Det kan være lidt af en prøvelse at følge Kim Melius Flyvholm Larsen i den offentlige debat, hvor han i en årrække har ført sig frem med sin politikerlede og sine evindelige aversioner mod rygeloven - som sågar har fået ham til at drage sammenligninger med Nazi-Tyskland.
Om disse mærkesager skyldes skamløs populisme, manglende respekt for historiens alvor eller blot en skjult forkærlighed for Dansk Folkeparti, ja, det er ikke til at sige, men sikkert er det, at en mand med hans begavelse burde rive i noget med mere mening, dybde og substans - og desuden fralægge sig bare en smule af sin skråsikkerhed.
En stor sangskriver har 64-årige Larsen dog alle dage været, og det er naturligvis det, han i sidste ende skal bedømmes på. Og når det gælder kunstnerisk kanonisering, har han for længst sunget og spillet sig ind i dansk kulturhistorie via såvel tiden i Gasolin som solokarrieren, der tæller folkelige og fabelagtige plader som »Værsgo«, »231045-0637« og »Midt om natten«.
Kim Classic
Nu er han så nået til det 23. album siden solodebuten i 1973, og på »Mine damer og herrer« lægger rytmikken og melodierne sig som så mange gange før midt mellem dansktop, visetradition og en banal børnesang som »Oles nye autobil«.
Hvilket er godt ment. For mere behøver Larsen ikke for at skabe den simple og selvfølgeligt klingende stemning, som er hans varemærke, og under guitaren og de sparsomme arrangementer gemmer sig som altid en enorm tillid til melodierne.
De behøver sgu ikke store produktioner og instrumentalt lirumlarum for at fungere, synes han at tænke, og sange som »Udenfor døren« og »Hold ud« er da også rigtig gode beviser på, at den tankegang holder, når man har hans flair for sangskrivning.
Og det er ikke bare melodierne og de næsten naivistiske arrangementer, der er så typisk Larsen, men også teksterne, som falder i tre lige så typiske kategorier med en karakteristisk efterklang af Poul Henningsen, Osvald Helmuth og Højskolesangbogen.
Uden for døren
Først er der versene om Den Lille Mand, der ikke rigtig, passer ind. Alle dem de andre ikke må lege med, som samfundet enten ignorerer eller afviser, og det kommer tydeligt til udtryk i det let slentrende åbningsnummer: »Jeg får garanteret det røde kort/Diskvalificeret/Vist bort/Der er ingen kære mor for lille Søren/Når man havner uden for døren«.
Hvor disse ord fremsynges med en blanding af humor, trods og alvor, er en anderledes troskyldighed og inderlighed at spore i Larsens stemme, når han synger om Den Store Kærlighed.
Ikke mindst i »Danser med dig«, der er en af Larsens renest klingende kærlighedssange til dato:
»Når jeg danser med dig, er det lige som, jeg kommer to skridt nærmere til himlen,« lyder det, og i den efterfølgende »Du er min«, at »du giver mig kaffe, kaffe på sengen og blommer nede fra engen.«
Så purt, så prunkløst poetisk og så smukt forløst i et såre simpelt, stilfærdigt og let country-klingende arrangement og sammen med fløjte-forsirede »Kom igen« albummets fineste nummer.
Det er simpelthen Larsen, når han er allerbedst og milevidt fra den flabede flab med sixpencen, som råber op i B.T. og E.B., og som desværre også huserer i den tredje teksttype, han begiver sig af med. Nemlig de brovtende og let bøvede, som på »Mine damer og herrer« repræsenteres af »Botox & Silicone«.
Livet i Dannevang
Her møder vi en kvinde, der har været under kniven og nålen for at se yngre ud, og »Nu ligner hun Gitte Stallone/Mere end hun ligner sig selv/Med botox & silicone kan man narre Fanden selv« og senere: »Men når hun smider tøjet, er hun stadig mellem 80 og skindød.«
Høhø. Og fra samme plads bagest i bodegaen lyder det andetsteds, at »Politikerne siger så meget/især hvis sagen er speget«, og at »rosen ikke dufter mer' i Dannevang«.
Når Larsen er i dét lune, er han lige så irriterende og »kropumulig som en røv der klør«. For nu at citere ham selv. Men der er lykkeligvis ikke alt for mange af disse stunder på den varmt producerede »Mine damer og herrer«, der fungerer klart bedst, når de dejligt melodiske sange udstyres med strofer om den eneste ene - eller en anden kær.
At det er de selvsamme sange, Larsen havde svært ved at løfte på sin vinter-turne, ja, det er ganske forunderligt. Væk er den gumpetunge blues-rock imidlertid og i stedet en stribe enkle og langt hen ad vejen vellykkede numre, der nok er nye, men lyder sært bekendte. Fordi de kommer fra Larsen. Og med ham er det altid det samme.
På meget godt - og lidt ondt.
