fleste. Han har ikke så få gange oplevet, at hans medpublikum har ødelagt den musikalske glæde ved en koncert.
»Helt principielt kan det undre, når folk betaler så mange penge for koncerten, at de så tilbringer så meget tid på at stå med ryggen til musikken og holde en alternativ fest, fordi man dyrker den danske nationalsport at drikke sig hønefuld. Så får man det her behov for at tysse på folk med en venlig henstilling som »hold så kæft, eller jeg smadrer dig med min nunchaku!«.« siger Klaus Lynggaard.
Det mest grelle eksempel, Lynggaard kan komme i tanke om, var, da han sidst i 1990erne så britiske Portishead spille deres dæmpede elektroniske musik på Christania-spillestedet Loppen. Desværre var det julefrokostfredag, så der var ikke meget andet at høre i salen end skingre skålsange. En katastrofe der stadig kan vække en harmfuld følelse på vegne af danskernes koncertpli hos den garvede anmelder.
»Der er selvfølgelig forskel på, hvilken koncerter man skal til. Hvis det er DAD, så forventer man jo mere gang i den og råb og skrig, uden at der går skår af nogen. Omvendt kan man jo også opleve et helt fantastisk publikum. Men der skal ingen hysteri ind i det her, ingen forbud, bare helt almindelig respekt for kunstnere og det øvrige publikum, som gerne vil høre musikken,« siger Klaus Lynggaard.
For musikeren på scenen skal der meget til at stoppe op og bede publikum om at oppe sig. Både fordi man risikerer at vende publikum mod sig, og fordi de fleste simpelthen har træning i at spille videre næsten uanset, hvad der sker omkring dem. Det fortæller pianisten Katrine Gislinge.
»Jeg har ikke oplevet noget så grelt, som det András Schiff tilsyneladende var ude for. Men jeg kender det da fra mig selv, når jeg spiller noget af det mere følsomme og indadvendte. Hvis folk så sidder og hoster og skramler, så er det svært ikke at tænke, at de keder sig og ikke rigtig følger med,« siger Katrine Gislinge.
Hun har bred erfaring både som musiker og publikum rundt om i Europa og mener, at danskerne måske har en tendens til at hoste lidt mere, end hvad man oplever i andre lande. Men hun har også oplevet meget støjende adfærd i udlandet og mener, at lige såvel som publikum skal have lov til at rømme sig og være lidt urolige, så må musikerne også have lov til at være en smule krukkede og overfølsomme.
»Som musiker må man generelt tage noget støj med. Om det så er hulken og gråd, fordi det er lyder smukt, eller grin, fordi det lyder sjovt, så er publikum en vigtig del af oplevelsen. En koncert er et gensidigt projekt, men med klassisk musik får man ikke det hele foræret, man skal kunne lytte med åbent sind,« siger Katrine Gislinge.
